Første parlamentssamling efter valget

13. november 2023

Det polske parlament blev i dag åbnet efter valget, og præsidenten holdt en formanende tale til begge parlamentets kamre, hvor han gjorde opmærksom på, at han vil anvende alle sine rettigheder som præsident, hvilket primært vil sige vetoretten, når parlamentet ikke kan skaffe 60% flertal. Og det kan de ikke i øjeblikket.

Den gamle premierminister Morawiecki afgav som påkrævet officielt sin afskedsbegæring, og blev genindsat som designeret premierminister få timer senere. Det er et enkelt positivt tegn fra præsidenten, som kunne have ventet med dette i 14 dage. Morawiecki vil nu modtage et mistillidsvotum den 27. november, hvorefter parlamentet vælger Tusk som premierminister. Det letter mange ting betydeligt, særligt i forbindelse med finansloven, som skal være vedtaget i januar.

Ellers var dagens største begivenhed, at hegnet og politikordonen foran parlamentet fjernes fra i morgen. I de sidste 7 år har parlamentet lignet en fæstning, og almindelige borgere har haft usædvanligt svært ved at nærme sig magtens cirkler. Det er en stor og symbolsk åbning.

Åbningen betød også, at journalisterne kunne gå uhindret rundt i parlamentet. Kaczynski blev interviewet af blandt andet rapportere fra den af regeringen hadede tv-station TVN, og formanden for regeringspartier svarede på deres spørgsmål – noget han ellers ikke har gjort i mange år. Det er helt nye tider.

I overensstemmelse med sin tidligere bestemmelse blev Marek Sawicki valgt til at åbne underhuset (Sejmen). Det er et medlem fra oppositionen, og tingene gik derfor glat igennem. Igen kunne præsidenten her have valgt et aldrende medlem af regeringspartiet, som kunne have lavet en helvedes masse problemer. Så præsidenten prøver tydeligvis at overholde sine forfatningsmæssige forpligtelser.

Holownia fra den kommende regerings højrefløj blev valgt som formand for Sejmen. Det er formelt den næstvigtigste post i Polen, og formanden for Sejmen afløser Præsidenten, hvis der skulle ske noget med denne.

Alle klubber får efter traditionen en viceformand. PiS har anmeldt Witek, som har været formand i de senere år. På trods af den generelle gentleman aftale om at alle skal være repræsenteret i ledelsen, nægtede oppositionen imidlertid at acceptere hendes kandidatur under henvisning til, at hun har overtrådt Sejmens forretningsorden talløse gange i sin embedsperiode. PiS er vred over dette, og nægter at komme med en anden kandidat i stedet for Witek.

Parlamentssamlingen fortsætter de kommende dage, og det bliver et fingerpeg om, hvad der vil ske i den kommende tid, men Tusk bliver altså først premierminister om 14 dage.