Mens vi venter – portrætter
- november 2023
EN LILLE SERIE PORTRÆTTER AF MENNESKER, SOM NOK VIL SPILLE EN AFGØRENDE ROLLE I POLEN I DE KOMMENDE ÅR.
Andrzej Domański – kommende finansminister
I henhold til fortrolige forlydender, som inderkredsen i den Demokratiske Koalition (som de fremtidige regeringspartnere foretrækker at kalde sig) har hvisket til Hardenfelts Polen, vil den kommende finansminister blive Andrzej Domański.
De to vigtigste ministerier bliver styret af eksperter uden parlamentarisk erfaring
Hermed er to af regeringens afgørende ministerier besat af eksperter, som ikke tidligere har siddet i parlamentet. Adam Bodnar i Justitsministeriet, hvor opgaven bliver at føre Polen tilbage til et system, som både polske jurister og udenlandske domstole anerkender for at overholde principperne for et retssamfund. I Finansministeriet får Andrzej Domański opgaven med at håndtere et voksende underskud på Finansloven, som er forårsaget af stigende stive sociale udgifter og et militærbudget, som er planlagt til at stige fra 2% til 4,2% af bruttonationalproduktet.
Ung og dynamisk med speciale i finansiel adfærd
Den kommende finansminister er uddannet på krakows Økonomiske Universitet og har haft en karriere i Finanssektoren samt som underviser i finansiel adfærd på det anerkendte private universitet SWPS, hvor også Bodnar har været dekan i pausen efter at han ophørte som ombudsmand i 2021 og til sin overtagelse af justitsministerposten i midten af december (jeg har tidligere skrevet slutningen af november, men det var en fejl). Andrzej Domański er 43 år gammel, så vi taler om en ung og dynamisk person på finansministerposten
Relativt ukendt
Den kommende finansminister er relativt ukendt udenfor økonomiske kredse, men vi har hørt en smule om den planlagte politik i et nyligt radiointerview.
Ingen tilskud til boligkøbere
Andrzej Domański er skeptisk overfor at førstegangskøbere af lejligheder skal have tilskud til renter – et af den afgående regerings flagskibsprojekter. Domański forklarer, at det fører til prisstigninger på fast ejendom, og derefter vanskeligere tilgængelighed for kommende førstegangskøbere. Han vil bevare muligheden for karens i betaling af renter på boliglån, men hævder, at inflationen er faldende, og behovet således er begrænset. Det vil dog blive bevaret for boligejere i en dokumenteret vanskelig økonomisk situation.
Lønhop til lærerne
Til gengæld gentager den kommende finansminister løftet om en 30% lønforhøjelse til lærere, som i de senere år på grund af inflationen har fået et lønefterslæb. Han er også tilhænger af søndagsåbent i butikkerne, men det vil nok skulle forhandles med de øvrige partier.
Skatter og børnepenge
Med hensyn til skatter erklærer Domański at den Demokratiske Koalition har aftalt, at de stræber efter at nedsætte skatterne. Den kommende er dog skeptisk i forhold til dette, og peger på nødvendigheden af nye beskatningsområder. Her understreges det, at man ikke på langt sigt kan finansiere statens behov med gældsoptagelse (underskuddet bliver formodentligt 5% i år). Der er dog næppe lagt op til en større skattereform i den kommende tid.
I interviewet loves endvidere at opfylde den afgående regerings løfte om at hæve børnepengene fra 500 til 800 zloty om måneden, og alt andet ville efter min mening også være politisk selvmord.
Domański er så ukendt i den brede offentlighed, at ingen har lavet et billede uden ophavsret, jeg kan bruge her. I stedet vises et billede af finansministeriet.