Det Jødiske Warszawa
Det jødiske samfund i Warszawa udgjorde omkring en tredjedel af indbyggerne ved 2. Verdenskrigs udbrud. Med 400.000 jødiske indbyggere var det verdens næststørste ansamling af jøder efter New York. Mange levede som normale polske borgere, der ikke identificerede sig specielt meget med jødedommen. Mange børn var overhovedet ikke klar over, at de var jøder. Men der var også en vis antipati mod jøder fra den polske befolknings side, og integrationen var vanskelig. Mange polakker anså det ikke for muligt, at en jøde kunne blive polak, og behandlede også jøder, der levede som polakker, som et fremmedelement.
Stort set alle jøder i Warszawa talte polsk, men mange havde Jiddisch eller andre sprog som modersmål. Jøderne havde levet i Polen i generationer, og gennem middelalderen var det naturligt, at hvert samfund havde sine egne normer og regler. Det blev fastholdt langt ind i det 20. århundrede, selv om mange her bestræbte sig på integration.
Med tyskernes besættelse af Warszawa i slutningen af september 1939 blev jøderne tvunget til at identificere sig ved at bære jødestjerner på armen, og relativt hurtigt blev den jødiske befolkning samlet i en aflukket ghetto. I løbet af krigen blev jøderne stort set elimineret fra Warszawa, og de få tilbagevendende jøder blev efter krigens afslutning i et vist omfang presset til at forlade Polen.
Det meste blev ødelagt, noget bevares og meget er nyopført, for at minde om jødernes tilstedeværelse i Warszawa – en by der som tidligere antydet var lige så jødisk, som den var polsk.
En tur omkring det jødiske Warszawa er en specialiseret viden, som nogle mennesker bruger et helt liv på at finpudse. På den baggrund kan nedenstående forslag synes overfladiske, men jeg prøver at være praktisk og pragmatisk. Som dansk besøgende får man kun et overfladisk udsyn af denne komplicerede historie. Mine anbefalinger omfatter:
POLIN
– museet over det jødiske folks historie, adresse ul. Anielewicza 6. Metro Ratusz Arsenal. Omkring 400 meter fra metroen. Hvis jeg personligt skulle udvælge kun et museum i Warszawa, som jeg ville anbefale, ville det være dette. Selv hvis I ikke vil ind på museet, så kig på bygningen og monumentet udenfor.
Museet blev åbnet i 2014 og ligger lige midt i det, som under nazisternes besættelse var den jødiske ghetto
Udstillingen er meget detaljeret, men det giver mulighed for at vælge, hvad man er mest interesseret i. Hvis man vælger en guidet tur (engelsk) kan man godt blive så overvældet med oplysninger, at stemningen går tabt. Jødernes historie er ikke blot udryddelserne under 2. Verdenskrig, men tusind års tilstedeværelse i Polen, hvor jøderne voksede sammen med den polske stat, selv om de bevarede deres egenart.
Indgangshallen formet som en omvendt ark
Der er våbenkontrol med metaldetektorer, inden man går ind på museet, men man kan gå ind i forhallen uden at købe billet. Her er også mulighed for at få original og lækker kosher-mad på den tilknyttede restaurant (selvbetjening).
Nożyków-synagogen
– (Synagoga im. Małżonków Nożyków). Adresse Ulica Twarda 6. Omkring 400 meter fra Metro Świętokrzyska. 10-12 minutters spadseretur fra Kulturpaladset.
Indtil udbruddet af 2. Verdenskrig var Warszawa Europas jødiske centrum med omkring 440 synagoger. I dag er der seks aktive synagoger i Warszawa, hvoraf Nożyków-synagogen er den eneste større.
Nożyków-synagogen i Warszawa
Bygningen er fra 1902, og blev alvorligt beskadiget under 2. Verdenskrig, hvor den i en periode fungerede som en af de få åbne synagoger i den jødiske ghetto.
Synagogen er åben for besøgende mandag til fredag, og adgang koster 10 zloty. Mænd bør tage hovedbeklædning med, men der udlånes også kalotter.
Det Jødiske Teater – Jiddisch Kulturcentrum
Adresse Senatorska 35. 5 minutter fra Metro Ratusz-Arsenal.
Teaterforestillinger på polsk og jiddisch (med oversættelse til polsk med høretelefoner). Et af de eneste to teatre i Europa, som regelmæssigt spiller stykker på jiddisch.
Det jødiske teater – lige ved Plac Bankowy og Saski-haven i Warszawas centrum. Hjemmeside: https://www.teatr-zydowski.art.pl/en
Den jødiske begravelsesplads
– Cmentarz żydowski. Adresse ul. Okopowa 49/51. I umiddelbar tilknytning til Powązkowski-kirkegården. Ca. 10 minutters gang fra Metro Ratusz Arsenał eller fra Museet for jødisk historie POLIN. Adgang til begravelsespladsen koster 10 zloty.
200.000 gravsten
Et skilt udenfor påbyder hovedbeklædning for mænd, mens man skal huske på at tage hovedbeklædningen af, hvis man går ind i en katolsk kirke. Sådan kan det være så kompliceret for en ugudelig dansker, der prøver at tilegne sig lidt kultur.
Begravelsespladsen er fra 1806 og er opdelt i sektioner og indeholder 200.000 gravsten, hvilket gør det til den næststørste jødiske begravelsesplads i Polen efter Lodz. Den er det tydeligste vidnesbyrd om det enorme jødiske samfund, som boede i Warszawa inden 2. Verdenskrig.
Begravelsespladsen er fortsat aktiv, men med den beskedne jødiske befolkning i byen, afvikles ikke mere end gennemsnitligt en begravelse om måneden.
Ghettoen (store og lille)
Muren omkring ghettoen blev opbygget gradvis fra april 1940 – i begyndelsen med pigtråd, senere med mursten. I løbet af kort tid blev ghettoen helt lukket af, og enhver form for udveksling af varer eller ud- og indgang blev kontrolleret.
De officielle fødevarerationer var totalt utilstrækkelige til overlevelse, og langt hovedparten af den mad, der kom ind i ghettoen, blev derfor smuglet ind. De personer, som havde penge eller værdier, kunne sælge disse og overleve lidt længere. Der var i øvrigt dødsstraf for smugling. Smuglingen forhindrede dog ikke sulten.
Ghettoens form ses på tavler i hele det gamle ghettoområde
Ghettoen skiftede størrelse efter behov, så det er ikke muligt at angive en fast størrelse, men i 1941 boede omkring 450.000 mennesker på omkring 3,5 kvadratkilometer. Ghettoen var også opdelt i Store og Lille Ghetto, som var forbundet med en gangbro. Muren om ghettoen er for længst revet ned, men er mange steder markeret med en linje i fortovet, og mange steder står en model af ghettoen ved den gamle mur.
Ghettoen blev gradvis likvideret ved at beboerne blev sendt til udryddelseslejre. Efterhånden blev beboerne klar over, at de ikke skulle til arbejdslejre, men at der var tale om systematiske mord. Det fik i 1943 en lille gruppe tilbageværende jøder til at gøre oprør mod tyskerne, et oprør som varede fra den 19. april til den 15. maj. Efter at oprøret var blevet nedkæmpet blev hele ghettoen systematisk revet ned, således at der intet stod tilbage, kun murbrokker på jorden. Meningen var, at der her på et tidspunkt skulle opføres en tysk bydel.
Livet i ghettoen er skildret i talrige film, men en af mine foretrukne internationale spillefilm er Polanskis ”Pianisten”, som på levende vis skildrer kampen for overlevelse, samtidigt med at beboerne trods alt bevarede evnen til at holde samfundet kørende og bevare et vist kulturliv. Polanski oplevede som barn selv ghettoen i Krakow, men har skabt sin film om Warszawaghettoen på basis af historiske fakta.
Broen mellem store og lille ghetto
Hjørnet mellem Żelażna 68 og Chłodna. Ca. 15 minutters gang fra både Metro Arsenał og Metro Rondo ONZ.
En kunstnerisk installation fra 2011, som minder om den gamle træbro, der adskilte Store og Lille Ghetto. Her løb nemlig en vigtig sporvognsforbindelse, så tyskerne valgte denne løsning for at holde sporvognnettet funktionelt.
Fotograf ukendt. Ophavsret: Offentligt domæne.
Fire søjler og en lysinstallation symboliserer den originale bro. På fortovet er anbragt lysbilleder, som giver mulighed for at se originale fotos fra ghettoen.
Installation hvor den originale bro stod, med lysbilleder og mindetalve
På den anden side af gaden ligger restaurant Det Røde Svin – glimrende stemning med en parodi på tiden under kommunismen samt god mad i samme stil. Men med sløv service, specielt hvis I er en større gruppe.
Fragmenter af muren ved Zlota-gade
Sienna 55/ Złota 62. Få minutter fra Metro Rondo ONZ.
Muren kan også ses fra Jan Paweł II-gade mellem sidegaderne Sienna og Złota, Muren befinder sig i en skolegård, så man skal kigge ind over rækværket og beplantningen for at se, hvad der sker
Den 18 km lange mur omkring ghettoen havde en højde på 3 meter, og blev ydermere forstærket af en meter pigtråd. Muren er for længst væk, men et lille stykke er overlevet her inde i baggården, som i sig selv er en interessant tur. Et par mindeplader fortæller om muren og ghettoen, mens et par mursten er taget ud og sendt til jødiske museer. Da det er et beboelsesområde og der kommer mange besøgende, er det forbudt at bruge højtalere, og besøgende opfordres til at tale afdæmpet, hvis de har behov for at tale sammen.
Baggården – lidt svært at finde frem, men der er skiltning. Det er en god ide at være nogenlunde stille, for der er normal beboelse i lejlighederne ved siden af muren
Man går igennem en port, for at komme ind i baggården, så det er ikke nødvendigvis så nemt at finde, men kig efter skiltning, så finder man frem
Monumentet for heltene i Warszawas Ghetto
(Pomnik Bohaterów Getta). Zamenhofgade – lige foran hovedindgangen til POLIN. Under 10 minutters gang fra Metro Ratusz Arsenal.
Det nuværende monument blev rejst i 1948 – lige her i centeret af den jødiske ghetto, som var blevet jævnet med jorden. Det består af en stor sten (basalt) på en sokkel, som har indgraveret bronzerelieffer på begge sider.
Det ene relief bærer navnet ”Kamp” (Walka), og refererer til kampene under opstanden i ghettoen i 1943, hvor mændene holder flasker med benzin og granater i hænderne, mens en ung kvinde holder et barn.
Kamp – set med ryggen mod museet
Den anden side hedder ”March mod udryddelse” (Pochód na zagładę), hvor man ser jøder på vej mod udryddelseslejren samt de tyske hjelme.
Knæfaldet i Warszawa
I 1970 knælede Willy Brandt udenfor protokol pludselig ned foran Monumentet for heltene i Warszawas Ghetto. Det var en gestus, som havde stor symbolsk betydning som en anerkendelse af tyskernes skyld.
Anielewicza-bunkeren og den jødiske begravelsesplads på Muranów
Miła-gade på hjørnet af Dubois-gade. Et par hundrede meter fra POLIN-museet. 10-12 minutters gang fra Metro Dworzec Gdański eller Metro Ratusz Arsenal.
I den ikke længere eksisterende bunker gemte jødiske kampenheder sig i længere perioder under krigen. Bunkeren blev angrebet af tyskerne i maj 1943, hvor omkring 120 personer blev dræbt, en del ved at de begik kollektivt selvmord, mens nogle få overlevede og kom ud på den ariske side af Warszawa.
Adressen fra før krigen var Miła 18, hvilket er udødeliggjort i Leon Uris’ roman Mila 18 om livet i Warszawaghettoen under 2. Verdenskrig.
Bunkeren på Miła-gade – stedet er udødeliggjort i leon Uris’ roman, Mila 18
Stedet blev ikke senere udgravet og er således udnævnt til massegrav.
Umschlagplatz Monumentet
Adresse Stawki 10. 8-10 minutters gang fra Metro Dworzec Gdański. 4-5 minutter fra POLIN.
På dette sted stod under krigen rampen til de jernbanespor, som i 1942-1943 sendte jøderne fra ghettoen videre til Treblinka udryddelseslejren.
Monumentet blev rejst i 1988 og består af store sten, som symboliserer en åben jernbanevogn, som ofte blev brugt til transporten til lejrene. Inde i ”jernbanevognen” er indgraveret de 400 mest populære jødiske og polske navne fra før 2. Verdenskrig, ligesom en plade på polsk, engelsk, jiddisch og hebraisk mindes de 300.000 mennesker, som blev sendt afsted herfra.
Umschlagplatz – en station på vejen til udryddelseslejren
Grzybowski-pladsen
(Plac Grzybowski). Et par hundrede meter fra Metro Rondo ONZ, omkring 10 minutters gang fra Metro Świętokrzyska. Et stenkast fra Synagogen.
Plac Grzybowski – en stor og levende plads med kultstatus
Her på stedet har i århundrede ligget en af de satellitbyer, hvis skæbne var knyttet til Warszawa, indtil den i 1795 blev lagt ind under Warszawa by. I løbet af 1800-tallet blev pladsen bebygget med pragtfulde klassiske beboelsesejendomme, og i 1861 opførtes Alle Helgenens Kirke (Kościół Wszystkich Świętych), tegnet af den kendte klassicistiske arkitekt, Henryk Marconi. Det er en vældig kirke, der – selv om den ikke hører til de typiske seværdigheder under turistudflugter – er værd at kigge på, både indenfor og udenfor. Under ghettoen tjente den som kirke for kristne jøder.
Omkring år 1900 var området omkring pladsen overvejende beboet af jøder, som her b.la. tilbød forarbejdede metalvarer.
Som nævnt ændredes ghettoens grænser sig konstant, og Plac Grzybowski kom fra 1942 ind under den ariske side af Warszawa og blev beboet af polakker. Det reddede pladsen fra total ødelæggelse efter oprøret i Ghettoen i 1943. Bygningerne blev dog generelt beskadiget af krigens gang og i forbindelse med oprøret i 1944. Her er særligt den tilstødende Próżna-gade (ul. Próżna), der overlevede tyskernes ødelæggelser. Den har til for nyligt stået som ruiner, men er i færd ved at blive ført tilbage til fordums pragt. I det hele taget er Próżna-gade en god gade, hvis man gerne vil have et indtryk af førkrigs-Warszawa.
Próżna-gade – Den eneste gade i ghettoen, som ikke blev jævnet med jorden i 1943
Hele pladsen har indtil for nylig været voldsomt forfalden, men indenfor de sidste ti år er der gennemført totalrenoveringer, som har tilbageført beboelsesejendommene til fortidens glans, og pladsen med tilstødende sidegader er i dag et af de steder i byen, hvor folk mødes. Der er åbnet en del restauranter, hvoraf nogle hører til i den eksklusive klasse.
I området omkring pladsen findes også et par jødiske restauranter, herunder Kosher Delight (Grzybowska 2) og Koszerna kuchnia (Twarda 6).
Den Jødiske begravelsesplads – Targówek
Cmentarz Żydowski (Targówek). ul. św. Wincentego 15. 10-15 minutters gang fra Metro Targówek.
Spadsereturen fra Metro Targówek til begravelsespladsen bringer gennem en interessant blanding af nybyggede boligblokke, betonkarreer fra 1970’erne og lavere bygninger fra 1950’erne.
En del mennesker hævder, at Warszawa ikke er Polen, men blot endnu en international storby. Men tager man metroen fra metro Świętokrzyska er man 12-13 minutter senere ved Metro Targówek mieszkaniowe. Når man stiger op her er dynamikken afløst af provinsidyl, værksteder med usædvanlige specialiseringer og afslappet stemning. Vi er kort sagt i Polen.
På denne ældste jødiske begravelsesplads i Warszawa fra 1780 er omkring en kvart million mennesker begravet. Begravelsespladsen blev sidst anvendt i 1940, og er i dag tilgroet og ødelagt. En del af stenene blev brugt ved genopbygningen af Warszawa, men man prøver i dag at istandsætte dele af begravelsespladsen
Indgangen til begravelsespladsen. Man skal normalt ringe på, for at blive lukket ind
Man ringer på klokken for at komme ind (mandag-torsdag 10-16, fredag 10-14). Den tjenestehavende giver en lille forklaring om begravelsespladsen, og sætter i øvrigt pris på at man køber en billet til 10 zloty til at besøge det tilstødende museum, som fortæller om begravelsespladsens historie på polsk og engelsk med tilhørende fotografier.
Bevoksningen får lov at gro vildt
Gravsten fra ukendte grave samlet i stålbure
Send en e-mail til m@hardenfelt.dk hvis du gerne vil have en dansktalende guide til at vise dig de vigtigste steder i Warszawa.