Kommunismen i Warszawa – udvalgte steder
Det er over 30 år siden, kommunismen blev udraderet, og mange af de arkitektoniske udtryk for perioden er ubønhørligt blevet revet ned eller moderniseret. Imidlertid ses periodens arkitektoniske fingeraftryk stadig tydeligt i bybilledet.
Det mest eklatante eksempel er Kulturpaladset, som ses af ALLE besøgende, og vel nærmest er ensbetydende med Warszawas centrum. Marszałkowska-gade kan med sin bredde og monumentale boligblokke egentligt betragtes som en forlængelse af Kulturpaladset, og var da også Stalins og kommunistpartiets prestigeprojekt efter krigen.
Hele det urbanistiske koncept er imidlertid udarbejdet af de kommunistiske byplanlæggere, og det har ændret Warszawa fra den sammentrængte by, den var før krigen, til en åben, lys og venlig by fyldt med skov og grønne områder.
Byplanlæggerne var selvfølgelig også ansvarlige for genopførelsen af den Gamle By, der jo egentligt ikke minder om kommunistisk arkitektur, men som blev set som nødvendig for at understrege byens nationale polske karakter. Polskheden understreges mange steder, også i den socialistiske arkitektur, men hele boligområder blev opbygget som polske renæssancebyer eller med blandet arkitektur, fx Mariensztat lige nedenfor Slotspladsen i Warszawa. Det var således en dobbeltstrenget arkitektonisk meddelelse, hvor borgerne skulle forstå, at systemet var nyt, men de skulle også være klar over, at de var i deres gamle, trygge fædreland.
Kommunismen i Warszawa har indtil for nylig også været de mange saneringsmodne ejendomme fra før krigen, som man bevidst ikke istandsatte efter 1945. De er overvejende først blevet sat i stand indenfor de sidste 10 år, og enkelte steder er renoveringen stadig i gang.
Og så har man mulighed for at følge de første murstenshuse fra 1950’erne og 1960’erne, over de præfabrikere betonbyggerier fra 1970’erne og 1980’erne.
Jeg har udvalgt et lille antal steder, som det er værd at se, hvis man vil følge kommunismen i Warszawa. Det kan ikke undgås, at der kommer lidt overlapning med andre temaartikler, men jeg prøver kun at skrive om de enkelte objekter et enkelt sted, og så henvise til andre artikler, hvor de passer ind flere steder.
Den Gamle By
Den gamle by starter med slotspladsen, hvor Søjlen med Kong Sigismund fra 1644 ved siden af Havfruen er et symbol på Warszawa. Mange bycentre i Polen blev genopbygget i nogenlunde samme stil, men jeg er i tvivl om, hvorvidt genopbygningen bør placeres under ”kommunismen i Warszawa” – så den er overflyttet til ”Metrostationen Nowy Świat UniwersytetNowy Świat Uniwersytet”.
Rynek – den gamle rådhusplads i den Gamle By er rekonstrueret efter krigens ødelæggelser
Museet over den polske folkerepublik
(Muzeum życia w PRL) Adresse: Piękna 28/34 (Metro Politechnika) – Et lille museum med en fascinerende samling af genstande fra Den Polske Folkerepublik, politiets udrustning, dagligdags brugsgenstande og meget mere.
Der er også mulighed for at se, hvordan lejlighederne var indrettet i denne periode. Er man lidt ældre, kan man prøve at sammenligne med, hvordan det var i Danmark på samme tid. Måske var det i virkeligheden ikke altid så forskelligt.
I visse perioder var der notorisk varemangel og rationering i den Polske Folkerepublik, og selv om folk selvfølgelig fik noget at spise, er fortællingen for god til ikke at bruge, når man har et museum over folkerepublikken
En sodavandsautomat – glasset er lænket til maskinen
Kulturpaladset
(Pałac kultury i nauki) samt Plac Defilad. Hjørnet af Marszałkowska i jerozolimskie. Metro Centrum.
Kulturpaladset er både et symbol på sovjetisk dominans i Polen og en fortælling om Warszawa og byens historie. Der er tale om en enorm bygning på 237 meter i højden, 123.000 kvadratmeter og 3.288 lokaler.
Alene navnet – Kultur- og Videnskabspaladset – viser, at nu er kongerne og kapitalisterne smidt ud af paladserne og folket har overtaget dem. Stilen er den såkaldte socialistisk realismestil, og de små nicher på paladsets facade udstiller ”folket” – den intellektuelle arbejder med sine redskaber, videnskabsfolk og kunstnere, i modsætning til tidligere tiders paladser, som udstillede religiøse symboler, romerske kejsere eller andre magtsymboler. Og netop magten er her det vigtige, den fremvises stadig, men den er overtaget af det arbejdende folk, i modsætning til tidligere, hvor det var fyrster og kapitalistiske udnyttere, selv om det nok snarere var bureaukrater med komplicerede regelsæt, som burde have været udstillet som de nye magthavere.
En borger fra det arbejdende folk sætter sig ind i Marx, Engels og Lenins teorier. Hvis man går tæt på, kan man se, at Stalin er mejslet ud af lekturelisten. Selve Folkets Palads er en ”gave” fra Stalin.
Selv om bygningen indeholder elementer, som refererer til polsk arkitektur, er den dog så præget af russisk stil, at ingen polakker under kommunismen ville være i tvivl om, hvem der bestemte i Polen. Det samme formål tjente den enorme russiske ortodokse kirke på den nuværende Pilsudski-plads, som blev nedrevet efter Polens uafhængighed fra Rusland i 1918, og mange har da også talt om at nedrive Kulturpaladset. Men nu har det trods alt stået i over 30 år efter at russerne blev jaget ud af landet, og flertallet af hovedstadens indbyggere betragter det i dag som et vartegn.
Paladset indendørs gør indtryk med sin pragt, dyre marmor og gennemtænkte indretning
Den russiske arkitekt Lew Rudniew var ansvarlig for opførelsen af bygningsværket. Han var direkte udpeget af Stalin og kendt for sine skulpturelle konstruktioner i russisk socialistisk stil, men tog inden opførelsen af Kulturpaladset på rundtur i Polen, for at orientere sig i klassisk polsk arkitektur, og bygningen er da også udstyret med typiske nationale polske elementer, blandt andet i form af de forvoksede attika (overbygning, som skjuler taget).
Kulturpaladset kan godt minde en smule om de første amerikanske højhuse, men er ubetinget inspireret af tilsvarende bygninger i Moskva. Til gengæld er bygningerne i Moskva inspireret af de amerikanske højhuse – fx Impire State Building – og Lew Rudniew havde da også været en af de arkitekter, der var blevet sendt til USA på studietur, for at danne sig et indtryk af det amerikanske højhusbyggeri.
Bygningen opfylder en række forskelligartede funktioner, så som biografer, teatre, restauranter, udstillingshaller, mødelokale for Warszawas byråd og huser en lang række virksomheder og kulturinstitutioner, og så udsigtsterrassen på toppen, hvortil man heldigvis kan tage en elevator. Udsigtsterrassen giver mulighed for at danne sig et overblik over byplanlægningen og logikken i de mange nyopførte skyskrabere. Bygningen er også udstyret med en kongreshal, som dog er opført med tanke for socialistiske kongresser, og derfor er udstyret med en lille bitte scene, sådan at tilhørende kan fokusere på det væsentlige og klappe på de rigtige tidspunkter. Hallen mangler også bagvedliggende lokaler, som kan understøtte fx koncerter eller andre events.
Hvis man kan lide at spadsere er det en ide at gå en tur rundt om hele bygningen for ligesom at føle dens proportioner og nyde de mange detaljer, de lave tilbygninger tilbyder. Så finder man også ud af, at bygningen er næsten lige så bred, som den er høj. Læg særlig mærke til området nedenfor hovedindgangen, hvor parkeringspladsen ligger. Her vil man finde eksempler på polske biler, herunder den lille Fiat (produceret i Polen på licens) og de polske busser, som blev kaldt ”agurker”.
Foran hovedindgangen ligger Defilade-pladsen (Plac Defilad), hvor folket i kommunisttiden stod og beundrede de kommunistiske ledere, som alfaderligt vinkede til det forbipasserende arbejdende folk. Tribunen er bevaret, men ved siden af er man ved at opføre et nyt Museum for Moderne Kunst og et teater, som vil gøre pladsen mere sammensat. Museet planlægger at åbne dørene for publikum i 2024.
Ved muren op til tribunen ses en mindeplade for Piotr Szczęsny, som i oktober 2017 satte ild til sig selv og døde i forbindelse med en protest mod regeringens begrænsning af de demokratiske frihedsrettigheder og krænkelsen af den polske Forfatning.
Piotr Szczęsny satte i 2017 ild på sig selv, for at henlede opmærksomheden på begrænsningen af de demokratiske rettigheder i Polen
Landbrugsministeriet
Adresse: Wspólna 30. Metro Centrum eller Metro Politechnika.
Landbrugsministeriet er et enormt ministerium, og selv om der formelt er vigtigere ministerier, har det haft en afgørende position, særligt i Polen umiddelbart efter 2. Verdenskrig, hvor landet var fuldstændig domineret af landbruget.
Bygningen stod færdig i 1955, og specielt bagsiden fra Ulica Wspólna gør indtryk. De enorme søjlegange på en smal gade gør et lidt underligt indtryk, men planen var dengang, at ”det gamle lort” skulle nedrives, og der skulle opføres en stor plads foran indgangen til ministeriet, hvilket dog aldrig blev gennemført. Facaden på Ulica Wspólna er inspireret af det gamle Saskipalads på Piłsudskipladsen, som blev ødelagt (og indtil videre ikke genopbygget) under anden Verdenskrig.
Landbrugsministeriet fra Wspólna-gade – men bygningen dækker en hel karre – 4 forskellige gader
Mariensztat
10 minutter fra Slotspladsen i den Gamle By. Tag rulletrapperne.
Fra omkring 1550 påbegyndtes en svækkelse af kongemagten i Polen, hvor regionerne og magtfulde adelsmænd tiltog sig mere magt. Centralmagtens svækkelse sås tydeligt i en paddehattesværm af såkaldte ”jurydiki”. Det var selvstændige privatejede småbyer, som omkransede Warszawa, men som ikke var omfattet af de love og regler, som gjaldt for selve byen. De var som regel ejet af rige adelsmænd, og da de ikke var bundet af byens bureaukrati, kunne de sælge forarbejdede varer billigere end selve byen. Stigningen i antallet af jurydiki tog for alvor fat fra omkring 1650, og skabte dermed en levende konkurrencesituation mellem hovedbyen og satellitbyerne.
Provinsstemningen er til at tage at føle på
Et eksempel på en sådan satellitby er Mariensztat beliggende nedenfor slotspladsen i Warszawa. Den blev etableret ret sent, nemlig i 1762, og sank ned til et fattigkvarter, som blev udsat for voldsomme ødelæggelser efter Warszawaopstanden i 1944. Efter krigen blev Mariensztat det første genopførte boligområde, og det afspejlede byens tidligere provinsielle præg, og en socialrealistisk statue af en handlende kvinde symboliserer byens fortid som handelscentrum. Hvis man befinder sig på slotspladsen er der under ti minutters gang hver vej med rulletrapperne, og det er en forfriskende tur, hvis man gerne lige vil væk fra selve Den Gamle By.
Torvet i Mariensztat
Arkitekturen i 1950’ernes Polen var dikteret af Stalin, som i arkitekturen så virkeliggørelsen af sin samfundsvision. I Polen opførte man derfor bygninger, som var nationale i deres form og socialistiske i deres indhold. Det var ikke nødvendigvis alt sammen betonpaladser. Et godt eksempel på stilen ses i Mariensztat, som med sine lave huse og hyggelige rådhusplads minder lidt om polsk barok.
Et af de vigtigste bygningsværker i Mariensztat er ”Waweliowiec” på Bednarskiej-gade 9, som med sine søjlegange leder tankerne hen på middelalderkongeborgen Wawel i Krakow. Her ses essensen i den reelle socialisme – et kongeslot laves om til arbejderlejligheder.
Boliger til det arbejdende folk
Partihuset eller Det Hvide Hus
Adresse: Plac de Gaulle – hjørnet mellem Aleje Jerozolimskie og ulica Nowy Świat. Metro Centrum – omkring 10 minutters spadseretur.
En enorm modernistisk bygning fra 1952, som frem til 1989 var hovedsæde for kommunistpartiets magtfulde centralkomite.
Her sad planlæggerne i en bygning, som tydeligt viser, hvor magten hører til. Man kommer ind i gården gennem to porte, og den enorme gård er projekteret til at kunne rumme en stor mængde partimedlemmer, som kunne høre på taler fra lederne, der stod på den store balkon. Her var alt, som var nødvendigt til politisk skoling, inklusive biograf og store mødelokaler.
Det Hvide Hus set fra Plac de Gaulle
I en periode efter omskiftelserne i 1989 udfyldte bygningen rollen som børs, men i dag er der bygget en ny flot børsbygning på bagsiden af det Hvide Hus. Senere havde landbrugsministeriet forskellige kontorer i bygningen, som i dag udlejer til kontorer og konferencer. I stueplan er der dog pt. fire barer med håndværksøl, som om sommeren breder sig ud over forsiden og hele bygningens imponerende plads. En ideel mulighed for at kombinere øldrikning med overvejelser om magtens arkitektur.
Gården i det Hvide Hus er i dag okkuperet af øldrikkende, glade mennesker, men frem til 1989 sad der bureaukrater bag hvert eneste af disse vinduer, som også havde egen biograf og andre faciliteter. Bemærk balkonen til venstre i billedet, hvor lederne kunne kommunikere til den i gården forsamlede mængde partisoldater
Plac Konstytucji (Forfatningspladsen) og Marszałkowska-gade
– Metro Centrum (ved kulturpaladset) eller Metro Politechnika.
Et klassisk eksempel på Stalins foretrukne byggestil – reel socialisme. Hele området stod færdigt i 1953, samme år som den nye kommunistiske Forfatning trådte i kraft.
Pladsen er opført i solid kvalitet med søjlegange – sådan skal arbejderklassen bo fremover
Både på hustagene og som relieffer i bygningerne ses de karakteristiske figurer af det arbejdende folk – stærke og sunde mennesker, som tydeligvis er stolte over deres rolle.
Der er sans for detaljen. Bemærk statuerne på hustaget
De høje søjler refererer tydeligt til fortidens paladser, og fortæller historien om, at nu er det folket (eller måske partiet), som hersker. Nu får almindelige mennesker lov til at bo i lejligheder, som udefra minder om paladser.
Det var planlagt, at hele Polen skulle genopbygges på denne måde, men Stalin gik hen og døde i 1953, og så fandt man ud af, hvor sindssygt dyrt det var at bygge på denne måde.
Det arbejdende folk er mejslet ind i facaderne
Som mange andre bygninger fra denne periode er de opført under devisen: ”Hele nationen hjælper med at genopføre sin hovedstad”, hvilket betød, at man fra forskellige egne af Polen (primært de tidligere tyske områder) sendte togvogne med murbrokker fra ruinerne til Warszawa. Tager man i dag en boremaskine, kan man som vidnesbyrd herom finde forskellige typer mursten i samme vægge.
I forbindelse med opførelsen af pladsen og den brede boulevard, som fører til Metro Centrum, blev gadernes plan ændret efter krigen. Man har imidlertid bibeholdt de gamle navne, og det medfører, at både Piękna-gade og Koszykowa-gade har fået en underlig linjeføring på den anden side af pladsen.
Nogle af gaderne fik en højst besynderlig og afbrudt linjeføring. Her er vi i Koszykowa-gade, gennem en åben port fra Plac Konstytucji. Her finder vi huse fra før 2. Verdenskrig.
Fryderyk Chopin musikuniversitet
(Uniwersytet Muzyczny Fryderyka Chopina)
Musikkonservatoriet i Warszawa blev tegnet i 1959 og stod færdigt i 1966, og da havde Stalin været død i mange år. Med Stalins afgang i 1953 døde også relativt hurtigt hans socialistiske arkitektoniske visioner, som indtil da havde prydet Warszawa med deres monumentalitet.
Musikkonservatoriet (det er først for nylig, man er begyndt at omdøbe alle højere skoler til universiteter) er også monumentalt, men samtidig præget af lethed og dynamik. Efter Stalin vendte mange arkitekter tilbage til modernisme, og bygningen er præget af den avantgarde, som på det tidspunkt gik hen over Europa. Vindeltrappen og de asymmetriske former ville have givet Stalin en følelse af vestlig dekadence, og tegnestuens personale ville nok have modtaget en enkeltbillet til Sibirien, hvis den store sovjetiske leder stadig havde været i live.
Musikuniversitetet – set fra bagsiden
Universitetet ligger midt i et musikområde, med blandt andet Chopin-museet, Chopin-instituttet og boligblokke med musik-graffiti og gavlmalerier med Chopin. Hvis nogen stadig tror, at Chopin var franskmand, vil de forhåbentlig skifte mening, efter at have besøgt dette område.
Centralbanegården
(dworzec centralny)
Egentligt er der tale om Warszawas hovedbanegård, men eftersom en anden beskeden banegård har det navn, holder jeg mig til det polske navn, Centralbanegården.
I 1967 opstod der her et trinbræt, og få år efter – i 1975 – blev den egentlige banegård født. Det var en banegård, som skulle vise, hvad det kommunistiske samfund kunne gennemføre, og den blev bygget på blot tre år, for den skulle stå færdig til Kommunistpartiets 7. kongres, som fik besøg af den sovjetiske leder, Leonid Bresjnev.
Banegården – her omgivet af byggerier fra den kapitalistiske periode, som begyndte i 1989
Banegården blev planlagt i en periode, hvor Polen takket være store lån fra Vest oplevede et byggeboom, og banegården skulle være et prestigebyggeri. Den store modernistiske banegård blev udstyret med underjordiske perroner og en let – nærmest svævende – overbygning. Tempoet i byggeriet skabte imidlertid en masse byggesjusk, og importerede elektroniske vidundere fra Vest holdt op med at fungere, når de gik i stykker. Med tiden kom banegården til at se lidt lurvet ud. Banegården er totalrenoveret for nylig, og fremtræder i dag langt mere åben og effektiv end tidligere.
Boligbyggeri fra 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne
Muranów ligger på et område, hvor der i gamle dage befandt sig satellitbyer (jurydiki), og i 1800-tallet blev disse beboet af jødiske indvandrere fra de østlige områder. Disse kom til at dominere bydelen, som fik sit eget kulturelle og sproglige særpræg.
Den 16. november 1940 lukkede den tyske besættelsesmagt området af, og skabte den jødiske ghetto i Warszawa. Det skriver jeg mere om under ”Det Jødiske Warszawa”. I 1943 gjorde de indespærrede ”indbyggere” oprør mod tyskerne, og holdt her stand fra 19. april til 15. maj.
Resultatet var, at ghettoen blev revet ned. Enhver turist i Warszawa vil høre, at Warszawa blev ødelagt efter Warszawaopstanden i 1944. Det drejer sig om resten af byen efter oprøret, hvor den polske modstandsbevægelse forsøgte at fravriste tyskerne magten i byen. Ødelæggelserne i 1944 var betydelige, men kan ikke på nogen som helst måde sammenlignes med ødelæggelsen af bygningerne i den jødiske ghetto. I 1944 stod en masse bygninger tilbage i en frygtelig tilstand, men de kunne sættes i stand, i 1943 blev ghettoen jævnet med jorden, sådan at alle murbrokkerne lå på gadeplan.
Enkelte dele af Muranów blev gennemført med inspiration fra Stalins reelle socialisme
Det gjorde det også enkelt at genopføre Muranów fuldstændig uden hensyntagen til den tidligere arkitektur. Der blev lagt nye gader og linjeføringen i gamle gader blev ændret. Området blev efter krigen hurtigt bebygget med små lejligheder i en varierende stilart, hvor man dels ville mindes de ikke længere tilbageværende jøder, dels holde sig til den socialistiske stilart, uden at der dog her blev brugt de samme summer, som på prestigebyggerierne i centrum.
En stor del af bygningerne blev imidlertid boligblokke med små lejligheder
Området er i dag domineret af museet for det jødiske folks historie (POLIN) fra 2006, som er omgivet af de mange beboelsesejendomme fra 1950’erne og 60’erne samt jødiske mindesmærker.
Opført med masser af grønne områder og balkoner
Boligbyggeri fra slutningen af 1960’erne og senere
Kommunismens præfabrikerede betonelementer er udskældte, både for grimhed og menneskefjendsk arkitektur. Men er de nu så slemme? I det mindste var man ikke så opsat på at udnytte hver enkelt kvadratmeter, så der var luft og grønne områder mellem bygningerne. Og så var de holdbare – mange af betonelementerne er nærmest umulige at smadre, selv om betonbyggeriet egentligt kun var set som en midlertidig løsning for de næste 30-40 år. Men langt de fleste står endnu, med tiden er de blevet belagt med farvelade, har fået indlagt centralvarme, bygningerne er blevet varmeisoleret og de gamle elinstallationer renoveret. Alt i alt er det mange steder blevet til hæderlige boliger, selv om man stadig kan høre, når naboen går på toilettet eller de skændes i lejligheden nedenunder. Men det kan man altså også i meget moderne etagebyggeri.
Lejlighederne var ofte samlet i små boligområder, som mindede om en provinsby. Her var butikker, bibliotek, lægehus og hvad folk ellers har brug for i hverdagen.
Frimærkestore lejligheder, den ene ved siden af hinanden. Men man bor lige i centrum. Dem findes der masser af rundt omkring i Warszawa. Her Grzybowska-gade 16/22
Mange af de nye boligområder sprang op lidt udenfor byen, men som et eksempel tæt på centrum har jeg valgt Grzybowska 16/22 – Her er hygge, klima og små restauranter – og en 15. etagers beboelsesblok fra 1972. Hvis man går ind midt på bygningen kan man uhindret gå ind i indgangshallen, hvor man bemærker den konstante trafik af beboere på vej ind og ud. De 420 lejligheder er samlet på lange gange, og mange af dem er omkring 30 kvadratmeter i størrelsen. Det er måske ikke nogen specielt tiltalende bygning, men beboerne er tæt på ALT.
Masser af elevatorer sørger for, at man kommer hurtigt op og ned
Lazienkowska-vejen
(Trasa Łazienkowska)
Tiden efter krigen var også et tidspunkt, hvor de nye trafiksystemer skulle genovervejes. Byerne var ødelagte, der var plads til at ændre vejføringen og til at udvide eksisterende vejnet.
Over næsten hele Polen (og også i nogle vesteuropæiske lande) etablerede man bredde hovedveje, som gennemskar bydele. I Polen kunne fodgængere komme over gaden via høje gangbroer, som ikke var fristende, hvis man havde en dårlig kondition eller var gangbesværet. I stedet for broer byggede man nogen gange gangtunneler, hvor unge mennesker ofte holdt til og hvor frygtsomme borgere nødigt færdedes.
Kæmpemæssige veje tværs gennem bycentre, som gennemskar og afsondrede bydelene fra hinanden, var en del af byplanlægningen i Polen efter 2. Verdenskrig, men lignende tendenser kunne nu også ses i nogle vestlige lande.
Resultatet blev, at bydele blev adskilt fra hinanden, og frem til i dag har for eksempel den Gamle By i Gdansk været en adskilt ø i forhold til resten af byen. I Warszawa valgte man dog på visse strækninger biltunneler, som for eksempel Øst-Vest ruten ved Slotspladsen eller Łazienkowska-ruten i billedet nedenfor fra Plac na Rozdrożu (300 meter fra Metro Politechnika). Men disse kæmpemæssige trafikansamlinger gennem byernes centre var alligevel med til at skabe en segmentering af byen.
Finansministeriet
Adresse ul. Świętokrzyska 122. En spytklat fra Metro Nowy Świat Uniwersytet.
Jeg plejer i tankerne at tænke på Orwell og kalde det MiniFin når jeg passerer forbi denne paladslignende bygning fra 1956, som sørger for den polske økonomi.
Finansministeriet – ser endnu mere vældigt ud i virkeligheden end på dette billede. Indenfor mørkt og konspiratorisk. Her ligger magten i Polen i lange perioder efter 2. Verdenskrig og systemskiftet, når økonomien havde topprioritet.
Bygningen er i princippet opført i en modernistisk stil under hensyntagen til den reelle socialismes krav til moderne arkitektur. Men man kan også finde masser af renæssance og barok i bygningen.
Indretningen indendørs er tydeligvis elegant og kostbar, meget langt fra det man ville forvente af en moderne og effektiv arbejdsplads. Man får klart indtrykket af, at dette er det virkelige centrum i den polske stat, en tidslomme, som ingen ideologier eller kriser vil kunne blæse omkuld.
Warszawa Wschodnia – Den østlige banegård
Adresse ul. Kijowska 20, men også adgang fra ul. Lubelska. Ca. 10 minutter fra Metro Stadion Narodowe.
Warszawa har tre store banegårde – Centralna midt i byen, og så aflastningsstationerne den vestlige banegård, som er i gang med at blive moderniseret og totalrenoveret, samt den østlige banegård, hvor man stadig kan fryde sig over den kommunistiske arkitektur.
Den Østlige Banegård
Banegården er oprindelig fra 1866, men blev ødelagt under 2. Verdenskrig. Den nye banegård stod færdig i 1969, og blev med sine interessante geometriske former dengang betragtet som et monumentalt eksempel på modernistisk banegårdsbyggeri. Ved opførelsen blev der dog anvendt billige løsninger, og banegården forfaldt hurtigt. Delvist renoveret 2012.
Kontorbyggeri under kommunismen – Intraco I
Adresse ul. Stawki 2. Ti minutters gang fra Metro Dworzec Gdański.
I begyndelsen af 1970 udgik der en befaling fra partihovedkvarteret, at hele Polen skulle moderniseres. Det inkluderede moderne kontorskyskrabere i alle større polske byer. Mange af den var skrækkelige eksempler på øjebæer med elendigt indendørsklima, men kontorbygningen i Warszawa var prestigebyggeriet og beregnet på udenlandske selskaber. Den modernistiske bygning stod med sine 107 meter til taget og 39 etager færdig i 1975.
Det moderne Polen – under kommunismen
Oprindeligt var hele bygningen belagt med en spejlfacade, men efter en renovering i 1998 er bygningen nu belagt med keramikfliser. De øvrige højhuse rundt omkring i Polen fra samme periode er ligeledes alle enten facaderenoveret eller nedrevet.
Den Russiske Ambassade
Adresse: Belwederska 49. Et stenkast fra præsidentboligen Belweder og Forsvarsministeriet. Bus 116 fra Slotspladsen eller på helligdage fra Plac Trzech Krzyży.
Den daværende sovjetiske ambassade blev bygget af importerede byggearbejdere og med byggematerialer fra Sovjetunionen. Den er smuk, enorm og minder om en konges palads. Sammen med Kulturpaladset var den en af de bygninger, som med solide mursten fastslog Ruslands dominerende rolle i Polen.
Nærheden på den vigtigste polske repræsentative bygning, Belweder, som i dag er præsidentbolig, er også slående, og når ambassadøren skulle tale med den polsk-russiske forsvarsminister Rokossowski (polsk forsvarsminister 1949-1956, sovjetisk viceforsvarsminister 1958-1962), behøvede han blot gå gennem en dør i den mur, som adskilte ambassaden fra forsvarsministeriet.
Det nordlige Ursynów
Metro Ursynów. Gå simpelt hen rundt i området. En spadseretur på 20 minutter vil give et fint indtryk af bydelen.
I 1970 hungrede Polen fortsat efter boliger til folket efter krigens ødelæggelser, og netop nu var konjunkturerne gunstige for udenlandsk låntagning og boligbyggeri. Der blev udskrevet en arkitektkonkurrence om, hvem der bedst kunne forvandle 220 hektar til et levende boligområde.
Planerne for området gik helt tilbage fra før 2. Verdenskrig, hvor man ligesom mange andre steder i verden var inspireret af lineal-byen, således at byerne ikke ekspanderede i alle retninger. I København blev det fx til finger-konceptet. I dag er denne strækning fuldført med epicenteret langs Aleja Komisji Edukacji Narodowej (Den nationale Undervisningskommission), hvor også metrolinjen løber.
Hovedgaden til Warszawas centrum og metrolinje
Ursynów var en af de bydele, som ekspanderede mest i 1970’erne, hvor der blev bygget enorme mængder betonkarreer, som gjorde bydelen til en af hovedstadens store forstæder. Der var tale om marker og enge, hvor byplanlæggerne allerede 10 år tidligere besluttede, at der skulle være by. Det er også periodens sidste store centralt planlagte byudvidelse, og den sker i overensstemmelse med tidens byggenormer og de byggematerialer, som nu engang var tilgængelige i Polen – med betonplader som den dominerende byggevare.
Der blev opført små lokale pladser og centre, så beboerne i princippet ikke behøvede forlade deres lokalområde
Man kan mene hvad man vil om betonkarreer, men de løste en akut boligmangel for mange mennesker, og det lykkedes også at skabe en helhed, hvor bygningerne med deres forskellighed gav området et vist liv. Ud over selve boligblokkene opstod en lang række parker og anlæg, og jorden fra udgravninger til fundamenter blev ofte lagt ud til konstruktionen af et bakkelandskab mellem boligblokkene, hvor børnene har mulighed for at lege og kælke om vinteren.
I begyndelsen var det stadig lidt landligt det hele. Det har ændret sig, men der er stadig masser af plads, grønne områder og muligheder for at lege.
Det tog imidlertid mange år før det hele stod færdigt, så under kommunismen stod Ursynów som et lidt forladt område, som aldrig var blevet afsluttet. I 1990’erne kom metroen dog til, ekspresvejene blev færdigbygget, der opstod nye arkitektonisk spændende byggeprojekter og indkøbscentre, skoler og sportsanlæg var med til at gøre området til en selvstændig enhed. Og frem for alt, uanset om man kører i bil eller med offentlig transport, er det lynhurtigt at komme ind til byens centrum.
Det manglende led – overgangen mellem senmodernisme og reel socialisme
Wspólna-gade 62, Marszałkowska 82 (hjørnet af Wspólna-gade)
Perioden efter Polens uafhængighed i 1918 åbnede for en fantastisk tro på fremtiden. Polen var uovervindelig, fremtiden tilhører Polen. Det gav sig også udtryk i arkitekturen, hvor imponerende og funktionelle bygningsværker opstod over hele landet. Der blev overvejende brugt beton og konstruktionerne var gennemtænkte, uden at blive besværet af unødvendige formålsløse elementer.
Men de var moderne efter den teknologi, som eksisterede i begyndelsen af århundredet.
Vi finder eksempler på mellemkrigstidens modernisme rundt omkring i Warszawa og polen, men det mest eklatante eksempel finder man i Gdynia, som efter en regeringsbeslutning blev opført som havneby, og var noget af det lækreste, datiden kunne forestille sig.
Efter 2. Verdenskrig omformulerede Stalin de arkitektoniske visioner, og den polske kommunistleder Bierut var personligt dybt engageret i implementeringen af denne i Polen. Den reelle socialisme arvede mange af elementerne fra modernismen, men hentede også inspiration i klassicismen og oldtiden. De nye bygninger blev præget af søjler, monumenter og relieffer – arbejderklassen skulle føle, at det var deres bygninger, det var dem, som nu var fyrster – også selv om bygningerne som regel blev fyldt med bureaukrater. Den nye socialistiske arkitektur skulle være national i sin form og socialistisk i sit indhold. Det medførte så også, at Polske elementer konstant blev understreget i de nye byggerier, som samtidigt skulle skabe en følelse af national identitet.
Inden da – lige efter afslutningen af 2. Verdenskrig – eksisterede imidlertid en overgangsfase, hvor man godt var klar over, hvilken vej vindene blæste, men læresætningerne var endnu ikke klart formuleret. I denne periode var den polske arkitekt, Marek Leykam, ansvarlig for opførelsen af en række bygninger, primært på Wspólna-gade, så hvis man er henne for at kigge på Landbrugsministeriet, vil det næsten være synd ikke at tage disse senmodernistiske perler med fra kommunisttidens begyndelse.
Ufficio Primo
(Wspólna-gade 62) er inspireret af italiensk renæssance. Bygningen var beregnet til hovedsæde for regeringen, men udfyldte kun denne rolle i få måneder. Det cirkelformede indre udstråler dog magt, og de to underjordiske etager bærer vidnesbyrd om en tid, hvor verden måske stod overfor en ny krig. Den nederste kælderregion er indrettet som atombeskyttelsesrum, som om nødvendigt skulle kunne være hjem for 400 polske topledere. I 1993–2008 befandt der sig her en eksklusiv musikklub, hvor blandt andet U2 spillede.
Jeg tager normalt selv alle billeder i denne guide, hvilket er grunden til den lave billedkvalitet. Men her har jeg lånt et billede fra Wikimedia, som blandt andet viser kuplen.
Udført af Emptywords – Praca własna, CC BY-SA 4.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=120414465
Selve bygningen har en identisk ornamenteret facade på alle sider, mens taget er i form af en kuppel, som lukker lyset ind i den cirkelrunde hal indendørs. Bygningen tilhører i dag et stort polsk børsnoteret selskab, som anvender den som sit hovedsæde.
Udenfor er indgangen flankeret af græske og romerske guder, som blev sat op i 2015 af bygningens nuværende ejer.
Cirklens kvadratur er løst med trapper i hjørnerne. Lyset kommer fra oven og punktbelysning, og gulvbelægningen får søjlehallerne til at genspejle. De øverste søjlehaller er inspireret af kongeborgen Wawel i Krakow, og nedenunder befinder der sig endnu to etager, som er indrettet identisk – den nederste med atombeskyttelse. Jeg var på besøg i bygningen, men med strengt fotoforbud, så jeg låner dette fra Wikipedia:
Autorstwa Kgbo – Praca własna, CC BY-SA 4.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=82752740
Wspólna 56
Kontorbygningen ved siden af Ufficio Primo er ligeledes tegnet af Marek Leykam, og er sammen med Marszałkowska 82 med til at skabe en lille senmodernistisk enklave i Warszawa. Bygningen bruges i dag som kursuscenter.
Wspólna 56 – en del af Marek Leykams senmodernistiske visioner umiddelbart efter 2. Verdenskrig
Marszałkowska 82
– som jeg kalder tusinddørsriget, er hjemsted for Byretten i Warszawas Centrum. Et mere klassisk navn på bygningen er dog ”Barberbladet” (Żyletkowiec), som henviser til vinduernes form. Også denne bygning stod færdig i 1952, og lå midt i det, der var datidens vision for magtcenteret i byen, lige ved siden af det senere Landbrugsministerium.
Bygningen var oprindelig beregnet til Ministeriet for Minedrift, men blev senere overtaget af Rigsrevisionen, inden den i 2005 blev overdraget til retsvæsnet.
Byretten for Warszawas Centrum
Send en e-mail til m@hardenfelt.dk hvis du gerne vil have en dansktalende guide til at vise dig de vigtigste steder i Warszawa.