Dom fra Forfatningsdomstolen ugyldig

19. december 2023

Opdateret artikel. Artiklen fra i går er slettet på grund af fejl.

Premierministeren har offentliggjort den første dom fra Forfatningsdomstolen – en relativt betydningsløs afgørelse som et svar på et fortolkningsspørgsmål fra en lavere domstol.

Alle domme fra Forfatningsdomstolen skal offentliggøres af premierministeren, inden de får gyldighed. Den tidligere regering undlod således at offentliggøre domme, som den fandt ubehagelige. Det er formodentligt en forbrydelse mod Forfatningen.

I Forfatningsdomstolen sidder 3 ulovligt udnævnte dommere, og efter langt de fleste forfatningsretlige eksperters synspunkt, er domme afsagt med deltagelse af en af disse ikke gyldige. De vil muligvis blive fjernet, men det vil kræve et slagsmål med både domstolen og præsidenten. De forsvinder imidlertid af sig selv om 6 måneder, når deres embedsperiode udløber.

Der var spekuleret i, at premierminister Tusk ville undlade at offentliggøre domme med deltagelse af en af de ulovligt valgte dommere, hvilket formodentligt ville være lovligt. Tusk har dog ikke ville udsætte sig for nogen anklager, og har valgt en mellemvej – han offentliggør dommen med en indledende note om, at dommen i henhold til menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg er ugyldig, eftersom sammensætningen omfatter en ikke bemyndiget person.  

Det bliver spændende at se konsekvenserne af dette notat, som af nogle domstole utvivlsomt vil blive set som at dommen er ugyldig, mens andre vil fastholde, at en dom er en dom. Der vil meget snart komme mere om dette, når Forfatningsdomstolens mere betydningsfulde domme skal offentliggøres.