Warszawa i romanen Dukken
Romanen Lalka (Dukken), skrevet af Bolesław Prus (synonym for Aleksander Głowacki) er en murstensroman, som giver en kompleks beskrivelse af Polen og Warszawa i 1870’erne og beskriver de enorme forandringer, som netop finder sted omkring dette tidspunkt.
Det er en periode, hvor adlens magt er ved at forsvinde til fordel for en opadstræbende klasse af handlende og fabrikanter. Prus bevæger sig imidlertid i alle samfundslag og beskriver også elendigheden, almindelige mennesker med et job, der sætter dem i stand til at leve ganske hæderligt. Vi bliver også præsenteret for spændingerne mellem etniske polakker og jøder, som ikke føler sig anerkendt, selv hvis de forsager de jødiske traditioner og lever som ganske almindelige bymennesker. Man føler tydeligt det russiske åg og drømmen om en ny frihedskrig, som gerne må komme fra Frankrig. Det er samtidig et værk, som præsenterer Warszawa med en fotografisk nøjagtighed, og mange af beskrivelserne blev brugt i forbindelse med genopbygningen efter 2. Verdenskrig.
Romanens hovedperson er den succesfulde forretningsmand, Wokulski, som man i dag kan møde på jernbanestationen i provinsbyen Skierniwice – omkring 60 km. fra Warszawa
Forretningslivet blomstrer og folk tilbringer gerne tiden på beværtninger, hvor de drikker øl og diskuterer handlen og landets tilstand. Og hvis man har tid spadserer og flirter man i parken ”De Kongelige Bade”, hvilket er specielt populært blandt den meningsløse adel, der stadig anser sig selv som noget specielt, men som for en stor dels vedkommende er falleret og lever på lån med pant i deres gode navn. Netop en af hovedpersonerne er sådan en forarmet adelsmand, hvis eneste tilbageværende formue er en udlejningsejendom:
”Tomasz Łęcki og Datteren Izabela samt hans kusine Florentynka boede ikke i deres egen udlejningsejendom, men lejede en lejlighed bestående af otte værelser i nærheden af Ujazdowski Allé. Der var en opholdsstue med tre vinduer, privat arbejdsværelse, et arbejdsværelse til datteren, soveværelse til ham selv, soveværelse til datteren, spisestue, et værelse til frøken Florentynka og en garderobe, heri ikke medregnet køkkenet og en lejlighed til tjenestefolkene, som bestod af den gamle kammertjener, Mikołaj, hans kone, som var kokkepige og stuepigen, Anusia”.
Det er en tid, hvor jernbaner og gadelygter bliver en del af dagligdagen, men da Prus beskrev det, var det en ganske ny og revolutionerende virkelighed for indbyggerne. Men man når endnu ikke at opleve elektricitet eller telefoner i Dukken. Til gengæld når nyhederne frem med motorvejshastighed ved hjælp af telegrafen. Man kører fortsat i hestevogne, dueller er almindeligt accepterede og ægteskabet er stadig en praktisk funktion, som skal sikre velstand, overlevelse eller arbejdsdeling:
”Efter at være kommet over det første ubehag, forstod frøken Izabela, at man må acceptere ægteskabet for, hvad det er. Hun var besluttet for at gifte sig, dog på den ene betingelse, at hendes fremtidige ledsager kunne lide hende, havde et smukt navn og en passende formue”.
Med andre ord: en adelskvinde kan ikke gifte sig nedad, om hun så skal tage en olding.
Vi får imidlertid også indtrykket af et relativt velorganiseret samfund. Kreditter, veksler og hypotekslån fungerer upåklageligt, folk melder sig til, hvor de bor, og domstolene hører klager mellem borgerne på en i henhold til bogen relativt upartisk måde.
Alt i alt giver bogen et positivt indtryk af Warszawa, men et par af kapitlerne foregår også i Paris, og når der her sammenlignes kommer Paris til at stå som et eksempel på modernitet og åbne tanker, hvor folk er lige, i modsætning til Warszawa, der ses som en mørk og snavset by, med mennesker, der lever i fortiden og hvor hierarkiet umuliggør normal kontakt mellem mennesker.
Bogomslag til en af de mange udgaver af Lalka
Selv om hovedparten af bogen foregår i elitens og borgerskabets Warszawa, kommer Prus også ud i byens skrappe hjørner. Her ses tydeligt den ekstreme kontrast mellem elitens demonstrative udstilling af luksus og fattigkvarterernes ekstreme armod, prostitutionen og sammentrængte boligforhold.
Fortællingen er måske primært en stærk psykologisk fortælling om drifter, forelskelser om mangel på samme samt sociale ambitioner og kampen for overlevelse, men den kan læses på mange måder, og den indeholder en genial og nuanceret tidsbeskrivelse af Warszawa, der for mig er romanens vigtigste element.
Dukken er desværre ikke oversat til dansk, men kan læses på engelsk under titlen ”The Doll” (Bolesław Prus). Den kan også købes som film.
Send en e-mail til m@hardenfelt.dk hvis du gerne vil have en dansktalende guide til at vise dig de vigtigste steder i Warszawa.