Det nye Warszawa (efter 1989)

Det nye Warszawa efter 1989 er en uoverkommelig opgave, for der har været byggeboom lige siden kommunismen forsvandt fra hovedstaden (og såmænd også før det, hvilket er omtalt i Kommunismen i Warszawa). 

Se byen fra en udsigtsterrasse

Man får et rigtigt godt indtryk af det nye Warszawa, hvis man tager elevatoren op til udsigtsterrassen på Kulturpaladset, og så prøver at nærstudere skyskraberne, som stort set alle er opført de sidste 30 år. Der er en plan i det, det er luft, og det giver klart indtryk af en dynamisk storby. 

Højhusenes hovedstad

Det som er særligt iøjnefaldende, når man ankommer til Warszawas centrum, er de mange skyskrabere, som giver en følelse af at befinde sig på Manhattan. Højhusbyggerierne har da også haft sine modstandere fra grupper, som hellere så Warszawa modelleret over renæssancebyen, men deres stemmer har ikke været særlig gennemtrængende. Warszawa er trods alt hovedstad for et land med 38 millioner indbyggere, og alle de store virksomheder har hovedsæder – eller i det mindste repræsentation – i byens centrum. Det giver en summende og dynamisk stemning, som passer perfekt til højhusene.

Variende kvalitet

Men der er højhuse, og så er der højhuse. Da planøkonomien fik sparket i 1989, gik det amerikanske vilde Vesten i aktion. Præfabrikerede betonklodser blev afløst af visioner om et nyt Warszawa, og alle klappede henrykt, når de så, hvordan de nye tider kom til Warszawa. Meget af det der blev opført var meget modepræget, og ideen om vild luksus holdt som regel kun, indtil den næste bygning tonede frem. Der blev bygget både kontorpaladser og postmodernistiske beboelsesejendomme for eliten, men meget ofte havde bygningerne fra 1990’erne (særligt første halvdel) arvet tendensen til byggesjusk fra 1980’erne, ofte var byggematerialerne også simpelt hen af dårlig kvalitet. Nogle af bygningerne fra 1990’erne er man i dag begyndt at rive ned, for at få plads til mere tidssvarende byggerier.

Det nye Warszawa findes overalt, men der er selvfølgelig områder, hvor det nye er mere intensivt end andre steder, blandt andet langs metrolinjen, som blev etableret i 1995.

Metro Centrum

Her blander førkrigens elegante Warszawa sig med kommunismens monumentale byggerier og den kapitalistiske by, som er opstået i de senere årtier. Men mange af kommunismens byggerier er nu også blevet frisket op eller revet ned og genopbygget i en moderne version. 

Det drejer sig blandt andet om Hotel Novotel fra 1972, som i 2005 blev gennemmoderniseret og fik en ny attraktiv facade, mens den klassiske rotunda i 2019 blev genopført i moderne form sammen med den bagvedliggende kontorbygning.

Mange bygninger fra kommunisttiden får en tiltrængt facaderenovering

Til højre den hvide renoverede facade på Novotel, til venstre kontorbygning fra 2019. Under denne befinder den nyopførte rotunda sig.

Złota 44

 – Adresse: Złota-gade 44. Den 192 meter høje bygning har 54 etager med 287 lejligheder, og stod færdig i 2013. Det er i skrivende stund Europas højeste beboelsesbygning. 

Her blev en af Polens dyreste lejligheder solgt i 2022 – en hel etage med 480 kvadratmeter til 22,9 millioner zloty, dvs. 48.000 zloty eller 76.500 danske kroner pr. kvadratmeter. Bygningen betegnes ofte som Sejlet, og er tegnet af en kendt amerikansk arkitekt af polsk oprindelse, Daniel Libeskind.

Måske en af de smukkeste højhuse i Warszawa

Złote terasy (de gyldne terrasser)

 – ligger på Złota-gade 59, og dermed lige bag føromtalte skyskraber.

Indkøbscenter, biografkompleks og kontorareal fra 2007 med 200 butikker og 30 restauranter. Med sin placering ved Centralbanegården og Kulturpaladset kan man ikke rigtigt undgå centeret, som er en ideel indkøbsmulighed, når man er i byen.

De Gyldne Terasser er primært karakteriseret ved beliggenheden lige i centrum

Marriott

– Adresse: Aleje Jerozolimskie 65/79, lige overfor den centrale banegård.

Marriott var det første privatfinansierede højhus, som blev opført i Polen. I begyndelsen af 1977 opstod et joint venture mellem en statsvirksomhed og en udenlandsk investor. Projektet skred imidlertid langsomt frem, og først da det var overtaget af hotelkæden Marriott stod det i 1989 færdigt, samme år som kommunismen faldt i Centraleuropa.

I 1989 var det et af de første femstjernede hoteller i Polen, og bygningens ukomplicerede men elegante form indvarslede en ny tid. Med en højde på 140 meter til taget og 42 etager, var det kun 50 meter lavere end byens vartegn, Kulturpaladset, på den anden side af gaden.

Bygningen blev planlagt tilbage i 1970'erne, men det var først i 1989 den stod færdig

Hotel Marriott – en øl på baren på øverste etage giver også et flot udsyn over byen

Metro Rondo Daszyńskiego og Metro Rondo ONZ

Rundkørslerne Rondo Daszyńskiego og Rondo ONZ ligger under 500 meter fra hinanden i lige linje gennem Prosta-gade. Ved Rondo Daszyńskiego fortsætter man af Towarowa-gade, og ved Rondo ONZ løber Jan Paweł 2-Alle, som har fået navn efter den polske pave.

Rondo ONZ er stedet, hvor alle de internationale firmaer har deres kontor i Warszawa

Rondo ONZ (FN-Rundkørslen) fyldt med højhuse. Og det fortsætter og fortsætter, hvis man går hen af gaden.

Området er fyldt med repræsentanter for alle de store virksomheder, der fungerer i Polen, det er her unge mennesker med ambitioner får et job, og det er her man tidligt begyndte at opføre kontorkvadratmetre i lækre højhuse til lejere, som var sultne efter prestigefyldte kontorarealer.

Jeg vil nødigt fremhæve enkelte bygninger; hvis man vil opleve, hvordan Warszawa har udviklet sig i sidste 30 år og så i øvrigt se byens pulserende businessliv, så skal man simpelt hen tage en halv times spadseretur langs Towarowa og Jan Paweł 2, mens man udsøger sig de gamle ejendomme fra kommunisttiden og kontrasterer med de nye stilarter. Og så kan man i øvrigt more sig med at gætte, hvilket tiår, de nye kontorpaladser er opført i (1989-1999, 2000-2009, 2009 – i dag).

Der er ikke mere plads ved Rondo ONZ, så højhusene ekspanderer videre ud af centrum

Towarowa-gade ved Rondo Daszyńskiego, lige overfor museet for Warszawaopstanden

Et af de nyere højhuse er Q22 på numer 22 på Jan Paweł 2, lige på hjørnet af Grzybowska-gade og overfor det store statslige forsikringsselskab, PZU, som her har en 94 meter høj bygning fra 2000, mens Q22 stammer fra 2016.

PZU bygningen i Warszawa

Til højre den todelte Q22, på venstre side af Grzybowski-gade PZU-tårnet

Med sine 155 meter til taget er Q22 over en halv gang højere end PZU-tårnet. Q’et i bygningens navn står for det engelske ”quartz”, altså krystaltyper, som refererer til bygningens glasfacade.

Den imponerer med den måde, den står alene i Warszawas centrum

Denne 160 meter høje bygning er fra 2014, og der er overvejende tale om boliger. Bygningen er egentligt klassisk i sin form, men er karakteriseret af en fremstående del, som hænger på enorme skrå stålbjælker, som for hver 10 etage er fastgjort til fundamentet. En lavere del af bygningen er beregnet til kontor.

Den nederlandske ambassade

Adresse: Kawalerii 10

Den nederlandske ambassade fra 2004 beviser, at ikke kun højhuse er med til at skabe det nye Warszawa.

Hegnet omkring ambassaden beskytter mod morderiske terrorister, men er samtidigt venligt og indbydende i sin form og går i et med den omkringliggende beplantning. Ambassaden forekommer let og klassisk, med fantastisk belysning. Kort sagt – en bygning, som fremviser venlighed og bestemthed, samtidig med at den fastslår, at grøn politik er kommet for at blive.

Et af mange ambassadekvarterer omkring den gamle kongepark i Warszawa

Komplekset giver et venligt og åbent indtryk

Metro Plac Wilsona

Efter at have kæmpet med at lave metro i Warszawa fra tiden mellem de to verdenskrige, åbnede den første del af metroen i 1995, om end Plac Wilsona først blev koblet på i 2005.

Under alle omstændigheder er hele metrokomplekset en del af ”det nye Warszawa”, men der synes at være almindelig enighed om, at Plac Wilsona er en af de smukkeste af stationerne.

Stationen er specielt karakteriseret af sin ellipseformede kuppel, som leger med lyset på stationen.

Metrosystemet er også en del af det nye Warszawa

Metro Plac Wilsona

Universitetsbiblioteket (Biblioteka Uniwersytecka). Adresse: ul. Dobra 56/66

Seks millioner bøger er opbevaret i dette tempel for viden, lige ved flodbredden i Warszawa. Men det er ikke bare et bibliotek, det er et livsstilscenter med kantiner, cafeer, små butikker og et levende socialt liv.

Haven er omtalt under ”Gå i skoven i Warszawa”, så jeg vil ikke skrive mere om den her, bortset fra at opfordre alle til at kigge forbi, hvis de er i Warszawa i sommerperioden.

Med sin beliggenhed ved flodbredden er universitetsbiblioteket en af de mest attraktive bygninger i Warszawa

Twarda 44

 – 10 minutter fra Metro Rondo ONZ

Postmodernistisk beboelsesbygning fra begyndelsen af 1990’erne. En af de mange eksperimenterende bygninger, som blev opført, efter at markedet var blevet sat frit. Nu skulle kommunismens kedelige former udfordres, og arkitekturen skulle være livlig og iøjnefaldende. Det er stadig en usædvanlig bygning, selv om den visse steder kan trænge til lidt istandsættelse.

En af de første bygninger opført efter kommunismens sammenbrud

Twarda 44

Praga renovering

Bydelen Praga på den modsatte side af floden fra den gamle by har siden 2. Verdenskrig henlagt som et lidt tilbagestående vedhæng til hovedstaden. Det er et traditionelt industriområde med sammentrængte beboelsesejendomme, og da tyskerne i 1944 hævnede sig over Warszawaopstanden, kom de ikke over og ødelagde noget på Praga-siden, for her havde Stalins Røde Hær placeret sig.

Efter krigen arvede kommunisterne alle de gamle arbejderdistrikter, men eftersom byplanlæggerne havde travlt med at opføre nyt, blev der ikke gjort noget ved Praga. Og sådan fortsatte det et godt stykke tid ind i det nye årtusind, hvor bygningerne efterhånden var i en sådan stand, at man kunne overveje, om det var ansvarligt at lade folk bo i dem.

I 2015 kom metroen imidlertid til Praga, og efter den kom en helt ny gruppe borgere, som ville skabe et kreativt område. Det blev fulgt at byggefirmaer, som istandsatte gamle industriområder og lavede kombinerede beboelses- og forlystelsesområder. Det var samtidig en periode, hvor arbejdsløsheden forsvandt og velstanden øgedes, så de originale (ofte marginaliserede) beboere var i et vist omfang med på bølgen.

Praga har i løbet af de sidste syv år udviklet sig fra et småkriminelt område, hvor pæne mennesker fra den anden flodbred ikke kom efter mørkets frembrud, til et vibrerende område med beboerinitiativer, grønne arealer og værtshuse uden for mange udlændinge.

Det er først indenfor de sidste 10 år, der for alvor er kommet tryk på byfornyelsen af gamle bygninger

En bygning, som endnu ikke er renoveret. Sådan så en stor del af bydelen ud for ikke så mange år siden.

Retrostil er en stil, som er udviklet over de senere år

Og sådan ser Praga ud i dag – dvs. det skal ses, for den nye arkitektur kommer til udtryk på mange forskellige måder

Lillebyen Wilanów

(Miasteczko Wilanów) – boligområde tæt på Paladset i Wilanów (omtalt under Gå i skoven i Warszawa) og Helligdommen Guds Forsyn (omtalt under kirker og kirkegårde). Omgivet af gaderne: Aleja Rzeczypospolita, Aleja Wilanowska og Przyczółkowa.

De har nu stået i en række år, og der er begyndt at komme individuelle træk ved de enkelte huse.

Lillebyen Wilanów – privat kapital og ensartede bygninger

For 20 år siden lå der pløjemark her. Så begyndte et entreprenørfirma at opføre ganske ens beboelsesejendomme i 3-4 etager, som blev betegnet som luksuslejligheder og udbudt til vanvittige priser. Der var imidlertid ingen, som gad købe, og priserne rykkede hurtigt ned i et prisleje, hvor middelklassens børnefamilier kunne være med. De første år gjorde de ensartede ejendomme dog et lidt trist indtryk, for næsten ingen butikslokaler blev udlejet, og det var svært at genkende sin egen gadedør, når man kom hjem i en lille brandert ud på aftenen.

Byplanlægningen er flot, med de bredde gader

Flotte brede alleer – og efter 15 år er her også begyndt at komme lokal stemning

De senere år er området dog livet op. Det vrimler med små butikker og værtshuse som intet andet sted i Warszawa, de brede boulevarder er lyse og grønne, og lige i nærheden er et parkområde med et gammelt palads (Paladset i Wilanowa – se parker i Warszawa) samt Helligdommen Guds Forsyn (se Kirker og kirkegårde i Warszawa). Med andre ord – et perfekt leveområde, og nu er priserne igen rykket op i luksussegmentet.

Bilerne giver pres på al byplanlægning i Warszawa

Alle lejligheder har garage, men mange familier har to biler, så der bliver brug for gaden alligevel

Området er interessant som et fra grunden totalt planlagt beboelsesområde, med en ide om, at beboerne skulle have alt, hvad de havde brug for i selve bydelen. Området omfatter i dag 170 ha og omkring 30.000 indbyggere.

Bonifacego og Sobieskiego

 – ligger lidt uden for byen, og her er et af de få punkter i denne guide, hvor der ikke er en metrostation i nærheden. (bus 116 fra Slotspladsen eller på helligdage fra Plac Trzech Krzyży).Til gengæld giver de en imponerende mulighed for at følge den arkitektoniske udvikling fra slutningen af 1960’erne til 2010. 

Egentligt var jeg i tvivl om hvorvidt lejlighederne skulle placeres her eller under ”kommunismen i Warszawa”, for området er er opført af det samme boligselskab, som i slutningen af 60’erne startede i den ende, som ligger længst fra Sobieski-gade. Herefter er der langsomt bygget til frem til slutningen af 80’erne – jo tættere man kommer på Sobieski, jo nyere er bygningerne. De seneste bygninger helt ude ved Sobieski-gade hører til samme boligselskab, men er opført indenfor de sidste 15 år i en betydelig mere elegant stil, hvor nogle af lejlighederne har egne private haver i et patioområde. Det giver mulighed for en tidsrejse med næsten 50 års arkitektonisk udvikling med den samme bygherre – og det er det, som jeg synes gør området spændende.

Et andelsboligselskab, som har udviklet sig over de sidste 60 år

Moderne arkitektur flankeret af betonklodser fra kommunisttiden i baggrunden

Send en e-mail til m@hardenfelt.dk hvis du gerne vil have en dansktalende guide til at vise dig de vigtigste steder i Warszawa.