William Jensens Warszawa
“Skønt Warszawa om nogle få år kan fejre 350 års jubilæum som Polens hovedstad, og til trods for byens bevægede politisk-historiske og kulturelle fortid, er den dog ingenlunde, hvad man kan kalde en ”ægte polsk” by. Dertil er den for moderne, dertil er den for meget præget af nutidens vesteuropæiske kultur. Warszawa har så mange ansigter, at den i virkeligheden intet ansigt har”.
Ovenstående citat er fra den danske forfatter William Jensen, som i 1938 udgav bogen ”Polen Kontrasternes land”, og et af kapitlerne bar titlen ”Warszawa – kontrasternes by”. Jensen giver her et billede af et flot og lyst centrum, som egentligt minder om mange af de samme elementer, som i genopbygget form eksisterer i dagens Warszawa – her nævner han blandt andet Sigismund-søjlen foran kongeslottet, byens funktionalistiske skyskrabere, freskomalerier, Johannes Døberen Domkirken og Rynek eller markedspladsen i den gamle by. Han beskriver Rynek, hvor de nuværende bygninger er opført omkring år 1600, efter svenskerkrigenes afslutning: ”Alt er gammelt, og der svæver en sådan atmosfære af mystik og middelalder over pladsen, at man ligefrem må fordybe sig i den historie, disse gamle ærværdige mure ved at fortælle”.
Jensen er dog i særdeleshed begejstret for Krakowskie Przedmiejsce, som han beskriver som en gade, hvor ”den ene pragtbygning afløser den anden, og hvor det ene historiske slot ligger ved siden af det andet”. Og lidt senere fortsætter han: ”Næppe nogen anden gade i verden kan opvise et så stort antal slotte, kirker og andre pragtbygninger samlet på så kort en strækning som Krakowskie Przedmiejsce i Warszawa”. Endelig lægger han mærke til Videnskabernes Selskab med Thorvaldsens statue af Copernicus, mens han bemærker, hvordan folk bøjer hovedet eller tager hatten af for Kristus med tornekronen, som står overfor Hellig Kors Kirken. Han lægger også mærke til mangfoldigheden af blomster overalt, og fremhæver byen som ”et lille Paris”.
Jensen er en tur forbi citadellet, som også i dag er et af mine personlige yndlings-udflugtssteder ved floden. Her planlægger man at bygge et ”martyriets museum” (som nu er blevet opført), og han omtaler den gamle galge og de symbolske kors for de henrettede polske frihedskæmpere – også elementer, som stadig kan ses i dagens Warszawa. Jensen beskriver sit besøg i det gamle fængsel, som primært var beregnet til oprørere mod det russiske styre:
”I de forskellige bygninger eller ”pavillioner”, som de kaldes, har man i cellerne opsat mindetavler, der fortæller, at her boede den eller den, og mange af disse celler har endnu de oprindelige tunge døre, hvori der er et firkantet hul. Det er vagtens kighul, og igennem dette kunne han overse hele cellens indre. Men når fangerne kiggede ud gennem hullet, så de kun et stykke glas, hvorpå der var malet et menneskeøje – så livagtigt, at fangerne troede, de var under vedvarende opsyn! Ikke så få fanger skal være blevet sindssyge ved tanken om denne stadige stirren ind i cellen”.
Han beskriver også, hvordan byen synes at vende sig bort fra Wisłafloden, hvis breder virker som en baggård med små skure og fiskerbåde, men Jensen bemærker dog også en tendens til i stigende grad at bruge flodbredden til rekreative formål. Og så fremhæves den seneste mode – is, som er lækker og hygiejnisk, i modsætning til tidligere tiders ”uappetitlige salgssteder i fattigkvartererne, hvor man for et par groszy kunne få noget ubestemmeligt, isafkølet ingenting, hentet op af en spand, man med god grund kaldte en ’bacillespand’”. De etnisk inspirerede reklamer nævnes også: Her kan man købe ægte polsk is” – står der hen over butiksfacaderne, eller også skriver de: ”Dette er et kristent firma”. Og med disse sætninger rammer vi selvfølgelig ned i hovedstadens fattigkvarterer, men også de etniske modsætninger mellem katolikker og jøder. Endelig omtales flodbredden, som den dag i dag ikke altid virker som en integreret del af byen.
Men efter at have besøgt alle de skønne steder i Warszawa, går han over til kontrasterne – De mange mennesker, som på grund af den dybe fattigdom ikke kan tillade sig en søndagsudflugt i det grønne, de overfyldte sporvogne, hvor man skal mase sig frem for (måske) at komme af på det stoppested, man har planlagt.
William Jensen lægger også mærke til portnerne, som ligeledes er omtalt i Brandes ’Indtryk fra Polen’ fra slutningen af 1800-tallet. Man betaler 25 groszy for at blive lukket ind om aftenen, når dørene er lukket, og ingen beboere får deres egen nøgle til hoveddøren. Det gør så også, at politiet til enhver tid kan kontrollere, hvem der har besøgt bygningen. Med andre ord – den gamle russiske politikontrol er fulgt med over i det nye system.
Men efter at have malet byen i relativt skønne streger, når bogen videre til fattigdommen og forfaldet. Den gamle by i Warszawa er beboet af ”jøder og fattige småhandlende”. Det egentlige jødekvarter beskrives som ”et fjernt asiatisk land. Husene er forsømte, ja, de er sommetider kun faldefærdige bræddehytter. Gaderne lugter af snavs, og de fem dage om ugen foregår en stor del af handlen midt på fortovet”. Herefter beskrives de jødiske handelsmetoder med langvarig prutten om prisen og hvordan jøderne er upopulære i Polen, hvor 87% af disse taler deres eget sprog, har egne aviser og eget kulturliv, hvilket William Jensen tydeligvis ikke bryder sig om. Man brugte dengang ikke udtrykket ghetto om det jødiske område, men det har utvivlsomt været en by i byen. En lang række samtidige forfattere beskriver bydelen på samme måde som Jensen, og hans beskrivelse er utvivlsomt korrekt.
Generelt er det en gribende beskrivelse af byen, og store dele af disse er gyldige i dag – 80 år senere. Men den er måske nok lidt for smuk. Afsnittene om Warszawa berører fattigdommen og forfaldet, men associerer den for kraftigt med den jødiske befolkning. Og der er masser af forfald over hele byen på det tidspunkt, også blandt de fattige polske arbejdere, der bliver bygget alt for tæt og en tredjedel af byens gader består af jordvej.
Send en e-mail til m@hardenfelt.dk hvis du gerne vil have en dansktalende guide til at vise dig de vigtigste steder i Warszawa.