Metro Politechnika
Ved Metro Politechnika er vi stadig i et pulserende centrum. Her er biler, barer, restauranter, parker, lokale beboere og store institutioner. Det er et af de mest populære boligområder i byen, tæt på alting, men væk fra det lidt museumsagtige præg, der kan være over den genopbyggede middelalderby, og så er der ikke så mange turister her, som i Centrum, selv om det ikke skorter på festglade unge mennesker.
Helt tæt på
Den ene ende af metrostationen støder op til den enorme Pole Mokotowski-park, mens den anden ende støder op til bygningerne omkring Teknisk Universitet
Man kommer op ved hovedgaderne Waryńskiskiego samt Aleja Armii Ludowej (Folkehærens Alle). Herfra er der direkte adgang til den enorme park, Pole Mokotowskie, som omtales under metrostationen med dette navn.
To nærmest obligatoriske udflugtsmål indenfor 150 meter er Plac Zbawiciela og Plac Politechniki – begge runde pladser med den for området typiske konstruktion i form af seks stjerneformede gader, som fører til og fra pladserne.
Hvis man går frem til Nowowiejska-gade, kan man dreje til højre, for at komme til Plac Zbawiciela, og til venstre for at komme til Plac Politechniki.
Teknisk Universitet
Plac Politechniki er domineret af Teknisk Universitets monumentale hovedbygning fra 1901, tydeligt præget af italiensk renæssance og barok. Bygningen blev alvorligt beskadiget under 2. Verdenskrig, men genopbygget umiddelbart efter krigen. Bygningen er imidlertid endnu mere interessant indenfor, så lad som om du er studerende og gå op af trappen, hvor man fra balkonen kan betragte søjlehallerne, som fører til de forskellige dele af bygningen. Man får simpelt hen lyst til at blive ingeniør.
Indenfor på Teknisk Universitet
Det omkringliggende område er domineret af bygninger, som tilhører Teknisk Universitet, men hvis man går ned af en af de seks gader, som fører til pladsen, vil man møde masser af boligbyggeri fra før krigen, som kun i begrænset omfang blev beskadiget, og som i dag i det store og hele er nyrenoveret.
Plac Zbawiciela. Barer og restauranter er strøet rundt med løs hånd over pladsen
Plac Zbawiciela er det glade mødested for byens ungdom. Det ægte socialistiske stalinbyggeri er flankeret af Vor Frelsers Kirke (Kościół Najświętszego Zbawiciela) fra 1911, der ligesom det nærliggende Teknisk Universitet refererer til renæssance og barok og er karakteriseret ved en enorm detaljerigdom.
Åbningen af Charlotte i 2011 står for mig som et symbolsk vendepunkt – det er ikke længere kun de rige, der nyder hovedstadens luksus. En stor ny gruppe får øjnene op for, at det er fedt at nippe til et glas vin og lækkert brød.
Rundt om på pladsen er udskænkningsstederne strøet ud med løs hånd, herunder den legendariske Plan B på førstesalsniveau eller Charlotte, som i 2011 blev det første eksklusive bageri med tilhørende bistro. Siden har flere kopieret kunststykket andre steder i Warszawa. Charlottes slogan er ”brød og vin”, mens Plan B markedsfører sig med ”vodka og øl”.
Midten af pladsen er i dag tom med en græsplæne og et lille træ, men midten huskes af de lokale for en regnbue, som symboliserede hovedstadens diversitet. Efter flere gange at være blevet brændt ned af nationalistiske aktivister, blev installationen fjernet i 2015, men Regnbuen huskes stadig som et symbol på pladsen.
Marszałkowska-gade – lejligheder til folket og det arbejdende folk indmuret i søjlerne
Igen giver pladsens seks gader mulighed for at gå på opdagelse – af Marszałkowska (til begge sider), som er domineret af Stalins Reelle Socialismestil fra 1950’erne, eller af Mokotowska (også til begge sider), som er en eksklusiv gade præget af imponerende førkrigsarkitektur. Aleja Wyzwolenia wil føre videre til Plac na Rozdrożu, og derfra videre til parkerne Uzajdowski, botanisk have og Łazienki.
Plac Konstytucji (Forfatningspladsen)
Plac Konstytucji (Forfatningspladsen) og Marszałkowska-gade (5-6 minutter af Waryński-gade) Et klassisk eksempel på Stalins foretrukne byggestil – reel socialisme. Hele området stod færdigt i 1953, samme år som den nye kommunistiske Forfatning trådte i kraft.
De små gader
De små gader – Koszykowa, Mokotowska, Aleja Róż. Det er ikke alle bygningerne der er blevet sat i stand. Til gengæld finder man hurtigt ud af, at det er noget vås, at hele Warszawa blev ødelagt under 2. Verdenskrig
Det er også værd at tage en tur ind i de små gader omkring pladsen, som indeholder masser af vedligeholdte huse fra før 2. Verdenskrig og en særegen stemning.
I de senere år har mange bygninger dog gennemgået en omfattende renovering
Længere ture
Mad- og indkøbshal Koszyki 61/63. Ned af Koszykowa-gade fra Forfatningspladsen (Plac Konstytucji).
Markedshal fra 1909, som efter mange år som ruin nu er sat i stand. Det er en spændende retro-indkøbshal, og et af de mere eksklusive indkøbssteder i centrum. Elementer af den gamle hal er brugt i den nye rå betonkonstruktion, og skaber et fedt mikroklima med butikker og barer og restauranter. Det er en af Warszawas mest spændende madhaller, med et kæmpestort varieret udbud af street-food.
Hala Koszyki – indenfor
Et kvarters gang eller længere
Trasa Łazienkowska (Plac na Rozdrożu)
Det store springvand på Plac na Rozdrożu
En af de store øst-vest hovedveje i Warszawa. Læs mere under Kommunismen i Warszawa.
Parkerne Uzajdowski, botanisk have og Łazienki
Udsigten fra ud for restaurant Qchnia Artystyczna
Overfor Plac na Rozdrożu finder vi på begge sider at hovedgaden Park Ujazdowski – en landskabspark fra 1896 med en sø og en række statuer. Parken tager sig mest imponerende ud fra Ujazdowski-slottet (Zamek Ujazdowski, adresse: Jazdów 2), hvor der er udsigt over hele parken, som i kunstfærdige udførelser når helt ned til floden. Selve Ujazdowski-slottet er hjemsted for Centrum for Moderne Kunst. Se mere under Kunst i Warszawa. I den forreste del af slottet ligger restauranten Qchnia Artystyczna (Det kunstneriske køkken), som tilbyder et eksperimenterende køkken og en fantastisk udsigt over parken.
Umiddelbart op ad Ujazdowski-parken ligger Warszawas Botaniske Have (Ogród Botaniczny), som hører under Warszawas Universitet.
Den sidste park i rækken er Łazienki-Parken, som indeholder hele Warszawas romantiske karakter. Se mere om Łazienki-Parken under ”Gå i skoven i Warszawa”.
Den ligger lige op ad magtens centrum – det vil sige Premierministerens kancelli overfor på Aleje Ujazdowskie, ved siden af Belweder, som er bolig for den polske præsident. Længere ude af gaden ses Forsvarsministeriet og den Russiske Ambassade. Mere om dette under ”Warszawa som centrum i den polske stat”.
Send en e-mail til m@hardenfelt.dk hvis du gerne vil have en dansktalende guide til at vise dig de vigtigste steder i Warszawa.