Året der gik i polsk politik – 2023
En ny begyndelse
2023 blev året, hvor den gamle PiS-regering mistede sit parlamentariske flertal, og fra midten af december fik Polen en ny regering under ledelse af den tidligere premierminister og EU-formand Donald Tusk. Det er utvivlsomt den vigtigste indenrigspolitiske begivenhed i Polen i et årti.
Begivenhederne går hurtigt i øjeblikket og det er svært at forudse, hvad der vil ske i de kommende måneder. På en måde ødelægger det lidt ideen med ”året der gik”, som gerne skulle være en perspektivering af årets begivenheder, og det er svært, når det hele foregår her og nu.
Det kan heller ikke undgås, at artiklen bliver domineret af regeringsskiftet, hvilket måske heller ikke er rimeligt, for der er trods alt sket mange andre ting i Polen i 2023.
Det er ottende gang, jeg skriver ”året der gik i Polsk politik” – og som sådan dækker perioden stort set PiS-regeringen, som startede sin tilværelse i november 2015. Som sådan skulle jeg måske afrunde med at opsummere PiS-regeringen, men jeg synes, det er for tidligt. Det er varme temaer, og der er brug for kolde og analytiske betragtninger, som det er svært at lave i kampens hede. Men … hvorfor kom PiS til magten? Hvad var deres mål? Var de en reel trussel mod demokratiet? Det er nogle enkelte af de spørgsmål, jeg gerne vil beskæftige mig med, når der er gået nogen tid; men ikke lige nu. Lad os først se, om PiS ender på lossepladsen eller om partiet kommer stærkt tilbage.
I tre interviews fra slutningen af november forsøger jeg at kaste lidt lys over, hvilken retning den nye regering vil tage. De kan ses på:
Samtaler med mennesker i Polen
Samtaler med mennesker i Polen er en serie, som er indledt efter valget i oktober 2023. Formålet er gennem samtaler med mennesker i Polen at give et indtryk af det polske samfund, sådan som det ser ud her og nu, og det er måske nok et andet Polen, end de fleste forventer. Tryk på overskriften, for at gå videre.
Krigsdansen
Alt tyder dog på, at de kommende måneder bliver en krigsdans. Og begge (alle) parter er klar over dette. Netop derfor forsøger både den nye regering og præsidenten at lade som om de ønsker et samarbejde; PiS går ud og kommunikerer på en mere afdæmpet måde, og i det hele taget observerer de forskellige aktører hinanden meget omhyggeligt.
Vi ved endnu ikke hvad der vil ske, men hvis præsidenten beslutter sig for det, kan han gennemføre totalt kaos, og noget tyder på, at det er det, der sker. Foreløbig prøver præsidenten at udsætte vedtagelsen af Finansloven, hvilket vil medføre, at han kan udskrive valg, hvis den ikke er endeligt vedtaget inden udgangen af januar. Spørgsmålet er, om en sådan udgang ikke vil være en katastrofe for både PiS og præsidenten, men under de nuværende omstændigheder vil de måske være villige til at tage chancen.
Men det kan nu også være Tusk, som ikke vil samarbejde med præsidenten. Den polske forfatning er skruet sammen med en række magtbalancer. En af dem er, at hvis der ikke kan skaffes 60% flertal i parlamentet, så har præsidenten indflydelse på lovgivningsprocessen i kraft af muligheden for at afgive veto. Det kan godt være, det er irriterende, men det er lavet som en mindretalsbeskyttelse.
En anden mulighed er, at præsident Duda sammen med oppositionen simpelt hen vil prøve at destabilisere Polen. Det er en metode, som giver sammenhold blandt de faste tilhængere af PiS, og det giver formodentlig et vist kick hos partiformand Kaczynski, som synes at nyde revolutionslignende tilstande.
Merkel med premierminister Tusk – i henhold til PiS
Finansloven skal nu nok blive vedtaget til tiden, og det er den eneste lov, præsidenten ikke kan afgive veto til. Men … han kan sende den i Forfatningsdomstolen, som kan lave den om efter forgodtbefindende. Mens sagen behandles gælder provisoriske finanslove, hvilket – afhængigt af hvilken ekspert, der udtaler sig – er en forlængelse af den gamle Finanslov fra 2023 eller det fremlagte lovforslag for 2024. Polen går ikke under, men gryden vil blive holdt varm hele tiden. Alle sider vil give udtryk for chok og vantro over den anden sides håndtering af situationen, men ingen vil blive chokeret. Og endelig kan Forfatningsdomstolen erklære Finansloven ugyldig, hvilket kan give Duda anledning til at udskrive nyvalg. De har i månedsvis analyseret hinanden og mulige træk. Der er ingen overraskelser.
Krigen i Ukraine
Årets andet store emne i Polen er den fortsatte krig i Ukraine, hvor Rusland invaderer et naboland – noget som efter internationale standarder er fuldstændigt uacceptabelt. I Polen har invasionen dog særlige undertoner, netop fordi Polen har været under mere eller mindre direkte russisk kontrol de sidste 300 år, bortset fra perioden 1918-39 og 1989-2023. Nazitiden var slem og vi mindes om den til dagligt, men den russiske dominans ligger alligevel langt tungere som et tæppe over den polske bevidsthed. Den indlæres i film, litteraturen og hele skoletiden, hvor den russiske forbindelse konstant understreges, selv om mange ikke er bevidste om, at den russiske dominans startede længe inden Polens første deling i 1772.
Det gør også, at det er nemt at skabe en bevidsthed om, at russeren kan stå i Polen hvert øjeblik det skal være. Man er bevidst om, at Ukraine i den russiske bevidsthed er en del af Rusland, og for mange russere er Polen også en del af det slaviske fællesskab, som Rusland er naturlig leder af. Det er en almindelig holdning i Rusland, at Polen bør være taknemmelig for, at Rusland reddede landet fra Nazityskland og senere hjalp med at genopbygge det kommunistiske Polen.
Den vestlige verden synes at stå fast i sin støtte til Ukraine, og i februar kom den amerikanske præsident Biden en tur til Warszawa, hvilket altid er en stor ting. Han holdt en fin tale på Slotspladsen i Warszawa, og tog derefter toget videre til Kiev. Og i april var den ukrainske præsident Zelenski i Polen.
Den amerikanske og den ukrainske præsident mødtes flere gange i 2023
Træthed
Efterhånden som krigen går sin gang, begynder man at registrere en vis træthed i den polske befolkning. Den er kommet til udtryk blandt landbrugere, som ikke bryder sig om billige ukrainske landbrugsprodukter. Transportfirmaerne bryder sig derimod ikke om at ukrainske lastbiler tager lokale opgaver i Polen i forbindelse med transport til og fra Ukraine, hvilket de polske transportfirmaer ikke har en kinamands chance for at konkurrere med.
Trætheden ses også hos folk, som giver ukrainske krigsflygtninge skylden for høje huslejer og lave lønninger i serviceerhverv. Og det er en skepsis, som ofte ses i det trofaste PiS-segment, som ikke bryder sig om fremmede.
Intermarium
Den polske støtte till Ukraine er heller ikke helt uegennyttig, men det er støtte til krigsførende selvfølgelig sjældent. Den enkle forklaring er, at man er bange for russisk ekspansionisme og ser kampen i Ukraine som et forsvar for Polen. En lidt mere avanceret fortolkning er, at mange ser et russisk nederlag som et element, der kan gøre Polen til regionens (Centraleuropas) førende magt. Intermarium-planen stammer tilbage fra mellemkrigstiden, og har stadig tilhængere i Polen, og måske er der kommet flere siden krigen begyndte. Her skal de lande, som tidligere har hørt til Polen forenes i en form for sammenslutning under polsk lederskab. En udløber af Intermarium er Tre Have-initiativet, som præsident Duda lancerede i 2015 – et løst samarbejde mellem 12 EU-lande om emner af fælles interesse. Det er en gruppe, som visse politikere gerne ser som en blok, der i fællesskab øver indflydelse på EU.
I det grønne område bør Polen være den ledende nation – mener nogle. Kortet her er fra mellemkrigstiden. I den moderne udgave skal selvfølgelig inkluderes de områder, Polen overtog fra Tyskland efter afslutningen af 2. Verdenskrig.
Intermarium er politisk fiktion, men det hænder, at politisk fiktion bliver til virkelighed. Med den nye Tusk-regering vil vægten dog formodentligt ligge på et intensivt samarbejde med de gamle EU-lande, herunder i særdeleshed Frankrig og Tyskland, dog med det forbehold, at premierminister Tusk gennem 8 år er blevet beskyldt for at være tysk agent. Han kan simpelt hen ikke tillade sig et alt for tæt samarbejde med Berlin, hvis han skal distancere sig fra de beskyldninger.
Militærbudgettet
Polen har traditionelt brugt 2% af bruttonationalproduktet på forsvaret, det samme beløb, som Danmark nu sigter efter, selv om det stadig kun var 1,38% i 2022. Fra PiS regeringens tiltræden i 2015 er udgifterne til militæret dog vokset stødt, og der er indført et hjemmevært bestående af aggressive og PiS-glade drenge. Det har været et led i regeringens strategi om at udvide Polens geopolitiske indflydelse i verden.
Efter krigen i Ukraine er det officielle fokus flytte til forsvar mod en russisk aggression. Mange er af den holdning, at Polen ikke nødvendigvis kan stole på USA i en krisesituation, og selv den nye regerings udenrigsminister Sikorski deler denne holdning. Samarbejdet med USA er klippefast, men … hvem ved, hvad fremtiden kan bringe. Ideen er derfor, at Polen må være i stand til at forsvare sig selv.
Den nye polske forsvarsminister – Władysław Kosiniak-Kamysz – møder soldater ved grænsen til Hviderusland
Polens militærbudget udgør i 2023 4,2% af BNP, der er indgået enorme kontrakter om leverancer af nye våben, og intet tyder lige nu på at udgifterne vil falde. Måske vil det ske, hvis konflikten i Ukraine afsluttes med en varig aftale, men næppe så længe Duda er præsident. Det er muligt, at Duda opfører sig rimeligt det kommende år, det er også muligt han laver kaos, men en ting vil kunne få ham til at gå helt amok, og det vil netop være en begrænsning af udgifterne til militæret. Og her er nok et dobbelt sigte – militæret skal beskytte mod en russisk aggression, men militæret skal også være med til at gøre polakkerne stolte over deres land.
Penge fra EU’s Genopretningsfond og retsreformer
Polen og EU har været på konfrontationskurs på grund af Domstolskammeret, som har medført, at dommerne i Polen i strid med forfatningen udnævnes politisk. Det har været gennemgået i tidligere udgaver af ”Året der gik”, og reglerne er erklæret i strid med almindelige retsstatsprincipper af EU-domstolen samt den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Domstolsrådet er i henhold til langt de fleste polske eksperter i forfatningsret også i strid med den polske forfatning.
Problemet er dels den politiske indflydelse på udnævnelsen af dommere, men det er ikke det hele. Til de højeste dommerembeder i Højesteret og appelretterne udnævner domstolsrådet folk, som er mere politikere, end de er dommere. Det, man hermed skaber, er politiske folkedomstole, og ikke domstole, som dømmer i henhold til loven. Det samme system er anvendt ved udnævnelse af dommere til Forfatningsdomstolen, som i dag er et retrospektivt parlament, ikke en domstol.
EU-kommissionen har derfor nægtet at udbetale penge fra EU’s Genopretningsfond efter Corona, og Polen er også idømt en bøde på 1 million euro dagligt, som stadig tikker hver dag. Officielt forhandlede den tidligere PiS-regering og var bekymrede, uofficielt var de ligeglade. Nogle fra den nationalistiske fløj glæder sig måske oven i købet over at have et punkt, som kan fremhæve modsætningerne mellem Polen og EU.
I februar sendte præsident Duda en ny lov om Højesteret til Forfatningsdomstolen. Denne lov var forhandlet med EU-kommissionen med henblik på at frigøre midler fra EU’s genopretningsfond. I december – efter 9 måneders ventetid – afgjorde Forfatningsdomstolen, at loven er i strid med Forfatningen, men afgørelsen blev truffet med deltagelse af en såkaldt ”dubleant” – en dommer udnævnt ulovligt i stedet for en lovligt valgt dommer. Som sådan anerkendes afgørelsen ikke af den polske regering, men loven bliver heller ikke underskrevet af præsidenten, som anerkender dommen.
Regeringsændringen har dog tilsyneladende gjort EU-kommissionen mere tillidsfuld overfor Polen, og dele af beløbet frigøres på forventet efterbevilling. Udbetaling af det totale beløb kræver dog stadig konkrete ændringer i Højesteret og Domstolskammeret.
Den foreløbige løsning på problemet med Domstolsrådet er, at der ikke bliver udnævnt nye dommere, før der er udnævnt et nyt domstolsråd. Til gengæld er der ikke umiddelbart nogen løsning på de dommere, som allerede er udnævnt.
Den Centrale Lufthavn
Warszawas lufthavn ligger lige midt i byen og er alt for lille. En ny lufthavn har været diskuteret i årtier, og PiS-regeringen satte skub i sagerne med Den Centrale Lufthavn omkring 40 km fra Warszawa med integreret vejnet og højhastighedstog.
Projektet har nu været i gang i nogle år, grunde er eksproprieret og der er brugt en formue på forberedelserne. Projektet ligger i forlængelse af PiS-regeringens fornemmelse for Polens storhed, og som sådan er det vigtigt at bygge noget monumentalt, som borgerne bliver stolte af, noget som er bedre end det, de har i udlandet.
Projektet har mange modstandere, og har været et rart synspunkt for den nuværende regering, som havde en mulighed for at skabe en klar opposition til den gamle regering.
Projektet er dog nu så fremskredent, at det formodentligt ikke får lov at blive lagt helt i graven. Særligt taler mange om behovet for højhastighedstog, og selve lufthavnen kommer sikkert også, selv om det muligvis ikke bliver i den størrelse, den tidligere regering har planlagt.
Abort og registreret partnerskab
Et evigt og tilbagevendende politisk spørgsmål i Polen. Forfatningsdomstolen gennemførte i 2020 et næsten totalforbud mod abort (undtagelsen er fortsat trussel mod moderens liv og seksualforbrydelser), hvor domstolen forbød abort af uafvendeligt skadet foster.
Der er vilje i den nye regering til at afhjælpe denne situation, hvilket nok i høj grad vil ske gennem ministerielle forordninger, herunder en kommende erklæring om, at dommen ikke er gyldig på grund af deltagelsen af en dubleant i afgørelsen. En lovændring er også en teoretisk mulighed. Menneskerettighedsdomstolen afsagde i december 2023 dom om, at Polen skal gennemføre bestemmelser som gør det muligt for kvinder med alvorligt syge fostre at gennemføre en abort, og her har tidligere premierminister Morawiecki pludselig udtrykt sig som fortaler for en tilbagevenden til den ordning der var gældende indtil 2020.
Tusk har lovet fri abort til 12. uge, det samme har Venstrefløjen ønsket i mange år. Her er dog tre meget konkrete problemer. Holownia fra Den Tredje Vej går ikke med til abort. Han har i stedet foreslået en folkeafstemning om spørgsmålet, men det er usandsynligt at en folkeafstemning vil nå den krævede 50% valgdeltagelse, særligt hvis modstanderne opfordrer til boykot af afstemningen. Det næste problem er præsidenten, som ikke underskriver en lov om fri abort, så i hvert fald skal man her vente halvandet år på en ny præsident. Og bliver det Holownia, underskriver han heller ikke. Den sidste lille knast er så Forfatningsdomstolen, som i sin nuværende sammensætning ikke vil acceptere en liberalisering af abortlovgivningen, uanset hvor mange folkeafstemninger, der gennemføres.
Med hensyn til registreret partnerskab er situationen mere klar. Også her afsagde Menneskerettighedsdomstolen i december afgørelse om, at Polen skal gennemføre en eller anden form for anerkendelse af homoseksuelle par. Holownia støtter også en sådan ordning, og der vil så (formodentligt) være flertal i regeringskoalitionen. Enkelte medlemmer fra koalitionen vil stemme imod, men til gengæld vil enkelte parlamentarikere fra PiS nok blive syge den dag, afstemningen foregår. Og regeringen har trods alt et så komfortabelt flertal, at de kan undvære enkelte stemmer i dette spørgsmål.
Spørgsmålet er så, hvordan præsidenten reagerer. Duda har udtalt, at han vil overveje at underskrive en eller anden form for juridisk ordning af homoseksuelles samliv, men vi ved ikke, hvordan han fortolker dette. Måske kommer registreret partnerskab til at vente på en ny præsident, men det kommer.
Kirken
Den polske kirke er en national kirke, nok mere polsk end romersk. Sprog og kirke er nogle af de væsentlige elementer nationalistiske polakker identificerer sig med. I lighed med i resten af verden har kirken i mange år været plaget af skandaler, hvor det er blevet påvist, at præster forgriber sig seksuelt på børn og unge mennesker. Kirken vrider hænder og det politiske system siger det er ”forfærdeligt” og vender så hovedet den anden vej.
Kirken er dog i de forløbne år blevet så kraftigt identificeret med PiS-regeringen og omvendt, at modstandere af den tidligere regering, vender sig fra kirken.
For ikke så mange år siden gik over halvdelen af Polens befolkning i kirke HVER søndag, men tallet er nedadgående, og under Corona-epidemien måtte mange nøjes med at se gudstjenester i fjernsynet. Tal fra 2022 viser, at blot 30% af befolkningen (i henhold til kirkens eget statistiske institut) nu går i kirke hver søndag. Det er stadig mange, men det er et voldsomt fald, og i større byer er faldet meget følbart.
Religion i skolen er frivilligt i Polen, og også her ses et fald. I 2023 deltog 29% af eleverne i gymnasiet i religion i forhold til 36% i 2021. I grundskolen er det fortsat 84% af eleverne som deltager i religion, men det er et fald på 5% i løbet af fire år. Også her er det de store byer som vender ryggen til kirken. Hvor deltagelsen på landet oftest nærmer sig 99%, er den nede på omkring 70% i større byer. Religionsundervisningen i Polen er forkyndende – den varetages af præster, eleverne beder til Gud og lærer katolske dogmer samt hvordan man skal opføre sig, hvis man er en god katolik. For øjeblikket undervises der to timer om ugen, men en stor del af den nye regering synes at kæmpe for at reducere mængden af katolsk religionsundervisning til en enkelt time.
TV-stationen TVN udsendte i foråret en film, som dokumenterede den polske Pave Johannes Paul 2’s kendskab til pædofilsagerne indenfor kirken og støtte til enkeltpersoner anklaget for seksuel kontakt med mindreårige. Tendensen indenfor kirken er stærk til at gøre den polske Pave til en overmenneskelig personlighed, der ikke kunne vide sådan nogle grimme ting. Vreden var så tydelig, at det polske parlament i marts udsendte en erklæring, hvori de opfordrede til ”at forsvare Johannes Pauls gode navn og rygte”.
Emnet behandles i denne engelsksprogede artikel fra the Guardian:
Kommission til undersøgelse af russisk indflydelse
Siden sin overtagelse af magten i 2015 er nuværende premierminister Donald Tusk af PiS blevet udnævnt til hovedskurken over alle skurke, og der er næppe nogen tvivl om at PiS-formand Kaczynski nærer et dybt og personligt had til Donald Tusk.
Tusk er blevet anklaget for en lang række ting, herunder medansvar for flyulykken i Smolensk i 2010 og for at være både russisk og tysk agent. Beskyldningerne om at arbejde for Rusland er primært baseret på forskellige holdninger til samarbejde med Rusland, hvor PiS altid har været totalt afvisende for enhver tilnærmelse, mens Tusk har arbejdet på et godt forhold til resten af verden.
14. april vedtog parlamentet en Lov om en National Kommission, som skulle undersøge russisk indflydelse på Polens sikkerhed i årene 2007-2022. Kommissionen blev hurtigt døbt Tusk-kommissionen og var i begyndelsen udstyret med bemyndigelse til at forbyde enkeltpersoner at stille op til offentlige embeder. Her gik USA ind og forklarede, at sådan en beføjelse var uacceptabel, og som sædvanlig, når USA taler med store bogstaver, bøjede præsidenten af og loven blev ændret.
Kommissionen blev udnævnt, men kom aldrig rigtigt til at fungere, bortset fra en delrapport, som anbefalede ikke at give Tusk vigtige embeder. Det er således uklart om formålet var at diskreditere Tusk i offentligheden eller ligefrem at forbyde ham at stille op til parlamentet.
The Green Border (polsk: Zielona Granica) – film af den polske instruktør Agnieszka Holland
Filmen vakte uro og afsky i regeringskredse. Justitsminister Ziobro sammenlignede filmen med nazipropaganda, og præsident Duda kom også med en negativ anmeldelse af filmen, som han dog hævder, han ikke har set.
Filmen beskæftiger sig med flygtninge ved den polsk-hviderussiske grænse, hvor disse lokkes til Hviderusland med løfter om adgang til EU, hvorefter de ender i et brutalt magtspil, hvor grænsevagter sender dem frem og tilbage over grænsen mellem de to lande.
En nærmere omtale af filmen kan ses her:
Overførselsindkomster
Den afgående regering har gjort overførselsindkomster til sin mærkesag, og netop lavere pensionsalder og børnepenge er blevet symboler på et nyt Polen med en social profil. I dag er der stort set ingen, som tør røre ved disse overførselsindkomster, og da den gamle regering i foråret under indflydelse af inflationen erklærede, at børnepengene ville blive sat op fra 500 zloty pr. barn til 800 zloty pr. barn fra 1. januar 2024 var Tusk hurtig – han erklærede, at stigningen burde træde i kraft 1. juli 2023.
Den gamle liberale Tusk er død og begravet, og den nye socialdemokratiske Tusk er et faktum. Den nye regering har lovet at bevare alle de overførselsindkomster, som blev indført af den tidligere regering, og alt andet ville også være politisk selvmord. Man vinder ikke valg i et repræsentativt demokrati, hvis man ikke har en social profil.
Smolensk-kommissionen
Smolensk-kommissionen ledet af Macierewicz har fortsat sit arbejde, indtil den i december blev nedlagt.
Selv om den polske befolkning har indstillet sig på, at flyulykken i 2010 – som dræbte 96 mennesker på russisk territorium – var en … ulykke, fortsatte PiS-regeringen med at så tvivl. Det er måske en smule lettere med krigen i Ukraine, hvor Putin kan beskyldes for hvad som helst. Men … ulykken har været grundigt undersøgt, og Macierewicz undersøgelse udviklede sig til en farce, hvor han betalte formuer for amerikansk ekspertise, som så blev gemt væk, fordi det ikke passede til hans konklusioner. En dag kommer der måske en undersøgelse af præsident Kaczynskis rolle i ulykken, men det er nok for tæt på. Ingen er i øjeblikket interesseret i at ribbe op i dette aspekt.
Kaminski og Wasik
Kaminski og Wasik blev i 2015 idømt en ubetinget fængselsstraf, som de appellerede. Det var altså ikke en endelig dom, og offentligheden vidste altså ikke, om de var skyldige i at provokere en forbrydelse, da de gerne ville slippe af med daværende landbrugsminister Lepper.
Den kriminelle tidligere indenrigsminister Kaminski
I mellemtiden benådede præsidenten de berørte, hvilket åbnede for spørgsmålet om, hvorvidt et statsoverhoved kan benådede personer, som ikke er dømt. Det har været diskuteret internationalt i et århundrede, og generelt er der enighed om, at det kan man ikke. I USA har der dog været set eksempler, fx benådningen af tidligere præsident Nixon, men det blev set som en anerkendelse af skyld, hvilket Kaminski og Wasik på intet tidspunkt har erkendt.
Højesteret erklærede i 2017, at benådningen var ugyldig, herefter erklærede de politiske dommere i Forfatningsdomstolen i 2018, at præsidentens benådningsret indbefatter retten til abolition (standsning af straffesag før dom). Herefter blev sagen standset og Kaminski blev koordinator for efterretningstjenesterne og senere indenrigsminister. I juni 2023 afgjorde Forfatningsdomstolen med deltagelse af to dubleanter, at benådningsretten er præsidentens eksklusive prærogativ, som Højesteret ikke har ret til at kontrollere. 4 dage senere afgjorde Højesteret, at straffesagen mod Kaminski og Wasik skulle genstartes ved Landsretten, og accepterede således ikke dommen fra Forfatningsdomstolen.
Sagen genstartede og 20. december blev de to herrer idømt to års ubetinget fængsel ved Landsretten. Begge de herrer var imidlertid parlamentsmedlemmer, og parlamentsformanden erklærede herefter, at deres mandater var bortfaldet.
Spørgsmålet om hvorvidt de stadig er parlamentsmedlemmer skal nu til Højesteret, som relativt hurtigt skal afgøre, om præsidentens benådning står ved magt. Problemet er, at det kammer som formodentligt kommer til at behandle sagen udelukkende består af politisk udnævnte dommere fra det nye Domstolsråd. Her vil der så formodentligt opstå en ny kompetencestrid.
For PiS er de to herrer hædersmænd, som har bekæmpet korruptionen. Mange i PiS er af den opfattelse, at embedspersoner ikke behøver overholde loven, hvis de handler i en god sags tjeneste. Skulle de komme i fængsel, vil præsidenten formodentligt benåde dem igen, men det bliver en bitter pille at sluge for Duda, som ikke bryder sig om, at man underkender præsidentens kompetencer.
Endelig opstår et andet spørgsmål efter min mening. Det har ikke været fremhævet i den polske debat, men det er for mig indlysende, at de to dømte forbrydere ikke kan være ansvarlige for systemets og præsidentens fejlagtige handlinger. Deres sag er nu behandlet ved to instanser, vi ved, de er kriminelle, men de har samme beskyttelse som alle andre kriminelle, og hvis man officielt fortæller en forbryder, at han går fri, kan man efter min mening ikke komme 8 år senere og smide ham i spjældet.
Valget
Parlamentsvalget kom den 15. oktober. Det var måske nok et frit valg, men det var ikke fair. De statslige medier reklamerede ensidigt for PiS og statsejede virksomheder samt Nationalbanken brugte store summer på at støtte den gamle regering.
Det blev imidlertid godt vejr på valgdagen, og det betød, at en masse mennesker besluttede sig til at stemme, og disse marginale stemmer var overvejende mennesker, som ikke stemte på PiS.
Valgdeltagelsen i Polen ligger normalt over 50%, nogen gange over 60%, men denne gang fik vi rekord med 74,38% deltagelse. Og da valget var overstået, stod det klart for de fleste, at PiS ikke længere kunne danne flertal i det 460 mandater store Sejm (parlamentets underhus).
PiS og venner 35,38% af stemmerne 194 mandater = 42,17% af mandaterne
PO og venner 30,70% af stemmerne 157 mandater = 34,13% af mandaterne
Den Tredje vej 14,4% af stemmerne 65 mandater = 14,14% af mandaterne
Det Nye Venstre 8,61% af stemmerne 26 mandater = 5,65% af mandaterne
Konføderationen 7,16% af stemmerne 18 mandater = 3,91 af mandaterne
(”og venner” dækker over, at der er tale om koalitioner, men i realiteten er alle partier sammensat af forskellige grupperinger).
PO, Den Tredje Vej og Det Nye Venstre endte således med i fællesskab at have 248 mandater og erklærede med det samme at ville danne regering. Tabellen viser også, hvordan valgsystemet i Polen præmierer partierne for at have mange vælgere, mens små partier bliver straffet.
Nok så interessant er det, at PiS samt Konføderationen modtog 42,54% af stemmerne, mens regeringskoalitionen modtog 53,71%. Det er en noget større forskel, end det fremgår af mandaterne. De sidste lidt over 3% gik til partier, som ikke nåede over spærregrænsen på 5%.
Til Senatet fik partierne bag den nye regering samlet 61 mandater, PiS 34 mandater og uafhængige kandidater 5 mandater. Senatet kan udsætte vedtagelsen af love og har indflydelse på visse personvalg, men har generelt langt mindre indflydelse end Sejmen.
Præsidenten lod det gamle parlament virke i en måned, mens ”vinderne” rasede, men præsidenten havde egentligt ingen grund til at forkorte det gamle parlaments periode. Mere kritisabelt var det, at præsidenten efterfølgende valgte PiS premierminister Morawiecki til at forsøge at danne en regering. Det mente Morawiecki han kunne, og det er præsidentens ret, men det stod klart, at det eneste formål var at give den gamle regering en måned mere til at uddele pengepræmier og destruere kompromiterende papirer. Tusk blev udnævnt til premierminister den 13. december.
Det statslige fjernsyn (TVP)
Det statslige fjernsyn har været et af de mest provokerende elementer i de otte år, PiS har regeret. Jeg har hørt synspunktet, at det statslige tv aldrig er neutralt, men det har været ekstremt i Polen – med hadkampagner, gengivelse af regeringens synspunkter som gode og betænksomme løsninger, gengivelse af oppositionens synspunkter som repræsentanter for fremmede agenter og ondskab. Der har ikke været nogen debat i tv-studiet de sidste 8 år, og hvis oppositionens synspunkter er gengivet, har det været få sekunder, som er taget ud af sammenhæng med det formål at præsentere dem som galninge eller fremmede agenter. Under valgkampagnen var der EN ENKELT såkaldt debat, hvor alle partier fik lov til at præsentere deres synspunkter, men INGEN debat mellem partierne.
Kort før jul overtog regeringen fjernsynet, fyrede den hidtidige nyhedsdækning og indsatte et nyhedsprogram kaldet i9.30. Den nye redaktionelle linje er afbalanceret og uden de følelsesladede udbrud og understregninger som ellers sås i det gamle TVP og stadig ses hos konkurrenten, TVN. Det er et program, som er rettet mod de mennesker, som har stemt på PiS, men uden hadpropagandaen. Stemningen er venlig, og man lader både den nuværende og den tidligere premierminister komme med juleønsker, uden at kommentere disse. Måske vil denne stil finde almindelig accept.
Det har været vanskeligt, hvad man skulle gøre, men man kunne ikke lade TVP køre, som det gjorde. Situationen er meget kompliceret, men de regler som gælder for TVP er indført ved ulovlige midler, og er klaret ved at ophæve disse ulovlige beslutninger. Det er en uklar situation, men PiS drikker – med et polsk udtryk – den øl, de selv har brygget. Jeg håber, det bliver muligt at løse andre konfliktområder på en fuldstændig gennemsigtig måde, men det meste kommer nok til at tage halvandet år – dvs. til præsidentvalget.
Samtidigt med at det statslige fjernsyn er lavet om, er det amerikanskejede TVN drejet en smule i sin dækning, eller også er PiS ved at ændre holdning. I årevis er der ikke set politikere fra PiS i TVN’s mange nyhedsudsendelser, men nu begynder moderate PiS-politikere at vise sig med afbalancerede udtalelser, som sikkert skal underbygge deres position som en moderat opposition.
Kort efter regeringens overtagelse af fjernsynet meddelte præsidenten, at han ikke accepterer statslige tilskud til TVP, så længe forholdene ikke er reguleret ved lov. Svaret har hidtil været, at regeringen på basis af den manglende finansiering indleder konkursprocedure i forhold til TVP.
Nationalbanken
Alt er blevet politiseret i ekstrem grad de sidste 8 år. Jeg er enig i, at alle regeringer skeler til holdninger, når de udnævner personer til topposter, men normalt prøver folk dog at handle professionelt. I Polen har kvalifikationen været ubrydelig loyalitet overfor regeringen, og partiformand Kaczynski er ekspert i at finde mennesker, som udviser denne ubrydelige loyalitet. Det gælder for lederen af det store statskontrollerede olieselskab, som før valget nedsatte prisen på benzin, det gælder for ledere af alle statskontrollerede selskaber, og det gælder for nationalbanken.
Polen har siden 1989 generelt udnævnt politikere til posten som nationalbankdirektør, og det gælder også for den nuværende Adam Glapiński. De fleste nationalbankdirektører har dog lagt politikken bag sig, når de indtrådte i rollen som bankdirektør. Det er ikke tilfældet med Adam Glapiński. Han har gennemført store bannerkampagner, hvor han roser regeringen, og han har holdt et alt for lavt renteniveau i Polen i forhold til inflationen de foregående to år, på direkte ordre (formodentligt) fra partiformand Kaczynski, som flere gange har talt om, at de lave renter er et valg for at undgå de sociale omkostninger ved et højere renteniveau.
Bankdirektøren har været udsat for flere anklager, hvoraf den alvorligste nok er nationalbankens køb af statsobligationer på det frie marked, hvilket i henhold til de fleste eksperter er en overtrædelse af Forfatningens forbud mod, at Nationalbanken finansierer statens underskud. Egentligt burde Rigsretten træffe afgørelse om dette, men spørgsmålet er, om Rigsretten fungerer. Der er også strid om, hvorvidt man kan afsætte Glapinski mens sagen står på, og overvejelser om konsekvenserne af en strid om ledelsen af den institution, som skal garantere Polens pengebeholdning. I mellemtiden bliver Nationalbanken (dvs. direktøren) ved med at sende giftige meddelelser til regeringen, og der er næppe megen tvivl om, at han konsulterer sine handlinger med PiS-formand Kaczynski.
Kurski hjemkaldt
Nationalbanken roder sig ind i flere kompetencestridigheder. Blandt andet om den tidligere direktør for fjernsynet, Jacek Kurski, som i 2022 blev udnævnt til Polens repræsentant i Verdensbankens direktion. Da Tusk-regeringen tiltrådte var en af dens første handlinger at hjemkalde Kurski, som nu bliver forsvaret med næb og klør af Glapinski, som hævder, at det er Nationalbankens opgave at udnævne repræsentanter til Verdensbanken. Det får han næppe meget ud af, men det er med til at skabe det forplumrede billede, som PiS ønsker at skabe efter vangnederlaget.
Inflation
Inflationen i Polen begyndte af stige i marts 2021, hvor den nåede op på 3,2% (marts 2020 til marts 2021). I marts 2022 var inflationen nået op på 11% og i marts 2023 16,1%. Generelt har Europa været ramt af inflation i denne periode, men Nationalbankens ulyst til at hæve renteniveauet har helt sikkert gjort, at den har været højere i Polen, end i andre europæiske lande. Polen følger dog det generelle trend, og i oktober var inflationen faldet til 6,6% (oktober 2022 til oktober 2023).
Fertiliteten
En af PiS-regeringens prioriteter i 2015 var den faldende fertilitet i Polen, som på sigt truer med at udrydde det polske folk. Børnepenge var våbnet, som virkede i første omgang, og i 2017 bragte fertilitetsraten op på 1,45 (den skal være 2,1 for at opretholde befolkningstallet). Herefter er det kun blevet værre år for år, og i 2022 er tallet nede på 1,26.
Kritikere hævder, at børnepenge ikke er nok. Situationen med vuggestuer og børnehaver er kritisk, og ofte ses bedsteforældre som en naturlig pasningsressource. Overordnet set betyder de manglende pasningsmuligheder dog, at kvinderne får et betydeligt karriereafbræk. Samtidigt fremhæves de seneste manglende muligheder for abort af syge fostre som et punkt, der gør mange kvinder bange for at få et barn, og en lang række prænatale undersøgelser er afskaffet, således at man end ikke ved, om man skal tage til et naboland for at få en abort af et skadet foster.
Det skal nævnes, at den nedadgående fertilitet er et gennemgående træk i hele Europa, men Polen ligger i bunden sammen med Italien, Spanien og Portugal. Gennemsnittet for EU ligger for 2022 på 1,53.
Forfatningsdomstolen
Forfatningsdomstolen har i de forløbne par år været delt i to fløje – en som støttede justitsminister Ziobro, og en som støttede premierminister Morawiecki. Et væsentligt stridspunkt har her været, om Julia Przylebskas periode som retsformand er udløbet. Det er svært at afgøre, hvor meget der har været tale om en reel strid, og hvor meget det har været et spil for galleriet, men konsekvensen har været, at Forfatningsdomstolen kun har fungeret sporadisk de sidste par år. Stridighederne synes dog at være mildnet i forbindelse med regeringsskiftet, og domstolen er nu klar til at blokere med sin tidligere ekspreshastighed.
Som nævnt flere gange er Forfatningsdomstolen den institution, som for alvor kan skabe kaos i Polen. 3 af dommerne er dubleanter, hvis embedsperiode udløber indenfor et halvt år. Visse af de andre dommere er giftspredere, som totalt undergraver enhver troværdighed. Nogle af de øvrige dommere vil muligvis kunne overbevises om at opføre sig som dommere og ikke politikere, men det vil tage et til to år, inden der er en chance for at Domstolen fungerer normalt. Hvis PiS har den fornødne kontrol over domstolen – og det har de formodentligt – er det et redskab, som kan anvendes til at gøre Polen til en bananstat.
Lovligt – indenfor rammerne af Forfatningen – er der ikke ret meget at gøre ved dette. Man kan undlade at respektere afgørelser med deltagelse af dubleanter, men hvis præsidenten respekterer afgørelserne og regeringen ikke respekterer den, kan vi få en borgerkrigslignende tilstand. For eksempel hvis præsidenten udskriver valg på basis af en afgørelse i Forfatningsdomstolen.
Der har været kreative forslag til at løse den konflikt, men ingen af dem vil være indenfor rammerne af en normalt fungerende demokratisk retsstat.
Undersøgelseskommissioner
Det nye parlament har indtil videre oprettet tre undersøgelseskommissioner, som skal undersøge eventuelle uregelmæssigheder.
Det mest alvorlige af disse forhold er uden tvivl Pegasus, hvor efterretningstjenesten ved hjælp af israelsk software beregnet til efterforskning af terrorisme har gennemført total overvågning af oppositionspolitikere ved hjælp af deres mobiltelefoner. Overvågningen har været voldsomt omfattende, ikke bare mails, SMS’er og samtaler, men også mulighed for at aktivere telefonens mikrofon og kamera, selv om telefonen ikke har været i brug.
Sagen minder om Watergate-affæren i USA for mange år siden, men teknikken har udviklet sig siden. Sagen behandles af en kommission i EU-parlamentet, og har også været undersøgt af en Senatskommission i Polen. Først nu får Sejmens kommission dog mulighed for at tilsige de tidligere ministre med vidneansvar, og kommissionen kan fungere som anklagemyndighed.
Pegasus affæren berører også andre lande. Der kan læses mere om sagen i denne engelsksprogede artikel:
Andre kommissioner
De to andre kommissioner skal behandle henholdsvis salg af visa til indvandrere fra 3-verdenslande, hvor polske ambassader tilsyneladende har assisteret i denne handel. Og endelig behandles præsidentvalget i 2020, hvor regeringen midt under Corona-epidemien forsøgte at afvikle valget ved hjælp af postvæsnet. Problemet var, at der ikke var lovgrundlag for dette, herunder ikke de mange penge, der blev anvendt. Kommunerne havde heller ikke lov til at udlevere navnene på borgerne til postvæsnet, og de nødvendige data blev således kun udleveret fra regeringsvenlige kommuner.
Retsopgør
Kommissionerne vil muligvis udpege og anklage de ansvarlige for forbrydelser i forbindelse med disse forhold. Der tales også om forbrydelser mod Forfatningen begået af flere ministre. Og hvis justitsministeren tager de stærke briller på, kan han utvivlsomt finde andre forhold, som bør behandles ved en domstol. Disse forhold kan behandles ved almindelige domstole eller ved rigsretten, hvor der dog i de fleste tilfælde kræves 60% flertal, hvilket ikke findes i den nuværende parlamentssamling. Der er dog undtagelser, som fx den tidligere omtalte mulige sag mod Nationalbankdirektøren, hvor 50% flertal er tilstrækkeligt. Præsidenten er også nævnt som kandidat til en rigsretssag for overtrædelser af Forfatningen, og i tilfældet med præsidenten er det udelukkende Rigsretten, som kan anvendes. Det kræver dog et flertal på 2/3 af Nationalforsamlingen (Senatet og Sejmen i forening) at anklage præsidenten.
Rigsretten
Rigsretten kan behandle alle forbrydelser begået i forbindelse med udførelsen af ministrenes embeder, og også visse andre embedsfolk. Rigsretten fungerer som en almindelig domstol, men kan ligeledes frakende borgerlige rettigheder. Og så kan præsidenten ikke benåde for domme afsagt af Rigsretten. Det er væsentligt, for skulle nogen få en dom af de almindelige domstole inden afslutningen af præsidentens embedsperiode, vil vedkommende uden tvivl kunne regne med at blive benådet.
Problemet med Rigsretten er som nævnt, at det kræver kvalificeret flertal i Sejmen. Et andet problem er, at formanden for Rigsretten er formanden for Højesteret. Hun er politisk udvalgt af Domstolsrådet, og vil formodentligt virke mere som politiker end som dommer. Behandlingen af sager ved Rigsretten foregår ved 1. og 2. instans, og Formanden kan udpege de dommere, som skal deltage (i de fleste andre tilfælde foregår det ved lodtrækning, men ikke i Rigsretten). Eftersom dommerne er udvalgt af partierne, er det tilstrækkeligt, at Højesterets formand Małgorzata Manowska udpeger PiS-dommere til appelsagen. Det er ikke nogen særlig tryg konstruktion.
Udenrigspolitik
I de sidste 8 år har Polen distanceret sig fra udenrigspolitisk samarbejde med andre lande. Generelt er alle andre lande blevet set som konkurrenter, og der er opbygget en fortælling om, at hvis det går bedre for Polen, vil det gå dårligt for andre lande. En naturlig konsekvens af dette ”faktum” har været, at alle andre lande har set på Polens økonomiske vækst med misundelse og derfor prøver at udnytte Polen og standse landets udvikling. Undtagelsen har været Ungarn og USA, men … Ungarn har stået last og brast med Polen i EU, som en gensidig garant for at de totalitære tendenser i begge lande ikke kunne rammes af fratagelse af stemmeretten i EU, hvilket kræver enstemmighed. Denne aftale har været i kraft frem til Tusk-regeringens magtovertagelse i december, men samarbejdet har været anstrengt, særligt fordi Ungarn stiller sig mellem to stole i kampen mellem Ukraine og Rusland, og prøver at blokere for yderligere hjælp fra EU. Kærligheden til USA er vedvarende, men den er kølnet efter at Trump tabte præsidentvalget. USA ses dog fortsat som nødvendig i sikkerhedspolitikken, og der er også en masse følelser, blandt andet på grund af de mange efterkommere af polakker, som er bosat i USA.
Men bortset fra det, har Polen ikke haft nogen venner, og det har været tydeligt i udenrigspolitikken. Her vil der utvivlsomt ske et skift. Tusk tror på et internationalt samfund, kender EU-lederne personligt og er klar til kompromisser. Forskellen er Rusland, hvor han følger den europæiske linje og bruger nogenlunde samme retorik mod Rusland som PiS-regeringen. Spørgsmålet er så, om det vil slutte, hvis krigen slutter.
Et andet problem kan blive ambassadører, som udnævnes og afskediges i samarbejde mellem regeringen og præsidenten. Tilsyneladende har præsidenten accepteret, at Polen hjemkalder den tidligere ambassadør ved EU, men med den tilføjelse, at EU-politikken er regeringens kompetence. Det er ikke sikkert, det går så nemt, når det kommer til udskiftning af ambassadører i andre lande.
Ukraine i EU
Selv om der har været problemer med billigt korn og ukrainske lastbilchauffører, støtter Polen – og i særdeleshed præsidenten – Ukraines optagelse i EU. For den vestorienterede del af befolkningen er det en naturlig støtte til et broderland, for den nationalistiske del af befolkningen er det en måde at genetablere en centraleuropæisk sammenslutning med alle de gamle polske lande.
Spørgsmålet er dog, hvor meget der blot er erklæringer. Krisen med korn og lastbiler har vist, hvor mange problemer der kan vise sig, hvis et krigsødelagt land med lave lønninger bliver en del af EU.
Kommunalvalg, EU-valg og præsidentvalg
Kommunalvalg
Valg til kommuner og regioner afholdes i april 2024, og det bliver den første store prøve på, hvordan folket tager imod den nye regering. Selv om folk stemmer anderledes ved kommunalvalg, vil utilfredshed blive afspejlet i stemmeafgivningen.
EU-valg
Valget til EU-parlamentet afvikles i begyndelsen af juni 2024, og her vil PiS uden tvivl lukke op for retorikken mod en ny traktat, som begrænser vetoretten. PiS er i det hele taget modstandere af yderligere integration, og prøver konstant at finde en balance mellem mudderkastning mod EU og den pæne omtale som er nødvendig, fordi over 80% af befolkningen uændret har været tilhængere af EU-medlemskabet de sidste mange år. Kun 10% er aktuelt tilhængere af at melde Polen ud af EU.
Præsidentvalg i 2025
Som det ser ud nu, vil parlamentets nye Formand, Holownia, stille op som repræsentant for Den Tredje Vej. Holownia er tidligere tv-talkshowvært, som til begejstring for store grupper har medbragt nogle af sine rutiner fra tv-studiet til Sejmens formandsstol. Holownia er aktiv kristen og vil være spiselig for store dele af vælgergruppen til højre for regeringen. Den anden kandidat bliver formodentligt Warszawas borgmester, Trzaskowski, som på områder som abort og livsstil ligger langt til venstre for Holownia. Endelig vil PiS selvfølgelig opstille en kandidat, det samme vil venstrefløjen og konføderationen, bare for at markere sig. En u-erklæret kandidat kan måske blive justitsminister Adam Bodnar, som har vist sig særdeles ambitiøs, men formodentligt kun byder ind, hvis der viser sig et vindue, fx hvis Trzaskowski ryger ud i en skandale, eller hvis hans egen mission som Justitsminister bliver så succesfuld, at man ikke kan komme uden om ham.
Under alle omstændigheder vil præsidentskiftet den 6. august 2025 markere afslutningen på det systemskifte, der er i gang i polsk politik, i hvert fald hvis det ikke bliver PiS-kandidaten, som vinder valget.
Nyvalg til parlamentet
Der skal være nyt parlamentsvalg i efteråret 2027, og det kan selvfølgeligt fundamentalt ændre en masse ting. Men er der chance for nyvalg før tiden?
PiS gør alt hvad de kan, for at skabe splid blandt regeringen, og det er en regering, som primært er holdt sammen af sin modstand mod PiS. Det er svært at se, at den kan brydes, i hvert fald lige i øjeblikket. Og selv hvis den bliver brudt, går de næppe i regeringssamarbejde med PiS, og den eneste mulighed for et mistillidsvotum er et såkaldt konstruktivt mistillidsvotum, som samtidigt med afsættelsen af den tidligere premierminister angiver, hvem den nye premierminister skal være.
Ellers kan parlamentet opløses, hvis Finansloven ikke er vedtaget 4 måneder inden dens fremsættelse. Det er det, præsidenten spiller på i øjeblikket. Den anden mulighed er, at parlamentet opløses sig selv med 2/3 af samtlige parlamentsmedlemmer (307 stemmer). Det er praktisk taget umuligt, for hvis PiS ligger dårligt i meningsmålingerne, vil de være imod valg før tiden, det samme gælder for regeringen. Den eneste mulighed er, hvis begge sider i parlamentet tror, de kan vinde valget. Det er kun sket en gang – i 2007, hvor PiS-regeringen med premierminister Jaroslaw Kaczynski efterfølgende tabte valget.
Præsident Duda og fremtiden
Præsidenten kan – hvis han ønsker det – lave totalt kaos i Polen det kommende halvandet år, i særdeleshed hvis Forfatningsdomstolen hjælper til. Han har ikke bare mulighed for at afgive veto til nye love, han kan også sende dem i Forfatningsdomstolen, som behandler dem … når de har lyst og mulighed for det. Så nye love kan i princippet hænge i Forfatningsdomstolen under hele Dudas resterende embedsperiode. Finansloven skal teoretisk set afgøres indenfor to måneder, men vi ved ikke hvilke sygdomme og andre problemer, Domstolen kan blive ramt af. Det store spørgsmål her ved nytår 2023 er, går Duda i madrasserne? (udtrykket er lånt fra Mario Puzos bog, the Godfater, og diskuteres i Polen som en teoretisk udgang, hvis PiS og præsidenten beslutter sig for total krig).
Totalt kaos er en drømmesituation for formanden for PiS, Jaroslaw Kaczynski, som elsker revolutionslignende tilstande, og nok vil gøre hvad han kan for at præsidenten bruger alle sine beføjelser, for at blokere alt i Polen. Duda selv identificerer sig tæt med PiS, og vil næppe udsætte sig for at blive kaldt forræder mod den gruppering, der har skabt ham. I forbindelse med Ukraine-krigen så det kortvarigt ud som om Duda var ved at påtage sig en statsmandsrolle, men det er nu gået i sig selv igen. På den anden side vil Duda gerne fremstå som ”nationens fader”. Kaos kan føre til at PiS-støtterne sammentømres, men det vil næppe være muligt at overbevise de progressive vælgere om, at Tusk-regeringen er ansvarlig for en sådan hypotetisk situation. Det vil være en farlig politik. Selv hvis der først kommer nyvalg om 4 år vil vælgerne kunne blive så vrede, at PiS reduceres til en skygge af sig selv. Og så er vejen til Rigsretten ikke ret lang, hverken for præsidenten eller for det meste af den tidligere PiS-administration.
Rigtigt godt 2024! Glæd dig til en spændende beretning i Året der gik i polsk politik 2024.
Jeg forventer ikke at mange har haft energi til at læse hertil, men hvis du virkelig har udvist en sådan udholdenhed, så vil jeg lige give mine egne guldkorn.
Præsidenten har skrevet til formanden for Sejmen og understreget, at tingene skal ske lovligt. Det er et faktum, at regeringen ikke har de 60% der skal til, for at forkaste præsidentens veto. Den eneste løsning er samarbejde. Man skal også huske på, at de mennesker, som har stemt på PiS er lige så meget medlemmer af det polske samfund, som de, der har stemt på regeringen.
Jeg ved ikke, om præsidenten rent faktisk vil samarbejde, men hvis han vil, bør man acceptere, at regeringen ikke har det overvældende flertal som skal til, for bare at kunne regere selvstændigt. Det ideelle ville være et samarbejde om en ny forfatning og en ny Forfatningsdomstol. Det er måske nok lidt for meget min ønskedrøm, men man er nødt til at prøve at samarbejde med præsidenten. Alternativet er et politisk kaos. Det er godt nok en mange hundrede år gammel tradition i polsk politik, men hvis man ikke søger at stoppe den, vil den fortsætte de næste mange år.
Send en e-mail til m@hardenfelt.dk hvis du gerne vil have en dansktalende guide til at vise dig de vigtigste steder i Warszawa.