Anbefalede breve i elektronisk form i Polen
Det blev forsøgt allerede for nogle år siden, men dengang løb det ind i tekniske problemer og måske også manglende entusiasme.
Obligatorisk for virksomheder
Nu er systemet her imidlertid, selv om det først bliver obligatorisk om nogle år. Selskaber og selvstændigt erhvervsdrivende skal dog etablere en elektronisk konto i løbet af første halvdel af 2025.
Det offentlige afsender elektronisk
Alle breve fra offentlige myndigheder og domstole samt andre, som anvender systemet, vil herefter blive sendt til den elektroniske postkasse. Modtageren får en e-mail til sin normale e-mailadresse med meddelelse om, at der er ny post.
Lav selv en elektronisk postadresse
Den elektroniske postkasse kan etableres på adressen:
Her kan man logge på gennem sin elektroniske bank. Der er også en række andre metoder, blandt andet hvis man har nyere identitetskort/ pas (også danske) med indbygget elektronisk aflæsning.
Borgere uden e-adresse modtager hybridpost
For de borgere, som ikke har en elektronisk postadresse, vil anbefalede breve fra det offentlige herefter blive sendt som hybridbreve – dvs. i elektronisk form til postvæsnet, som printer dem og afleverer dem til borgerne – hvis man altså er hjemme og postbuddet gider ringe på døren. Ellers får man et awiso, og kan stå i kø på posthuset.
Tag på lang ferie uden at være bange for anbefalede breve
Den elektroniske postkasse gør, at man nu kan forlade sin adresse i længere perioder, uden at være bange for, at man får et anbefalet brev fra offentlige myndigheder. Hidtil har det nemlig været sådan, at breve blev anset for afleveret, hvis de ikke var afhentet efter 2 uger – og det har i nogle tilfælde været kostbart, hvis det offentlige har haft konkrete krav, som skulle opfyldes.
Domstolene er begyndt at bruge stævningsmænd
Domstolene ændrede systemet for et års tid siden, således at stævninger ikke længere anses som forkyndt efter to uger. I dag er det sådan, at hvis stævningen ikke er afhentet efter to uger, sender retten en stævningsmand ud, for at forkynde stævningen.