Polen taber i Strasbourg
14. december 2023
Strasbourg afgiver endnu en dom i sag mod Polen
Dagens dom omhandler abortsituationen i Polen, og er en konsekvens af dommen fr Forfatningsdomstolen fra 2020, hvorefter det blev forbudt at foretage abort, selv om fosteret var vanskabt eller utvivlsomt ville dø i forbindelse med fødslen.
Siden da har abort kun kunnet udføres i forbindelse med seksualforbrydelser eller når kvindens liv er truet, men også her er systemet langsomt og uvilligt. Man nægter konsekvent at tage hensyn til muligheden for at moren begår selvmord i forbindelse med en fødsel.
Sagen var anlagt af en kvinde fra Warszawa, hvis foster havde en alvorlig kromosomfejl. Menneskerettighedsdomstolen afgjorde, at det var en krænkelse af kvindens ret til privatliv, at hun blev nødt til at rejse til udlandet for at få en abort.
En tidligere dom fra i tirsdags (12.12.2023) afgjorde, at Polen skal indføre en eller anden form for mulighed for at homoseksuelle par kan registrere deres parforhold.
Her en link til domstolens omtale af sagen (engelsk):
Den tidligere regering ville formodentligt have ignoreret dommene, mens den nye regering under Donald Tusk tager godt imod dommene, hvis indhold har kunnet forudsiges på basis af domstolens tidligere afgørelser. De to domme vil hjælpe med at ændre situationen i Polen, hvor der snart vil komme en magtkamp mellem parlamentet og regeringen på den ene side og præsidenten og Forfatningsdomstolen på den anden side.