Polens historie
Piast kongerne 960 – 1370
Man kan regne det ”moderne” Polen fra omkring år 960 e. Kr. Grænserne var dengang formodentligt meget tæt på de grænser, vi kender i dag, men landet var bestemt ikke en fasttømret enhed. Grænserne ændredes hele tiden, og datidens ”Polen” var beboet af forskellige folkeslag. Den første kongeslægt var Piast-dynastiet, som accepterede kristendommen nogenlunde samtidigt med Danmark. Det gjorde, at landet blev anerkendt af Tyskland og forskellige andre grupper, som så hedenske nationer som noget, man frit kunne angribe. Omkring årtusindskiftet grundlagdes nogle af de mest betydningsfulde polske byer, herunder Wroclaw, Gdansk og Krakow. Anerkendelsen af kristendommen og en effektiv udenrigspolitik i forhold til Tyskland medførte, at paven i 1025 anerkendte Boleslaw I af Piast dynastiet og accepterede titlen ”konge”.
Efter Boleswaw III’s død 1138 blev Polen opdelt i flere hertugdømmer, således at hver søn kunne få sit eget land. Teoretisk set var Storhertugen af Krakow den øverste i forhold til de andre hertuger, men centralmagten var meget svag i denne periode. De interne stridigheder var medvirkende til at den Tyske Ridderorden kunne etablere en slags stat i Østersøområdet. Og formodentligt har den manglende centralmagt også gjort det lettere for mongolerne, som hærgede landet i 1241-42. Det er en brydningsperiode i Europa, hvor forskellige nationer kæmper for at fastlægge deres grænser, og de tyske lande ekspanderer mod Øst. I denne periode kom de første fordrevne jøder også til Polen fra Vesteuropa.
Wladysław Jagiełło (ca. 1351-1434)
I 1320 Samlede Wladyslaw den Lille Polen under sin ledelse og standsede den Tyske Ridderordens ekspansion. Hans søn, Kazimirz den Store (1333-70), reformerede Polen. Han sørgede for en stærk kongemagt, gennemførte enorme byggeprojekter og grundlagde i 1346 Krakow Universitet.
I 1370 døde Kazimirz den Store uden at efterlade sig en arveberettiget søn. Det medførte en række stridigheder internt i Polen, inden tronen blev overtaget af Kazimiers slægtning, Kong Ludvig af Ungarn. Dette gav en kortvarig personalunion mellem Polen og Ungarn, hvilket dog er en klar del af den polske bevidsthed. Ludvig af Ungarn døde i 1384, hvorefter hans 10-årige datter, Jadwiga (dansk hedvig) blev polsk dronning.
Jadwiga blev lynhurtigt gift med Storhertugen af Litauen, Wladyslaw Jagiello, som i 1386, blev konge af Polen. Parret grundlagde hermed dynastiet Jagiellonski, som regerede Polen i de næste 200 år. Den væsentligste politiske konsekvens af ægteskabet blev, at Polen og Litauen kom i personalunion. Litauen var på daværende tidspunkt en stormagt med besiddelser i det nuværende Hviderusland og Ukraine. Betingelsen for ægteskabet var, at Wladyslaw skulle opgive hedenskabet og blive kristen. Det lettede også presset fra den Tyske Orden, som så det som sin mission at bekæmpe hedenskabet, og netop denne militære trussel har nok været afgørende for den nye alliance.
Polen-Lithauen 1386 fra Baltikum til Sortehavet
Polen-Litauen var i konstante grænsestridigheder med den Tyske Ridderorden. Slaget ved Grunwald i 1410 er et afgørende slag i både den tyske og polske bevidsthed, og her lider ordenen et afgørende nederlag, men fortsætter dog som en væsentlig magt ved Østersøen. I 1466 lykkes det Polen at erhverve Gdansk, og dermed adgangen til Østersøen. Netop adgangen til Østersøen og international handel er nok en væsentlig årsag til, at Polen de næste par hundrede år får enorme indtægter fra kornhandel. Adlen strammer kontrollen om bønderne og ekspanderer med enorme landbrug mod Øst. De primære kunder er Holland og England, som i denne periode tager de første tilløb til oversøisk ekspansion mens bønderne får mere frihed. I Polen for adelsparlamentet Sejmen betydelig indflydelse på statens styre, og i løbet af de næste 100 år opstår et skarpt adskilt stændersamfund af adel, gejstlige, bønder, jøder og borgere, som hver har sine stærkt afgrænsede love, regler og rettigheder.
Slaget ved Grunwald i 1410, her i en udførelse af Polens nationale maler, Jan Matejko i et storformat maleri fra 1878. Billedet måler 426×987 cm. Originalen kan ses på Nationalmuseet i Warszawa.
I 1505 accepterede kongen håndfæstningen ”Nihil Novi”, hvori han forpligtede sig til ikke at lave om på samfundsindretningen uden adlens samtykke. Håndfæstningen blev i almindelig adelssprog omtalt som ”Intet om os, uden os”, og denne sætning citeres den dag i dag, når politiske kræfter mener, at deres rettigheder bliver undertrykt.
I mellemtiden opstod Moskva som en regional stormagt i øst, hvilket bremsede op for litauisk ekspansion. De næste par hundrede år skulle blive præget af magtkampen mellem Moskva, Warszawa og Sverige.
Omkring 1520 kom Reformationen til regionen. Det medførte, at den Tyske Ordens brød sammen og dannede den verdslige stat Preussen, mens Polen yderligere ekspanderede i Østersø-regionen.
Den barnløse Kong Zygmunt II August gennemførte i 1569 Lublin-unionen, som ændrede Litauen-Polen fra en personalunion til en realunion. Formålet var at undgå unionens sammenbrud når kongen døde. Det var særligt vigtigt, fordi der var betydelige spændinger mellem både den ekspanderende russiske stat og Sverige. Dette udviklede senere sig til en konflikt om overherredømmet i regionen og samtidigt en konflikt mellem protestantisme, katolicisme og den russisk ortodokse kristendom.
Henryk Valois (på polsk: Henryk Walezy) var den første polske valgkonge. Da hans bror døde forlod han dog Polen for at blive Konge af Frankrig.
Efter Zygmunt II August’s død i 1572 indførte Polen-Litauen en adelsrepublik med valgkonger. Parlamentet blev opdelt i et tokammersystem, med et Senat til højadlen og et Sejm, hvortil adlen i de forskellige regioner sendte deres repræsentanter. Unionen bestod af store områder i det nuværende Ukraine og Hviderusland med mange forskellige folkeslag og udbredt autonomi til lokalområderne. Adlen udgjorde omkring 10% af en befolkning på 8 millioner, og det var adlen som sad tungt på al magt i landet. Unionen blev styret fra Krakow og Warszawa, og Polen blev også anset som storebror i forholdet. Mange Litauere betragter i dag unionen som en anneksion af deres nationale territorium, og ser på de historiske bånd med en vis bitterhed, mens man i Ukraine og Hviderusland ofte ser den polske ekspansion som en form for kolonialisme.
Selv om ideen med valgkongerne var at give adlen den afgørende indflydelse, forsøgte man fra starten at indføre dynastier, hvilket utvivlsomt var grunden til valget af en fransk kongesøn til første konge. Den franske Henrik af Valois løb dog af pladsen i 1574 efter kun et år som polsk konge, da han fik mulighed for i stedet at blive konge af Frankrig.
De næste 200 år blev præget af en ikke særlig solid statskonstruktion, samtidigt med at der foregik en løbende kamp om overherredømmet i regionen. Højadelen tiltog sig løbende stadig mere magt og samarbejdede ofte med udenlandske magter. Metoden med den samlede adels valg af den nye konge gjorde også, at de nyvalgte konger konstant måtte underkaste sig strenge begrænsninger, og hverken kunne beskatte eller føre krig uden adlens samtykke. Med tiden udvikledes princippet om, at enhver adelsmand kunne nedlægge veto, såfremt han følte, at hans vitale interesser er truet – det såkaldte ”Liberum Veto”. Indtil 1652 blev Liberum Veto brugt med en vis forsigtighed, men herefter gik det stærkt og skabte til sidst en parodi af et parlament, hvor nabostaterne kunne købe enkelte adelsmænd til at blokere alle beslutninger. Det levede i mange år i den europæiske bevidsthed under betegnelsen ”et polsk parlament” – et parlament, som intet kan gennemføre.
Mens Vesteuropa koncentrerede sig om kolonier i den nye verden og begyndte med en mere rationel måde at producere på, lukkede Polen sig inde i princippet om selvforsyning. Kornhandel fremmede livegenskabet, som kan sammenlignes med slaveplantagerne i Amerika. Adelen idealiserede deres privilegier – den gyldne frihed – hvilket gjorde, at der opstod lokale militser under ledelse af territoriale stormænd, som en indtægtsløs konge ikke havde en chance for at modsætte sig. Forholdet til Rusland var konstant spændt, primært efter at en ukrainsk selvstændighedsbevægelse havde medført, at Ukraine blev tættere knyttet til Rusland. En kortvarig polsk besættelse af Moskva i 1605 er en af de få seriøse polske sejre i denne konflikt.
Jan III Sobieski i bronze i Gdansk
En af de få stærke konger er Jan III Sobieski (1674 – 1696), som under trusler fra det Osmanniske Rige skabte en polsk hær. Han appellerede her til at skabe et kristent bolværk mod Islam, og det lykkedes han at reorganisere hæren forøge den statslige hær fra 18.000 til 54.000 soldater. I 1683 var Sobieski leder af en forenet polsk-tysk hær som befriede Wien fra tyrkisk belejring. Efter at tyrkerne var slået hjem, lykkedes det dog ikke Sobieski at bevare en stærk kongemagt.
Polen er fra begyndelsen af 1700-tallet domineret af Rusland, som gradvis gør Polen til en lydstat og har afgørende indflydelse på valget af nye konger. I 1773 deler Rusland, Østrig og Preussen en række af Polen-Litauens randområder mellem sig (i polsk historie kendt som ”den første deling”). Det skete efter pres fra et ekspanderende Preussen, og var næppe noget, Rusland var glad for, da de dermed mistede indflydelse på en del af landet. Delingen var motiveret af Polen-Litauens manglende evne til at forsvare sig selv, selv om man måske nok kan argumentere for, at nogle af de annekterede områder etnisk set var tættere på de okkuperende magter. Polens landområde blev reduceret med 30% og befolkningstallet med 35%. Det var også med til at vække samfundet og startede en bred debat om behovet for reformer.
Stanisław August Poniatowski (1732-1798) – Polens sidste valgkonge. Som ung gesandt havde Poniatowski et hedt romantisk forhold til den senere Kejserinde Katarina den Store af Rusland.
Jesuiterordenen stod for undervisning i Polen, og da denne blev ophævet i 1773 overtog staten ansvaret for undervisningen og man prøvede at effektivisere statsadministrationen. Reformerne skabte dog modstand fra tilhængere af adlens ”gyldne frihed”, og mange polske adelsfolk allierede sig med Rusland, Preussen eller Østrig. Den af Rusland støttede Kong Stanislaw August Poniatowski var en af de ivrigste reformtilhængere. Det lykkedes ham imidlertid ikke at få tilladelse fra den russiske ambassadør til at reformere ret meget, og han koncentrerede derefter sit virke omkring kulturlivet, hvilket russerne åbenbart anså for relativt uskadeligt. I hvert fald fik Kong Poniatowski skabt sig et eftermæle som patriotisk kunstelsker.
Parlamentet fra 1788 blev kaldt den Store Sejm, og kom til at sidde i 4 år. Store dele af adlen støttede en reform og inspireret af den Franske Revolution vedtog de den 3. maj 1791 en ny grundlov, som begrænsede adelens privilegier og indførte et arvekongedømme med indskrænket magt til kongen. Samtidigt gives valgret til ikke adelige borgere og bønderne fik frihed og lige ret for loven. Liberum Veto blev afskaffet og samtidigt blev det besluttet at udvide hæren til 100.000 mand. De havde dog glemt at spørge den Russiske Katarina om lov.
Både en stor hær og demokrati var totalt uacceptabelt for både Rusland og Preussen, så i 1792 invaderede disse to magter endnu en gang. Parlamentet blev tvunget til at rulle det hele tilbage og så tog de samtidigt 60% af republikkens tilbageværende landområde (den 2. deling).
(Næsten) alle fejrer vedtagelsen af en (næsten) demokratisk forfatning 3. maj. Malet af Jan Matejko.
Både den nye deling og betingelserne førte til krigslignende oprør overalt i Polen, og gav adgang til radikale modstandsbevægelser. I 1994 blev der udråbt et nationalt oprør under en af veteranerne fra den amerikanske frihedskrig, Tadeusz Kosciuski. I første omgang lykkedes det at tilbagevinde områder fra Rusland, men russerne disponerede over så mange soldater at oprøret i oktober 1794 blev nedkæmpet med hjælp fra preussiske og østrigske tropper. Som hævn henrettede russiske tropper en stor del af Warszawas indbyggere. Østrig, Preussen og Rusland aftalte i 1795 den 3. deling, som fjernede Polen fra landkortet.
Kort efter Polens deling bragte Napoleon gryden i kog over hele Europa, og mange polakker håbede på, at Napoleon ville hjælpe med at genetablere den polske stat. Da Napoleon bekendtgjorde et kommende felttog mod Rusland, meldte polakker sig i stort tal som frivillige soldater. Selv om Napoleon tabte krigen, vedvarede sympatien for Frankrig – og denne følelse er endnu ikke helt forsvundet. Den nuværende polske nationalsang er en krigssang med refrænet: Marcher, marcher Dabrowski! – der henviser til en gruppe polske soldater, som kæmpede på Napoleons side forskellige steder i Europa. I 1807 oprettede Napoleon Hertugdømmet Warszawa, hvor han personligt dikterede Grundloven og indsatte sin egen civillov – Code Napoléon. Denne nye stat blev i 1815 bekræftet af Wienerkongressen, men den blev omdøbt til Kongedømmet Warszawa – og den russiske Tsar blev konge. På Wienerkongressen forhandlede man sig ligeledes frem til en løsning, som etablerede den uafhængige bystat ”Krakow”, som i fællesskab skulle kontrolleres af Østrig, Preussen og Rusland. De kommende årtier så adskillige opstande mod besættelsesmagterne – primært i Kongedømmet Warszawa. Fra at have en vis autonomi i 1815 mistede Warszawa gradvist alle tegn på selvstændighed, mens tsaren sørgede at russificere området.
Napoleons tropper marcherer igennem Gdansk 1807
Under industrialiseringen af Europa hørte Polen således til tre forskellige stater, og alle dele lå i udkanten af deres hovedstæder – Berlin, Wien og Moskva/ Petersborg. Industrialiseringen i Polen gik langsomt, men der kom dog nye industricentre, primært omkring Lodz (tekstilindustri) og Katowice (minedrift). Samtidigt konstruerede alle de besættende stater nye og omfattende jernbanenet. Told ved handel mellem områderne samt forskellige love gjorde dog, at polakkerne i de tre områder gled fra hinanden.
Da første Verdenskrig startede i 1914 blev Polen en af de vigtigste slagmarker i krigen. Polakker kæmpede mod andre polakker i tyske, østrigske og russiske delinger. I årene inden krigen var opstået en stærk bevægelse for uafhængighed eller en form for autonomi, og kampen om polakkernes støtte fik alle de krigsførende magter til at garantere en form for uafhængighed efter krigen. Den tidligere leder af Socialistpartiet, Pilsudski, stillede sin undergrundshær til rådighed for Østrig i kampen mod Rusland, men han blev interneret, da han senere i krigen nægter at kæmpe mod Vestmagterne. De tre magter, som havde delt Polen, gik imidlertid ud af 1. verdenskrig som tabere, og det var derfor relativt enkelt ved Versaillestraktaten i juni 1919 af garantere den uafhængige polske stat, som Pilsudski allerede havde proklameret tidligere. Her spillede kraftig støtte fra USA dog også en afgørende rolle. Samtidigt så Europa genoprettelsen af en række nye lande, herunder Litauen og Tjekkoslovakiet, medens den primært tyske by Gdansk fik status af en selvstyrende fristad. Polen fik adgang til Østersøen via en korridor som udmundede omkring 30 Km nord for Gdansk.
Polen – det grå område hørte til Polen efter fredstraktaten med Rusland i 1921. Dette område mistede Polen efter 2. Verdenskrig. Til gengæld modtog Polen det lyserøde område fra Tyskland.
Den nye polske stat havde i begyndelsen problemer med at fastlægge grænserne i forhold til nabostaterne, Tjekkoslovakiet og Litauen samt også Rusland og Tyskland, hvor der var interne uroligheder. De krigsvante polakker blev derfor sendt ud i en række krige, hvis primære formål var at opfylde Pilsudskis drøm om at skabe et multikulturelt Stor-Polen. Ved krige mod Litauen og Rusland indlemmedes Vilnius, Lyow samt en del hviderussiske og ukrainske områder i det nye Polen. Da grænserne så lå fast i 1922 var Polen blevet til en stat med 388.000 kvadratkilometer og 27 millioner indbyggere, hvoraf over 1/3 udgjorde etniske mindretal – Der var 5 millioner ukrainere og 2,5 millioner jøder, som ikke var sprogligt og kulturelt integreret i det polske samfund.
Piłsudski
Det nye Polen var ødelagt af krige, infrastrukturen var smadret, og det der var tilbage passede ikke til den nye geografi. Desuden manglede landet penge, der herskede hyperinflation og landet havde ikke-venligtsindede naboer. Det var heller ikke muligt med et slag at indføre fælles love i det nye Polen, så retspraksis og sædvaner var forskellige i de forskellige dele af landet, afhængigt af hvilken magt de havde hørt under. Arbejdsløsheden hærgede og på trods af en kystlinje til Østersøen havde landet ikke nogen havneby. Men der herskede en fantastisk tro på fremtiden.
I 1927 begyndte etableringen af Gdynia nord for Gdansk. Godt nok havde Polen internationale garantier for at kunne bruge havnen i Gdansk, men den overvejende tyskvenlige regering gjorde det besværligt for polakkerne. Samtidigt blev der indledt landbrugsreformer hvor store jordarealer blev udstykket, og der indførtes ny lovgivning, som beskyttede arbejderne i industrien. Samtidigt rasede krisen dog i Vesteuropa, og det var stort set umuligt at oprette en velfungerende stat under de herskende betingelser. Det var medvirkende til, at mellemkrigstiden var præget af politisk vold, strejker, kampe mellem de forskellige etniske grupper og totalt kaos.
Gdynia – havnen til resten af verden
Den demokratiske marskal Pilsudski blev så nedtrykt over parlamentets manglende samarbejdsvilje, at han i 1926 stod i spidsen for et kup, hvorefter han spillede en nærmest diktatorisk rolle i landet frem til sin død i 1935. Efter Pilsudskis død fortsatte drejningen mod en totalitær stat og de etniske modsætninger spidsede til.
Kuppet i 1926 gav dog en vis stabilitet, og det lykkedes derfor at tiltrække udenlandsk kapital til en vis industrialisering af landet; en lav valutakurs begyndte også at have en gavnlig effekt på eksporten. Krakket på Wall Street i 1929 var imidlertid et hårdt slag for Polen. Fra 1933 var økonomien endnu mere topstyret end tidligere, og staten overtog i løbet af få år den faktiske kontrol med erhvervslivet
Tyskland krævede i marts 1939 bl.a. en korridor gennem polsk territorium til fristaden Gdansk, som Hitler havde til hensigt fuldstændigt at indlemme i Stortyskland, og som i øvrigt lå op at det tyske Østpreussen. Som svar på kravet gav Storbritannien og Frankrig en række garantier til Polen. Tysklands invasion af Polen i september 1939 var således startskuddet til 2. Verdenskrig. Efter få ugers krig kom det vestlige og centrale Polen under tysk kontrol. Herefter satte Sovjetunionen – i overensstemmelse med en hemmelig aftale med Tyskland – sine tropper i bevægelse, og indlemmede det østlige Polen i Sovjetunionen. I polsk historievidenskab regnes dette ofte som den 4. deling. Man skal dog huske på, at af de 13 millioner polske statsborgere, som herved blev indlemmet i Sovjetunionen, var det sikkert ikke mere end 5 millioner som kunne regnes for etniske polakker.
Polen blev fyldt med nazistiske udryddelseslejre
Sovjetunionen foretog en grundig etnisk udrensning, og store dele af polakkerne blev flyttet til bl.a. Sibirien. Senere oprettede Tyskland koncentrationslejre i Polen og gennemførte en systematisk udryddelse af den jødiske befolkning. Krigen gav også enorme skader i Polen. Bortset fra Krakow og Poznan, som kom relativt uskadt ud af krigen, var ødelæggelsesprocenten i alle større polske byer over 40 – stort set ingen bygninger var intakte. Fra januar til marts 1945 besatte Sovjetunionen Polen i takt med at de tyske tropper blev drevet mod Vest. Den Nationale Frihedsbevægelse (en kommunistisk domineret modstandsbevægelse) overtog kontrollen med Polen, og nægtede at samarbejde med den polske eksilregering i London. Efter Stalins løfter om afholdelse af frie valg anerkendte vestmagterne den sovjetisk støttede regering.
Afslutningen af 2. Verdenskrig førte til, at man ændrede på en række grænser i Europa; for Polen blev resultatet, at den sovjetiske anneksion af Polens områder i Øst blev fastholdt, til gengæld fik det nye Polen en stor luns af det østlige Tyskland, herunder Gdansk, hvor man måske nok kunne diskutere om den var halvpolsk, og de rent tyske byer Wroclaw og Szczecin. Hvis man kigger på et landkort kan man konstatere, at Polen rykkede 250 Km mod vest. Grænseændringen blev ledsaget af etniske forflytninger, hvor etniske tyskere blev sendt til Tyskland. Til gengæld modtager det nye Polen etniske polakker fra de sovjetokkuperede territorier – og disse kommer i høj grad til netop Gdansk, Wroclaw og Szczecin. Ældre borgere i Wroclaw vil fx som regel kunne fortælle en historie om, hvordan familien kom fra den nu ukrainske by Lviv.
I efterkrigstiden var der en stærk længsel efter de tabte polske byer, Lviv og Vilnius, og den kan fortsat findes i den ældre generation. Omvendt ventede tilflytterne i de nyerhvervede (eller på polsk – generhvervede) tyske områder hele tiden, at tyskerne en dag ville være stærke nok til at komme tilbage og tage, hvad der tilkom dem. Det medførte også, at Wroclaw og Szczecin i hele efterkrigstiden ikke modtog de samme investeringer, som resten af Polen. De jøder, som havde overlevet nazisternes koncentrationslejre søgte ofte mod Israel eller andre vestlige lande, og Polen blev herefter en af de etnisk set reneste nationer i Europa.
Efter krigen blev der under sovjetisk kontrol dannet en koalitionsregering. Stalin stod overfor vestmagterne som garant for, at Polen ville gennemføre demokratiske valg, og at der ville komme et nyt styre, som levede op til demokratiske normer. Metoden var, at Stalin gennemtvang en sammenlægning af partier og dannede en antifascistisk koalitionsregering, som kommunisterne i løbet af kort tid kontrollerede. I begyndelsen blev administrationen i stort omfang varetaget af den Røde Hær, som selvfølgelig arbejdede sammen med deres venner i den kommunistiske modstandsbevægelse. Valget i 1947 medførte, at kommunister og socialister i fællesskab fik 85% af pladserne i parlamentet, men der er ingen tvivl om, at dette resultat blev opnået ved valgsvindel. Dermed bevarede Stalin sin indflydelse på landet, og Polen sagde da også nej tak til deltagelse i Marshall-planen. I 1948 gennemførtes en udrensning i kommunistpartiet, hvor den moderate generalsekretær Gomulka smides i fængsel og i 1949 blev der indsat en russisk general som chef for Polens væbnede styrker.
Lange køer blev symbolet på indkøb i Polen under kommunismen
Hermed var overtagelsen af Polen egentligt overstået, vestmagterne opgav at kæmpe for Centraleuropa og kommunistpartiet fik et faktisk magtmonopol. Det blev i begyndelsen en planøkonomi, som lagde hovedvægten på sværindustrien og nedprioriterede produktionen af forbrugsvarer. Den politiske situation gjorde også, at kontakten med Vesteuropa stort set forsvandt.
Wladyslaw Gomulka – leder af Kommunistpartiet og Polen 1956-1970
Stalin døde i 1953 og herefter lettedes jerngrebet om Sovjetunionens satellitstater. I 1956 overtog den i 1948 afsatte Gomulka igen ledelsen af kommunistpartiet efter at stalinisten Bierut var død på en partikongres i Rusland. Det havde været hårde år med genopbygning, men 60erne gav en pæn vækst. Man tillod en vis decentralisering i økonomien og visse eksportvirksomheder fik lov til selv at planlægge deres aktiviteter. Små private virksomheder var tilladt i det kommunistiske Polen og fungerede hele tiden sideløbende med den statslige økonomi. Disse småvirksomheder kunne til en vis grad opfylde forbrugernes krav om varer og serviceydelser, som planøkonomien ikke var i stand til at opfylde.
Efter reformer i Tjekkoslovakiet opstod et studenteroprør i Polen i 1968. Det var umiddelbart efter seksdageskrigen i Mellemøsten i 1967, hvor amerikansk militært udstyr vandt over sovjetisk udstyr – til østblokkens klare mishag. I Polen etableredes en antizionistisk kampagne, hvor studenteroprøret blev gjort til en zionistisk sammensværgelse. De få tilbageværende polske jøder blev i den forbindelse chikaneret til at forlade Polen. Kampagnen gav en emigrationsbølge til Vesteuropa og Israel.
I august 1969 gik Sovjetunionen og Centraleuropa sammen i Østblokkens svar på NATO – Warszawa-pagten, som senere på året invaderede Tjekkoslovakiet. Dermed forsvandt håbet om reformer i Østeuropa, og Sovjetunionen slog fast, at man ikke accepterede afvigelser fra en fælles kurs.
Vesteuropa udviste i 60erne en fantastisk økonomisk vækst, som Centraleuropa og Polen ikke var i stand til at leve op til. Stagnationen førte i 1970 til strejker og selvransagelse i Polen. Gomulka blev i 1970 afsat efter at militæret var blevet sat ind mod strejkende arbejdere. Han blev afløst af Gierek, som med velsignelse fra Sovjetunionen åbnede for politiske, økonomiske og handelsmæssige forbindelser til vesten. Polen lånte en masse penge og investerede store summer i en modernisering af produktionsapparatet og infrastrukturen. Det gav nogle år med enorm vækst i Polen, der blev skabt nye lejligheder og infrastruktur og industrien blev moderniseret. Pengene kom dog for hurtigt, og det var vanskeligt at omsætte de enorme summer til effektive investeringer, hvilket også var med til at fremme korruptionen. Låntagningen i vestlig valuta lagde også hårdt pres på valutaindtægterne, og medførte, at Polen i 1980’erne gik i de facto betalingsstandsning. Lånene blev delvist eftergivet efter 1989, men Polen betalte stadig af på disse til ind i det nye årtusind.
Militærets indgriben i strejkerne 1970 blev hængene som en skygge over Polen, og landet var præget af uroligheder i hele perioden fra midten af 1970’erne. Urolighederne blev ofte indledt blandt de arbejdere, som var vant til at have en privilegeret stilling – minearbejdere og skibsværftsarbejdere – som havde specielle luksusbutikker og lønninger som oversteg selv højtplacerede intellektuelle arbejdere.
I 1980 var der ”valg” til parlamentet i Polen, og kommunistpartiet med støttepartier fik 99,9% af stemmerne. Samme år – lige før jul – blev landet ramt af store prisstigninger på fødevarer. Det var en uligevægt, hvor befolkningen mente, at staten burde kunne levere flere varer, end den havde til rådighed. Prisstigningerne udløste vrede og landsomfattende strejker, som startede på Skibsværftet i Gdansk med deltagelse af den uafhængige fagforening Solidaritet. I løbet af nogle få måneder fik Solidaritet 9 millioner medlemmer.
De kommunistiske myndigheder havde problemer med at håndtere situationen, og blev også presset fra Moskva. Resultatet blev, at Solidaritet blev legaliseret i et forsøg på at inddrage dem i styret og dermed give dem ansvar for det, som skete. Både strejker, uroligheder og presset fra Moskva fortsatte imidlertid, og i december 1980 gennemførtes store militære øvelser på grænsen til Polen. Det er en tydelig trussel om militær intervention, hvor USA’s daværende præsident Jimmy Carter i øvrigt engagerede sig i et forsøg på at stoppe en eventuel militær intervention.
Der var nok især to begivenheder i 1980erne, som var afgørende for Polens udvikling i disse år. Den ene var Gorbatjovs overtagelse af ledelsen i Sovjetunionen (1985). Gorbatjov slækkede på de ideologiske krav og prøvede at gennemføre økonomiske reformer. Den anden begivenhed var valget af Karol Wojtyla til pave i 1978. Det gav polakkerne en følelse af at betyde noget internationalt og gav mod til at sætte sig op mod det politiske system. Det var også væsentligt, at man ikke rigtigt kunne forbyde Paven at rejse rundt i Polen med prædikener, hvor han talte om ”forandringer”.
General Jaruzelski
I februar 1981 overtog General Jaruzelski posten som Regeringschef. Selv om Jaruzelski var en god kommunist, var han nok mere soldat. Efter en række nye uroligheder indførte Jaruzelski i december samme år militær undtagelsestilstand, forbød Solidaritet og internerede oppositionen.
Undtagelsestilstanden varede ved til 1983 hvor Paven besøgte landet. Den polske befolkning udviste en overvældende begejstring for den polskfødte pave, og myndighederne var tvunget til at balancere mellem befolkningens krav og truslen om militær intervention.
Selv efter at undtagelsestilstanden var ophævet fortsatte Jaruzelski sin linje, som mest mindede om et militærdiktatur. Gorbatjovs reformpolitik i Sovjetunionen var fra 1985 grundlag for lignende reformer i andre østbloklande og truslen om militær intervention lettedes. I slutningen af 1980’erne sås nye strejker og fornyede krav om reformer i Polen på et tidspunkt hvor økonomien nåede et nyt lavpunkt.
En enorm inflation og økonomisk kaos gjorde, at styret besluttede sig for at give Solidaritet et medansvar for de ændringer, som alle er enige om var nødvendige. Styret forhandlede med Solidaritets ledelse i rundbordsforhandlinger, som blev transmitteret direkte på TV. Solidaritet blev legaliseret på ny og der blev aftalt frie parlamentsvalg med hemmelig stemmeafgivning. Kommunisterne betingede sig 2/3 af pladserne i underhuset (Sejm) medens valget til det nyoprettede overhus (Senat) skulle være fuldstændigt frit.
Send en e-mail til m@hardenfelt.dk hvis du gerne vil have en dansktalende guide til at vise dig de vigtigste steder i Warszawa.