Genopbygningen af Warszawa efter 2. Verdenskrig
Inden udbruddet af 2. Verdenskrig blev Warszawa nogen gange lidt romantisk betegnet som ”Østens Paris”, og hvis man i 1938 gik rundt i nogle af de elegante områder i Warszawa, fx på Aleja Jerozalimskie eller Marszalkowska, ville man da også støde på velholdte og smukke patricierejendomme. Uanset historierne om hvor totalt Warszawas centrum blev ødelagt under 2. Verdenskrig, så ligger mange af de bygninger der stadig, og her får man følelsen af elegante, værdige og rige områder. Det var imidlertid en lille del af byen.
Generelt var Warszawa 1938 overbebygget med gamle, usunde lejligheder. Byen havde også haft vokseværk, og økonomien gjorde det ikke muligt at følge med nybyggerierne, så en tredjedel af kommunens gader bestod af jordvej uden brosten eller asfalt. Det var blandt andet resultatet af, at der frem til 1931 ikke eksisterede en byplan, så der blev bygget vildt, hvor de nu lod sig gøre, og der var ikke nogen arkitektonisk sammenhæng i byggerierne. Den Gamle By – som i dag er Warszawas visitkort – var forfaldet til slum, og selv om bygningerne i mellemkrigstiden var blevet renoveret udvendigt og bymurene var blevet sat i stand, så var boligerne fortsat forfaldne indeni og beboet af et fattigt proletariat. Kommunen ejede i 1930 en beskeden mængde på 4% af alle grunde i Warszawa, et tal som frem til krigsudbruddet under ledelse af Borgmester Starzyński blev fordoblet til 8%. Men det var stadig utilstrækkeligt til at sikre en samlet plan for byen.
Ovenfor et billede fra Rynek i 1938
Byplanlæggerne efter krigsafslutningen så derfor ødelæggelserne som en chance for at skabe en ny og borgervenlig by. En del af byplanlægningen skete med inspiration i Stalins reelle socialisme, men der var en vis frihed ved genopbygningen, og de lokale arkitekter havde afgørende indflydelse på opførelsen af den nye by.
Warszawa var blevet ødelagt i flere omgange. Dels under tyske luftangreb i 1939, dernæst under sovjetiske luftangreb i 1941, efter at Hitler var gået til angreb på Stalins imperium. Alle bygninger indenfor den jødiske ghetto blev totalt demonteret efter den jødiske opstand i 1943, men de værste ødelæggelser overgik dog Warszawa i 1944 og januar 1945, efter at Warszawaopstanden var blevet slået ned. Hitler opfattede opstanden som forræderi og besluttede at straffe byen ved at ødelægge den systematisk. Det var så overvejende den vestlige del, der blev smadret, for Den Røde Hær stod på den østlige side af floden, hvor store dele af byen overlevede relativt uskadt. Der er lavet en lang række opregninger af de procentvise ødelæggelser, men det er efter min mening vanskeligt at sætte procenter på dette og opgørelsesmetoderne var da ofte også relativt tilfældige. Men vi kan konkludere, at byen var voldsomt ødelagt og at dele af den var stort set totalt ødelagt og ikke egnede sig til genopbygning af det, som havde stået der tidligere. Omkring 84% af alle bygninger på den vestlige side af floden var efter krigen beskadiget i større eller mindre grad. Til gengæld eksisterede en række ubeskadigede statsbygninger, som havde været anvendt af tyskerne, og vandforsyning, kloakering, elektricitet og telefonnettet var i en stand, hvor det relativt hurtigt kunne anvendes.
Vi er imidlertid i krigens slutfase, og tyskerne havde simpelt hen ikke ressourcerne til at ødelægge byen på den måde, som Hitler ønskede – Mange af ødelæggelserne skete ved at der blev sat ild til husene, hvilket skabte voldsomme ødelæggelser. De mere solide bygningsværker kunne dog sættes i stand igen, selv efter en brand.
Efter krigen blev alle grundstykker i Warszawa nationaliseret, hvilket gav mulighed for at gennemføre en samlet urbanistisk plan, uden at skulle skændes med private ejere. Principielt ønskede man ikke at bevare de gamle udlejningsejendomme, specielt ikke hvis de var at dårlig kvalitet. Her var linjen, at de burde rives ned og noget nyt genopføres på stedet. Mange af bygningerne manglede vægge og tage, vinduerne var væk, alt var beskadiget. Imidlertid vendte mange polakker tilbage til deres førkrigshjem, og selv om det ofte var livsfarlige at opholde sig i og de vel egentligt ikke var egnede som menneskeboliger, flyttede folk ind og gik i gang med at sætte bygningerne i stand.
Denne private genopbygning var ikke noget myndighederne støttede, men de kunne på den anden side ikke direkte forhindre det. Ingen havde noget, arbejdskraft var billig. Folk arbejdede for en tallerken suppe, det drejede sig om at overleve. Arbejde og fritidsaktiviteter smeltede sammen i et – at overleve og genopbygge. Og byggematerialerne blev fundet i ruinerne, hvor alt hvad der kunne genbruges, blev genbrugt. Med tiden erkendte myndighederne da også, at der var brug for de kvadratmeter, der stadig stod, og man indkvarterede borgerne, hvor det nu lod sig gøre. Der var ikke nogen, som fik lov at bo i en lejlighed for sig selv; hver en plet blev udnyttet.
Den private genopbygning gjorde så også, at det hele ikke blev lige så planlagt, som man havde planlagt i krigens sidste dage. Det nye Warszawa blev viklet ind i det gamle, og kom på den måde til at danne det kludetæppe man til del fortsat kan se, når man vandrer gennem byen.
Der var ideer om at lægge hovedstaden et andet sted, fx i Lodz, som i meget begrænset omfang var berørt af krigshandlingerne og havde den nødvendige infrastruktur. Stalin anså imidlertid Warszawas status som hovedstad som afgørende for regeringens legitimitet, og gav ordre til hurtigst mulig genopbygning af hovedstaden, og her har det nok også spillet ind, at der var en polsk eksilregering i London, som skulle fratages enhver legitimitet.
I disse første år efter krigen var byen en stor ruin og byggeplads. Som nævnt blev alle byggematerialer genbrugt, og der stod konstant en sky af støv i luften. Nogle kilder hævder, at hver beboer i byen årligt indåndede, hvad der svarer til to mursten. Byggematerialerne kom også fra andre dele af landet, primært fra de tidligere tyske områder i Vest. Her opfandt man slagordet: ”Hele nationen genopbygger sin hovedstad”, hvilket fik folk til at samle murbrokker sammen, som blev læsset på jernbanevogne og transporteret til Warszawa. I mange bygninger fra den periode vil man i dag kunne bore lidt i væggen og finde de gamle mursten, og væggen er ikke nødvendigvis konstrueret af den samme type sten. Med andre ord, man tog, hvad der nu en gang var.
Ideen i genopbygningen var at udnytte situationen til at skabe en sammenhængende by med mere afstand mellem bygningerne og flere rekreative arealer. Der blev lagt vægt på istandsættelsen og nyanlæggelse af parker, og mange af de eksisterende blev udvidet. Denne politik er den direkte årsag til, at man i dagens Warszawa altid har et stort grønt område indenfor spadserafstand.
Desuden ville man bibeholde byens karakter af industriby, og dermed også sørge for boliger for en stor arbejderbefolkning. Boligerne i centrum blev dog overvejende tildelt til mennesker, som arbejdede i stats- eller byadministrationen, og i praksis blev Warszawas centrum tømt for det lumpenproletariat, der dominerede før krigen. Disse blev i stedet presset ud i boligblokke i forstæderne.
Når man i dag går igennem Warszawas centrum, vil man primært se tre typer arkitektur. Den ene er de genopbyggede renæssancehuse, som primært findes i den Gamle By og Krakowskie Przedmiejsce (gaden som fører til slotspladsen). Endvidere findes den genopbyggede renæssance i en lidt mere beskeden form i Nye By (ved siden af Gamle By) og Nowy Świat (som er en forlængelse af Krakowski Przedmiejsce). Bydelen Mariensztat nedenfor Slotspladsen relaterer til en vis grad til det 18. århundredes boligbyggeri. Det er den historiske del af genopbygningen, som skulle understrege det nationale element. Generelt kan man genfinde renæssancen i mange genopførelser af historiske bygninger, blandt andet i Łazienki-parken lidt udenfor Centrum, som Polens sidste konge i 1800-tallet havde gjort til en pragtpark.
Den anden type arkitektur er overlevende bygninger fra før krigen, som i dag overvejende er sat i stand. De blev som nævnt efter krigen bragt i en stand, så de lige nøjagtigt var anvendelige som beboelse, men fik herefter lov til at forfalde de næste mange år. Først indenfor de sidste ti år er man for alvor begyndt at renovere disse gamle huse, hvoraf en del i dag fremtræder som rene perler. De findes i store mængder på Praga på den østlige flodbred, men kan også findes på Aleja Jerozolimskie (overfor Hovedbanen og Kulturpaladset) samt på Poznańska-gade og i sidegaderne til Marszałkowskagade. Et andet flot eksempel på førkrigsarkitektur findes i det gamle jødiske kvarter omkring Plac Grzybowski (Metro Świętokrzyska). Tager man væk fra centrum ses også en del førkrigsarkitektur på mokotów-bydelen, men den er her noget mindre imponerende end områderne i Centrum.
Endelig ses Stalins yndlingsarkitektur – den reelle socialisme – som havde til mål at vise arbejderklassens styrke, og som en biting minde polakkerne om, hvilken ideologi og hvilket land, der havde den dominerende indflydelse i Polen. Det mest eklatante eksempel er her Videnskabs- og Kulturpaladset (Metro Centrum) og Plac Konstytucji (Forfatningspladsen, metro Politechnika), men store dele af Warszawas centrum er præget af disse mastodontiske prestigebyggerier. Der er både tale om boligbyggerier samt selvfølgelig regeringsbygninger, som skal understrege Warszawas status som hovedstad. Et af de mest fuldendte eksempler på magtens arkitektur er det Hvide Hus – kommunistpartiets hovedsæde i efterkrigstidens Warszawa, som ligger ved rundkørslen med palmen, hvor Nowy Świat og Jerozolimskie Allé krydser hinanden.
Uddannelse var selvfølgelig også en topprioritet efter krigen, og på en måde symbolsk ligger den Polytekniske Læreanstalt lige midt i det socialistiske byggeri omkring Forfatningspladsen, mens Universitetet og humaniora er anbragt midt i renæssancebyen.
Ovenfor Plac Zbawiciela (Vor Frelsers Plads) og nedenfor Plac Konstytucji (Forfatningspladsen), begge genopbygget i Stalins foretrukne socialistiske stilart.
Boligområderne udenfor Centrum og de overlevende bykvarterer blev planlagt som ansamlinger af boliger, som skulle levere alt, hvad der var brug for til det daglige liv, dvs. indkøbsmuligheder, læger, skoler, børnehaver og rekreative områder. En sådan ansamling af bygninger blev en lille by i byen, og stilen overlevede frem til længe efter systemskiftet i 1989, selv om man måtte erkende, at mange mennesker fortsat foretrak at løse deres daglige behov i Centrum.
Jeg giver en nærmere omtale af de forskellige bygninger på de ruter, der er angivet i min guide – det vil primært sige ved de enkelte metrostationer, Gamle By, og Kongeruten.
Der er ingen tvivl om, at genopbygningen af Warszawa var præget af politik. Den Gamle By trykkede på de nationale tangenter mens de socialistiske byggeri viste, at der var sket et systemskifte. Der foregik en vis rivalisering mellem arkitekter, som var bange for at Warszawa skulle komme til at ligne et museum over renæssancen og de, som var bange for at det hele skulle ende med upersonlige mastodontbyggerier og beton. Men selv denne rivalisering var ikke noget, som skubbede til det overordnede mål. Den stalinistiske præsident Bierut udgav i eget navn en bog i katalogform, nærmest en bibel, hvor han viste billeder af ødelæggelserne, præsenterede sine visioner for den genopbyggede by og viste skitser af fremtidens arkitektur. Ind i mellem så man billeder af Bierut selv, som stod med en skovl i dyngerne af murbrokker, hvor han tydeligvis gav sit fysiske bidrag til Warszawas genopbygning.
Byens stadsarkitekt Jozef Sigalin udgav også en bog – men denne var en børnebog – med titlen ”fem møder”, hvori han beskrev sit samarbejde med præsident Bierut. Heri skriver han:
”Vores første-bygmester” – det er det udtryk bygningsarbejderne i Warszawa til daglig bruger, når de taler om ham.
”Vores første-byplanlægger” – Det er det udtryk Warszawas arkitekter til daglig bruger, når de taler om ham.
Og børnene? – hvad kalder børnene ham?
Børnene siger simpelt hen: ”Vores ven, vores elskede Præsident Bierut”.
Ovenfor en side med billeder fra det ødelagte Warszawa fra Præsident Bieruts personlige arkitektbog med vidnesbyrd og visioner for hovedstaden.
Send en e-mail til m@hardenfelt.dk hvis du gerne vil have en dansktalende guide til at vise dig de vigtigste steder i Warszawa.