Skal Forfatningen overholdes?

8. november 2023

En af den nye polske regerings store problemer bliver, om man skal overholde den polske Forfatning, som er blevet voldbollet gennem de sidste 8 år. Regeringspartierne har heldigvis en række respekterede figurer, som sætter deres prestige ind på, at alt skal foregå lovligt. Problemet er, at det sidder en Forfatningsdomstol, som er ligeglad med Forfatningen, og som afsiger domme på basis af politiske indikatorer. Hvis præsidenten også begynder at blokere alt, vil der være stærke fortalere i regeringen for, at man må genoprette ordenen med ikke nødvendigvis helt lovlige midler.

Et af de første problemer starter mellem den 13. og den 28. november, når præsidenten udnævner den designerede premierminister. Han har 14 dage til at samle sine ministre og afholde en trontale, inden han modtager et mistillidsvotum.

Nogle taler imidlertid om at fremskynde processen ved at afgive et konstruktivt mistillidsvotum til den konstituerede premierminister inden udløbet af de 14 dage. Der er ingen præcedens for en sådan praksis, og blandt Polens eksperter i Forfatningsret er der delte meninger om, hvorvidt en sådan praksis vil være i overensstemmelse med Forfatningen. Under alle omstændigheder kommer det ikke til at forløbe automatisk, og præsidenten vil uden tvivl modsætte sig en forsøg på at afsætte Morawiecki før tiden. Det kan blive en dræbende konflikt, endnu inden Tusk er udnævnt til premierminister.

Næste problem bliver Finansloven, som skal vedtages indenfor 4 måneder fra dens fremsættelse. Ellers kan præsidenten udskrive nyvalg, og det vil han utvivlsomt gøre. Formodentligt satset han på en sådan situation. Finansloven blev fremsat 29. september, hvilket giver regeringen frem til 29. januar. Det bliver svært med 3 behandlinger i Sejmen og derefter vedtagelse i Senatet, særligt hvis den nye finansminister først får adgang til de hemmelige tal i ministeriet den 15. december.

Der er gode og solide argumenter for, at lovforslaget bortfalder ved parlamentsvalg og skal genfremsættes, og at 4-måneders fristen løber fra dette tidspunkt. Problemet er bare, at præsidenten, oppositionen og forfatningsdomstolen vil se anderledes på dette. Så med mindre man vil have totalt kaos, så er 29. januar deadline. Og det kan være en medvirkende årsag til at præsidenten søger at udsætte dannelsen af Tusk-regeringen længst muligt.

Hele det nuværende kompleks viser problemerne ved en forfatning, som er skabt til at folk opfører sig nogenlunde hæderligt. Men når vi har blokke, som hader hinanden, bliver det meget svært at have tre magtcentre i landet – Parlamentet med regeringen, Præsidenten og Forfatningsdomstolen. Hvis de graver sig ned i skyttegrave kan Polen se frem til en ulykkelig situation i de kommende år. Mange har talt om en forfatningsændring, men det er ikke så ligetil at finde de 2/3 flertal i parlamentet, som er påkrævet til en forfatningsændring.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *