Hvem stemte de unge vælgere på i Polen?
31. oktober 2023
Ved det nye overståede parlamentsvalg stemte 28% af de 18-29 årige på Borgerplatformen, leder af tidligere og kommende premierminister Tusk, mens 15% stemte på det afgående regeringsparti, PiS. Det giver i fællesskab 43% af de unge stemmer til de to største partier, som ved valget i alle aldersgrupper fik 65% af stemmerne. Det viser, at de unge vælgere betragter de to store partier i polsk politik som en anakronisme, og måske i særdeleshed den aldrende Kaczynski, som kysser damerne på hånden og synes ude af takt med nye holdninger til kønsidentitet, familieværdier og kirke, som langsomt er ved at bryde igennem i de unge generationer.
Det viser også, at PiS store projekt med at ændre skolen, således at de unge forlader uddannelsessystemer med solide kristne og patriotiske værdier nok er fejlet.
Nummer 2 på listen blandt de yngre vælgere blev Venstrefløjen med 18% (mod 8,5 af alle vælgere) af stemmerne, og her er det utvivlsomt elementer som kønsidentitet, antikirkelige holdninger, abort og vestlige værdier, som var afgørende.
Den tredje Vej (14,5% af alle stemmer) og Konføderationen (7% af alle stemmer) fik hver 17% af de unge stemmer. Hvis vi lægger dem sammen med 15% til regeringspartiet viser det, at halvdelen af de unge vælgere trods alt står for konservative værdier, så måske er der alligevel kommet noget ud af den patriotiske opdragelse i skolen.
De 17% til Konføderationen er dog ikke entydigt. Nogle kan have stemt på grupperingen på grund af nationalistiske synspunkter, men en meget stor del at de unge har også ladet sig lede af Konføderationens ekstreme liberalisme, og det er ofte denne, som har fristet de fleste unge vælgere. Når alt kommer til alt, er Konføderationen det eneste parti i Polen, som går ind for liberalistiske synspunkter.