Metro Centrum
Centrum i Warszawa er defineret af Kulturpaladset, og med få hundrede meter mellem hinanden finder vi her Metro Centrum, lokalstationen Warszawa Śródmieście, Warszawa Centralna (som er den egentlige hovedbanegård), lokalstationen Warszawa Ochota og Warszawa Główna (oversat Hovedbanegården, men i realiteten en mindre station).
Metro Centrum er måske i virkeligheden det sted, man skal starte sit besøg, og det bliver det også helt automatisk, hvis man bor på et af de store hoteller, som omringer området.
Tæt på
Kulturpaladset (Pałac kultury i nauki)
Foran hovedindgangen ligger Defilade-pladsen (Plac Defilad), som var beregnet til parader i kommunisttiden.
Kulturpaladset er et symbol på sovjetisk dominans i Polen og en fortælling om Warszawa og byens historie. Bygningen og omgivende område er et must, når man besøger Warszawa. En tur til udsigtsterrassen giver et fantastisk indtryk af byen, mens turen rundt om bygningen giver et godt indtryk af byens nyere historie. Hvis man kan lide at spadsere er det en ide at gå en tur rundt om hele bygningen for ligesom at føle dens proportioner og nyde de mange detaljer, de lave tilbygninger tilbyder.
Stedet hvor Piotr Szczęsny foretog selvantændelse
Ved muren op til tribunen ses en mindeplade for Piotr Szczęsny, som i oktober 2017 satte ild til sig selv og døde i forbindelse med en protest mod regeringens begrænsning af de demokratiske frihedsrettigheder og krænkelsen af den polske Forfatning.
Højhusene
Zlota 44 i midten med formen, som kan minde om et skib
Kulturpaladsets position som symbol på Warszawa udfordres imidlertid af de omkringliggende højhuse, der ligesom prøver at forklare kapitalismens overlegenhed i forhold til socialismen. De har alle interessante karakteristika, men en af mine yndlinge er lejlighedskomplekset Zlota 44, der med sin form også kaldes ”sejlet”.
Aleje Jerolimskie (Jerusalem Alle) overfor Kulturpaladset.
Hotel Novotel Centrum. Et 33 etager højt hotel fra 1972 beliggende skråt overfor Metroen. Oprindelig gult, men blev moderniseret og facaderenoveret for nogle år siden. Den gullige bygning er hotel Polonia Palace, som er beliggende i en førkrigsejendom.
En perlerække af smukke bygninger fra før 2. Verdenskrig, herunder det lækre Hotel Polonia Palace. De gamle bygninger indrammes af hotel- og kontorkomplekset Marriott. De 42 etager stod færdige i 1989 som Warszawas første ”moderne” bygning, og forudsagde ligesom lidt truende, at Kulturpaladsets position en dag kunne blive truet. Legendarisk bar med udsigt over byen fra øverste etage. Hele rækken af bygninger ses dog bedst fra Kulturpaladsets udsigtsterrasse.
Dworzec Centralny (Centralbanegården, Warszawas primære banegård).
Dworzec Centralny (Centralstationen) og ved siden af indkøbscenteret Złote Tarasy (de gyldne terrasser) med sit bølgende glasagtige tag.
Moderniseret for nylig, men bevarer sin karakteristiske form fra 1970’erne. Den står midt mellem to travle gader, lidt som en ø midt i trafikhavet. Al togtrafikken kommer under jorden, som er fyldt med tunneller med et levende og lidt kaotisk liv og masser af små forretninger. Den overjordiske banegård er en senmodernistisk og funktionel bygning med en enorm og ekspressiv tagkonstruktion. Ved siden af er busstation, og langs hovedgaderne er der masser af sporvogne. Indkøbscenteret Złote terasy (de Gyldne Terrasser). Ligger lige op til Centralbanegården. Et kæmpestort moderne indkøbscenter, med alle de internationale butikker, Visakortet kan begære. Masser af fast food restauranter samt biograf på øverste etage. I bunden også en række restauranter, herunder Hard Rock Cafe.
Den Østlige Væg – indramning af Kulturpaladset. Marszałkowskagade.
Den østlige væg ligger umiddelbart overfor Kulturpaladset, som på en eller anden måde ligger midt i et stort åbent – eller tomt – terræn, men det er noget, som er ved at ændre sig. Oprindeligt blev der planlagt en pompøs række paladslignende bygninger overfor Kulturpaladset, men det blev aldrig gennemført, blandt andet fordi Stalin døde, og dermed alle hans arkitektoniske visioner.
Dele af den østlige væg – indkøbscenter flankeret af højhuse i beton
Til gengæld opførte man en række let tilbagetrukne højhuse, som skulle danne en form for ramme omkring området og Kulturpaladset. De er måske ikke specielt kønne, men Novotel præsenterer sig efter en grundig facaderenovering for nogle år siden nu langt mere imponerende. Imellem disse blev anbragt en række lavere indkøbscentre og en rotunde, som blev okkuperet af en af Polens store banker. Rotunden er nu revet ned og genopført, hvilket en række af de andre 1960’er bygninger måske også godt kunne trænge til. Men på en måde er det en interessant konstruktion. Foran indkøbscentrene danner et bredt halvtag en form for boulevard, og på bagsiden finder man et hyggeligt bymiljø. Fra et historisk perspektiv er det værd at bemærke, at den Østlige Væg markerer afslutningen på Stalins reelle Socialismearkitektur, og begyndelsen på en søgen efter en ny arkitektonisk udtryksform.
Spadseretur 1. Metro – Poznańska-gade – Piękna – Konstytucja-pladsen – Marszałkowska – Metro.
Poznanska-gade – her med det gamle telefonhus, hvor de reklamerer med mellembys samtaler, telegrafi og radiotelegraf
Turen af Poznańska-gade viser en masse af den arkitektur, som overlevede 2. Verdenskrig. Den starter fra det elegante Hotel Polonia Palace, og hvis vi er heldige har vi på første gadehjørne ud på aftenen mulighed for at passere Warszawas sidste gadeludere. Det er et par særdeles ældre damer med et vist frisprog, men vækker minder om en tid, hvor gaden var kendt for netop dette erhverv.
Distriktsrådhuset for indre by
På samme hjørne står den moderniserede førkrigsejendom, som huser distrikts-rådhuset, og på den modsatte side telefon- og telegrafstyrelsen med en solid facadeinskription, som bekendtgør, at her kan man telegrafere og gennemføre mellembyssamtaler, noget som helt frem til slutningen af 1990’erne ikke var helt enkelt i Polen. Herefter går det slag i slag langs mere eller mindre velholdte gamle bygninger samt et væld af restauranter og barer. Spis og drik her, i stedet for på hovedstrøgene.
Gaden er fyldt med barer og restauranter – Her Beirut, som ligger midt i mellem andre fede steder
Marszałkowska-gade blev opført til store kommunistiske parader
Når gaden slutter drejer man til venstre af Koszykowa-gade, nyder Forfatningspladsen, som er omtalt under Kommunismen i Warszawa, og går så tilbage til metroen af Marszałkowska, mens man nyder de monumentale socialistiske bygninger og den brede boulevard, som var Stalins prestigeprojekt, beregnet til store marcher.
Spadsereture – nr. 1 af Poznanska-gade. nr. 2 af Nowogrodzka
Spadseretur 2. Metro – Nowogrodzka – Mysia – De Gaulle Rundkørslen – Jerozolimskie Alle – Metro.
Nowogrodzka-gade er præget af en usandsynlig mængde restauranter og barer med håndværksøl
Drej ned af Nowogrodzka ved Hotel Novotel. Det vil føre dig ind i en gade, som er en skøn blanding af nutidige faciliteter og gamle bygninger, samt et hav af små barer og restauranter. Et par af Warszawas håndværksøl-barer ligger her, og specielt i weekenden er stemningen rigtig god.
Det Hvide Hus – et perfekt sted at beundre kommunismens arkitektur og kapitalismens øl
Efter Mysia-gade drejer man til venstre af Nowy Świat, og kommer der til et af Warszawas dyreste områder. De Gaulle Rundkørslen, som indeholder Partihuset eller Det Hvide Hus, er en enorm modernistisk bygning fra 1952, som frem til 1989 var hovedsæde for kommunistpartiets magtfulde centralkomite. Her ligger ligeledes en række barer med håndværksøl.
Her sad planlæggerne i en bygning, som tydeligt viser, hvor magten hører til. Man kommer ind i gården gennem to porte, og den enorme gård er projekteret til at kunne rumme en stor mængde partimedlemmer, som kunne høre på taler fra lederne, der stod på den store balkon. Her var alt, som var nødvendigt til politisk skoling, inklusive biograf og store mødelokaler.
I en periode efter omskiftelserne i 1989 udfyldte bygningen rollen som børs, men i dag er der bygget en ny flot børsbygning på bagsiden af det Hvide Hus. Senere havde landbrugsministeriet forskellige kontorer i bygningen, som i dag udlejer til kontorer og konferencer. I stueplan er der dog en række barer med håndværksøl, som om sommeren breder sig ud over forsiden og hele bygningens imponerende gårdsplads. En ideel mulighed til at kombinere øldrikning med overvejelser om magtens arkitektur.
Ved siden af det Hvide Hus ligger Nationalmuseets enorme bygninger, og hvis man ikke skal derind går returturen til Metroen af den travle forretningsgade, Jerozolimskie.
Jerusalem Alle
Nationalmuseet
Umiddelbart til venstre for Det Hvide Hus findes Nationalmuseets enorme bygning og lidt længere i retning mod floden Den Polske Hærs Museum, som er et fantastisk sted, hvis man godt kan lide gamle flymaskiner.
Forskelligt materiel, som er udgået fra aktiv tjeneste, udstilles på Den Polske Hærs Museum. det er gratis adgang til den udendørs del af udstillingen.
Send en e-mail til m@hardenfelt.dk hvis du gerne vil have en dansktalende guide til at vise dig de vigtigste steder i Warszawa.