Bliv forelsket i Warszawa
Mange mennesker elsker at hade Warszawa. Det gør sig specielt gældende for polakker fra andre egne af Polen, som kun kender hovedstaden fra fjernsyn, film og aviser – de får hurtigt indtrykket af byen som befolket af en flok banditter, der anser sig selv for klogere og bedre end andre polakker.
Dette indtryk forstærkes af en masse mennesker fra Udkantspolen, som tager til Warszawa for at finde arbejde. De lejer en midlertidig bolig, knokler for at tjene penge, føler sig ensomme, og i weekenden tager de hjem til familien og fortæller, hvor frygteligt det er i Warszawa – de lærer muligvis aldrig byen at kende.
Men … det er nemt at blive forelsket i Warszawa, man skal bare nyde sit ophold og lade være med at stresse. Warszawa er en metropol, som tilbyder alt; nyt og gammelt, elegant og simpelt, forfinet og vulgært. Det er bare at vælge.
Hvis du er pige eller kvinde vil du (muligvis) omgående blive blød, når du oplever opmærksomheden fra polske mænd. Selv unge fyre vil holde døre for piger, du vil få lov at gå først ind i elevatoren, og generelt vil polske mænd elske at lege middelalderlige riddere, som forguder det ”smukke køn”. I den mere spøjse afdeling vil du også kunne opleve midaldrende herrer, som kysser dig på hånden, og de lidt mere vulgære vil såmænd også kunne finde på diskret at slikke din hånd i samme ombæring. Håndkysset er ikke nødvendigvis populært blandt polske kvinder. Det vil også være normalt, at en polsk mand betaler for mad og drikkevarer, selv om … det vil ikke være automatisk, hvis du kommer som ”rig” vestlig turist.
Denne ridder-dame leg påvirker selvfølgelig også pigerne, hvoraf mange er sukkersøde og forventer opvartning. Glem ikke, at du som mand vil blive anset for en bølle, hvis du farer forbi en kvinde, når I skal ind i en elevator.
Alt dette skaber selvfølgelig også muligheder for flirt, og af galenterispillet vil man hurtigt kunne registrere smil, interesse og tiltrækning. Hvis bølgelængden synes at passe, er der mulighed for at gå (langsomt) videre. Måske med et ”jeg er turist, vil du hjælpe mig?”
Men … det er nemt at blive forelsket i Warszawa, man skal bare nyde sit ophold og lade være med at stresse. Warszawa er en metropol, som tilbyder alt; nyt og gammelt, elegant og simpelt, forfinet og vulgært. Det er bare at vælge.
Specielt blandt unge er omgangsformerne ofte utvungne, og mellem bekendte ses stadig oftere omfavnelser som hilsen. Ellers er privatlivszonen nogenlunde som i Danmark – kom ikke så tæt på som i Spanien eller Italien, men vær heller ikke for langt væk. Som udlænding har du dog længere snor end polakker, for dine eventuelle overtrædelser af gældende normer vil ofte simpelt hen blive betragtet som eksotiske.
Hvis du som mand går i parforholdstanker, kan du godt risikere at støde ind i en pige, som mener, I bør vente med den legemlige forening til præsten har givet sin velsignelse. Og hvis du er kvinde og er ude efter en mand, kan du såmænd også risikere at støde ind i en fyr med klare livsholdninger inspireret af kirken. Men du skal være relativt (u)heldig for at støde ind i lige netop hende (ham). Der er stor chance for at du træffer en sød pige, som slet ikke tror på det med Vorherre, men selv hvis hun går i kirke, så lever hovedparten ikke stringent efter kirkens løftede pegefinger.
De fleste overholder de grundlæggende regler for døråbning og lignende. Men når det er sagt, så er polakker mennesker, nogenlunde ligesom danskerne, og det er ikke alle polske piger, som er sukkersøde, og ikke alle polske mænd leger ridder. Uanset om du er til romantik eller det rå og direkte, vil du kunne finde din drømmedate i Warszawa. Men det kræver nogle gange lidt mere arbejde end i Danmark.
Łazienki-parken i Warszawa – et perfekt mødested til en flirt
Meget af datingen foregår på nettet. Tinder er nærværende i Polen, men meget foregår også over polske datingsider. Her vil man oftest mødes på et af de populære og kendte steder – for eksempel foran Zygmunt-søjlen på slotspladsen eller rotunden foran Kulturpaladset. Byens mange parker er også populære mødesteder, og hvis man vil sidde ned, vil en kop kaffe på en cafe være passende – det er ikke nødvendigt omgående at reklamere for sin hang til alkohol. Men selvfølgelig kan man gå ud og drikke bajere eller vin, hvis stemningen er god.
Hvis du sværger til at lede efter nye bekendtskaber på barer og værtshuse, bør du læse afsnittet ”Spis og bliv beruset i Warszawa”. Men generelt er kulturelle begivenheder et godt sted at møde nye mennesker; her har man også et fælles udgangspunkt for at begynde en samtale. Og ellers møder du sikkert nogen, hvis du tager en slappedag ved flodbredden eller i en af byens mange parker, selv om … chancen er nok større om sommeren og i weekenden.
Send en e-mail til m@hardenfelt.dk hvis du gerne vil have en dansktalende guide til at vise dig de vigtigste steder i Warszawa.