Samtaler med mennesker i Polen

Denne serie er indledt efter valget i oktober 2023, og formålet var i første omgang at indfange stemningen oven på valgresultatet, hvor PiS-regeringen gennem 8 år tabte flertallet i parlamentet.

Konceptet er imidlertid udvidet, så ud over 3 samtaler om resultaterne af valget, har jeg 2 samtaler i januar 2024, som vil gå tættere på enkelte mennesker i Polen.

Samtalerne er på dansk eller engelsk, og leveres med tekster for hørehæmmede. Jeg udelukker heller ikke, at der i fremtiden kan komme samtaler på polsk, men de tekstes som sagt.

3 klip fra samtale med professor Urbanik fra juridisk fakultet i Warszawa

På engelsk med danske undertekster – klik på tekstikonet i nederste højre hjørne, hvis teksten ikke vises automatisk.

Introduktion til samtalen med Urbanik, hvor jeg oplyser om et par småting, det kan være svært at forstå, hvis man bare bliver smidt ind i interviewet.

I det første klip koncentrerer vi os om genetableringen af retsstaten efter 8 år med PiS-regeringen. Her kommer vi omkring dommere, Domstolsrådet, Forfatningsdomstolen og den polske præsident. Urbanik tror på fremtiden, men erkender, at de kommende år bliver vanskelige.

I det andet klip taler vi om betingelserne for forskning de sidste 8 år, hvor staten har prøvet at styre den retning, forskningen tager, men også er i stand til at straffe forskere, hvis synspunkter ikke er i hak med regeringens.

Klip nummer 3 drejer sig om homoseksuelles rettigheder i Polen. Her har Urbanik en sag ved menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, og vi snakker om mulighederne for at indføre ægteskab for homoseksuelle i Polen samt om, hvad Forfatningen siger om dette emne.

Samtale med Tomas fra Poznan

Tomas er dansker, som har haft forbindelse til Polen siden 2006. Han driver to mellemstore virksomheder i Polen – et storformat trykkeri og en virksomhed med produktion af interiør og kunsthåndværk, hvoraf det sidste er Tomas selvrealiseringsprojekt, som egentligt fortjener en selvstændig video. Her taler vi om Polen i årene under PiS, hvordan det er at drive virksomhed i Polen samt om forventningerne til fremtiden. Videoen er tekstet for hørehæmmede og andre, som godt kan lide tekster.

Samtale med Przemek

Przemek er en del af Polens voksende velstillede middelklasse. Przemek selv beskæftiger sig med rådgivning af danske virksomheder, taler perfekt dansk, og hans kone er læge. Vi taler om tiden under PiS, fortiden og forventningerne til fremtiden.