Til og fra Warszawa
Denne oversigt er fra december 2023. Jeg prøver at opdatere, men garanterer ikke, hvor ofte det sker. Oplysningerne er derfor ikke nødvendigvis aktuelle. Send gerne en mail, hvis du har nye transporttips, så sætter jeg dem ind.
Fly
Fra Danmark kommer de fleste nok med fly. Det billigste er i øjeblikket Wizz Air, som flyver til og fra Warszawa Chopin lufthavn hver dag eller Rayanair, som flyver fra Modlin-lufthavnen 3 gange om ugen. Bemærk at Modlin-lufthavnen ligger lidt uden for byen, men der er hurtige og billige togforbindelser (fra 40 minutter til en time til Warszawas centrum) direkte fra Modlin til Centrum.
Både SAS og det polske luftfartsselskab, LOT, flyver København-Warszawa flere gange om dagen på omkring 1 time 20 minutter, så der er ikke nogen problemer med at komme frem og tilbage samme dag. Endvidere har Norwegian enkelte ruter.
Har man bestemte tidspunkter, der skal overholdes, og er man kreativ og sparsommelig, kan man endvidere kombinere fly til andre polske byer og tog/ fly til Warszawa, fx fra Krakow eller Gdansk, hvor togturen tager under 3 timer.
Det polske ruteselskab LOT flyver fra/ til Billund hver dag, men det er normalt ikke discount-priser.
Generelt er det billigere at booke billetterne på flyselskabernes egne hjemmesider end via søgemaskiner.
Modlinlufthavnen
Modlinlufthavnen er en discount-lufthavn omkring 40 km. fra Warszawas centrum med begrænset udbud, men med hurtig og regelmæssige tog til Warszawas centrum.
Chopinlufthavnen
Chopinlufthavnen ligger omkring 10 km. fra centrum. En taxa til centrum koster omkring 50 zloty på hverdage i dagtimerne. Det er hurtige og effektive tog flere gange i timen. Billetter købes i automater; en 20 minutters billet til Dworzec Zachodzi, og for at være på den sikre side, en 90-minutters billet til Centralny eller Wschodni. Billetten skal stemples i stempelautomaten i toget.
Uden at ville sammenligne med København har lufthavnen et fint udvalg af barer, restauranter og butikker, så der er ikke noget problemer med at tilbringe en times tid eller mere i lufthavnen, mens man venter på flyet. Der er også en række executive lounge saloner (gratis for business class passagerer, tilkøb 180 zloty for monkey class), hvor kan slappe af og arbejde. Til de sparsommelige er der automater med vand og kaffe til ca. halv pris af butikkerne, og vand kan tappes gratis til hånden eller medbragt flaske fra vandautomater.
Gratis vand i Chopinlufthavnen. Du skal bare huske en tom plastikflaske.
Tog
Hvis man befinder sig et andet sted i Polen, så fører alle veje til Warszawa, som er det centrale knudepunkt. Det tager typisk ikke mere end 3-4 timer med toget at komme til Warszawa fra andre større byer i Polen.
Hovedbanegården i Warszawa (Dworzec Centralny)
Uanset hvor i Danmark, man kommer fra, vil Berlin være et typisk sted at skifte tog, hvis man kører mod Warszawa. Der kører dagligt 5 direkte tog mellem Warszawa og Berlin, og forbindelsen tager omkring 6 timer.
Bil
Hvis man har været i Polen ”i gamle dage”, har man næppe lyst til at køre langs de små, hullede og overfyldte landeveje. Men – EU har været her, og siden 2004 har Polen fået opbygget et glimrende motorvejsnet.
Fra København vil man typisk tage Gedser-Rostock færgen. Det giver et afbræk på 2 timer i den 1.000 kilometer lange tur, som kan klares på 11 timer, som alle tilbringes på motorvej.
Det tager nogen lunde samme tid, hvis man kører fra Aarhus, men her skal der tilbagelægges 1.200 kilometer.
Hvis man kører over Sverige har Stena line færge fra Karlskrone til Gdynia, hvorfra der er ca. 4 timers kørsel til Warszawa, mens Polferries driver ruten Świnoujście-Ystad, hvorfra man skal regne med 7-8 timer og omkring 700 km til Warszawa.
Send en e-mail til m@hardenfelt.dk hvis du gerne vil have en dansktalende guide til at vise dig de vigtigste steder i Warszawa.