Den polske folkekarakter
Her behandles spændende emner som: #Mad #Er polakker alkoholikere? #Familiens betydning #Hvornår er man voksen i Polen? #Det er synd for Polen #Øst, Vest … ingen af delene #Kønnenes placering #Er polske piger søde? #Hvad med fyrene? #Hvordan taler man med en polak? #Polens placering i verden #Hierarki og ansvar #Tillid #Gud, kirken og Jomfru Maria #Dyrker polakker sex? #Er polakkerne racister?
Den polske folkekarakter
En meget lidt woke og dybt subjektiv beskrivelse af det polske folk. Jeg påtager mig det personlige politiske ansvar for alle fejl og understreger, at mennesker er forskellige.
Salmonsens konversationsleksikon, 2. udgave, 1925:
Polakkerne er bekendt som værende letbevægelige i sindet og hurtige til at opfatte; deres nationalfølelse er stærkt udpræget. Sydpolakkerne er mere livlige end de tungere nordpolakker, og beboerne i den vestlige del af landet er på grund af påvirkningen fra tyskerne mere udviklede end de under østlig indflydelse stående folk mod Øst. De stærkt konservative Mazowier omkring Wislafloden danner kernen i det polske folk, men når man i almindelighed taler om polakker, forbindes hermed gerne forestillingen om krakovianere, intelligente, livlige og undersætsige folk fra Krakow.
Polsk mentalitet
Polakker er … meget forskellige i deres holdninger til tilværelsen. Holdningerne ændrer sig også relativt hurtigt. Så det er utroligt svært at sige, at ”sådan er polakken”. Men selvfølgelig er der nogle fællesnævnere, for langt de fleste polakker har set de samme film, har fået gennemtæsket de samme bøger i skolen, og de får gentaget de samme ”sandheder” igen og igen.
I gamle dage var det lidt nemmere. Der havde man et statsfjernsyn og nogenlunde ensartet nyhedsformidling, så indtil 1997 var der en række universelle sandheder. Det begyndte at smuldre, da fjernsynsmonopolet blev brudt. I dag er det hele splittet op, og selv om der stadig er en stor del af befolkningen, som ser nyhedsudsendelser, kommer hovedparten af nyhedsdækningen og påvirkningerne generelt fra internettet og sociale medier.
Når man har boet et sted i mange år, så begynder man at opfatte gamle sandheder som evigtgyldige og er ikke altid med på, at samfundet udvikler sig. Jeg er selv gået i den fælde flere gange. Jeg har prøvet at ryste hovedet grundigt, forsøgt at glemme hvad jeg ved, og kigge på Polen på en helt frisk måde. Jeg er spændt på, hvor godt det vil lykkes.
Mad
Mad er mange ting. Mad kan være noget man indtager, sådan at kroppens behov dækkes. Mad kan være ritualer, det kan være erindringen om barndommen. Mad kan også være erindringen om sult eller frygt for sult.
Der er fortsat en symbolsk betydning i at dele maden i Polen. For ikke så længe siden var jeg til et foredrag om dansk kultur. Under den efterfølgende diskussion fremhævede en af tilhørerne danskernes selviske optræden – hvis du kommer til et dansk hjem, vil du ikke blive inviteret på så meget som en tallerken suppe, og her i Polen deler vi ALT.
Hendes indlæg fik mig til at tænke på Polen i 1990’erne, hvor jeg simpelt hen fik madlede og spiseforstyrrelser, fordi jeg fik nok af at blive tvangsfodret hver gang jeg besøgte min kærestes omfangsrige familie.
Jeg troede egentligt, at mad-dele-kulturen var lidt på tilbagetog blandt den yngre storbybefolkning. Det er den måske også, men den eksisterer stadig. Særligt i mindre byer er besøg forbundet med kager (hjemmelavede!), men også noget mere solidt.
Delekulturen kan som nævnt blive en tvangskultur. Ofte forventes det, at du som gæst spiser, og mange vil se det som en fornærmelse, hvis du ikke tager rigeligt for dig af de tilberedte retter og roser den lækre mad. Så … ÆD! – hvis du ikke vil fornærme din vært. Men vent til du er blevet opfordret. Og selv hvis du siger ”nej tak” vil nogle være overbevist om, at du siger nej af høflighed, og de vil gå langt for at overbevise dig om ”lige at prøve”.
Ældre mennesker vil stadig huske perioden efter 2. Verdenskrig, hvor sulten bankede på døren. Man kan lide at have lagre, bare hvis der skulle ske noget. Og som tilhøreren i mødet om dansk kultur fremhævede – det er vigtigt at dele. Jeg har såmænd også set oplagring hos yngre mennesker, som har gennemlevet vanskelige tider. Det er rart at have fyldt op i køleskabet og nogle langtidsholdbare dåser i skabet. Og så var der også en gang man fik en halv gris fra landet, som skulle opbevares. Det gør man ikke mere, men det ligger i den kollektive erindring. Til gengæld er syltning ganske konkret. Mange mennesker har en kolonihave, og vi ved alle sammen, at mad smager bedre, hvis man selv har dyrket den. Og hvis man ikke dyrker selv, kan man gå på svampejagt i skoven. Også disse produkter bliver hældt på glas og gemt til resten af året. Som regel har man for meget af det, så glassene bliver distribueret til familie og venner.
Oplagringen af fødevarer skal dog stilles overfor et modsat trend. Supermarkederne sælger ultraforarbejdede fødevarer, og mange – særligt yngre generationer – glemmer alt om madlavning og opbevaring af fødevarer. Det skal bare være nemt og hurtigt. Og det kan blive endnu nemmere, hvis man simpelt hen bestiller sin mad fra den lokale Lille Frø (Żabka – Polens svar på 7/11), pizzamanden eller shawarmabaren, som leverer aftensmaden i en plasticpose, uden at man behøver forlade lejligheden.
Hvis man skal kontrastere med Danmark, så drejer mad sig nok stadig mere om at blive mæt. Hvis man går på restaurant, skal maden være rigelig. Det betyder ikke, at maden ikke skal smage godt, men den skal først og fremmest mætte. Og selv om det er på tilbagetog, så er der nok også stadig lidt mere ærbødighed for mad, som noget rituelt, noget man ikke bare smider ud.
Er polakker alkoholikere?
Polen er kendt for at ligge i vodkabæltet, og mange danskere har fortsat et billede af polakker som drikker sig i hegnet, så snart der er en mulighed for det. Og det kan næppe benægtes, at vodka var en væsentlig trøstslukker i 1980’erne og 1990’erne, hvor økonomien hang i laser, maden bestod af suppe, billige pølser, kartofler og kål, men hvor vodkaen var relativt billig. Kammeratskaber blev båret frem af vodkaflasken, og hvis folk ikke drak, så måtte det være fordi, de forsøgte at skjule et eller andet.
Det er imidlertid længe siden.
Men selv i de gode gamle dage var vodkadrikning kun noget, der skete lejlighedsvis. Mange polske bekendte ryster vantro på hovedet, når det går op for dem, hvor stort et hverdagsindtag den gennemsnitlige dansker har af øl og vin. Når talen så falder på, hvornår folk kan drikke til skolefester bliver masken ofte lidt stram. Unge mennesker i Polen drikker kun i det skjulte. Men der er en ting, de fleste polakker misunder danskerne – muligheden for at købe en høkerbajer og sætte sig i en park eller på en offentlig plads og nyde det gode vejr i venners lag. Det sætter lovgivningen og politiet en stopper for i Polen.
Selv ved store selskabelige begivenheder, hvor bevidstløshed tidligere har været målestokken for om selskabet var vellykket, synes folket at gå roligere til flasken i dag end tidligere. Ved det sidste polske bryllup jeg deltog i, var der stadig masser af vodka til overs efter festen, mens værterne måtte ud og skaffe mere vin, som traditionelt mere har haft en dekorativ funktion.
Det er nu ved at udligne sig. Selv om drikke-sig-stangstiv-i-vodka er ved at være en saga, så prøver værtshusene i bycentrene at promovere kunstfærdige shots til at booste stemningen. Og så er rigtigt mange mennesker begyndt at drikke et glas vin til maden eller nappe et par bajere om aftenen. Dette daglige forbrug var absolut ikke hyppigt tidligere.
Så … alt i alt: Vinderen er DANMARK med 12 liter ren alkohol pr. voksen om året, mens polakkerne gør hvad de kan, men kun når 9,7 liter om året (og det er ikke fordi der er specielt meget hjemmebrænderi).
Familiens betydning
Familien er det grundlæggende sociale netværk i Polen. Loven foreskriver, at kan man ikke klare sig selv, så skal man give økonomisk hjælp til forældre, bedsteforældre, børn, børnebørn, og endda onkler, tanter, fætre og kusiner. Det er nu sjældent, nogen går i retten. Bevidstheden om at familien hjælper hinanden er ikke til diskussion, og de fleste ved ikke, at lovgivningen forpligter familien til at støtte hinanden. De gør det bare.
Baggrunden er et samfund, som ikke har haft bistandshjælp, hvor arbejdsløshedsunderstøttelsen har været minimal og hvor SU under studierne har været stipendier for de dygtigste. Det kan også være, den katolske familietradition har en vis betydning. Under alle omstændigheder – en polak stoler ikke på at hans stat hjælper, hvis man har sociale problemer, men de fleste stoler på, at familien gør det.
Det gør også, at større udgifter ofte bliver et sammenskudsgilde – uanset om det drejer sig om en ny cykel til teenageren, en computer eller en lejlighed, samler hele familien ofte sammen i fællesskab. Familiefølelsen gør også, at man gør hvad man kan for at efterlade noget til arvingerne, og det er ikke sådan, at unge mennesker får en pose penge. Familien vil ofte snakke sig til rette om, hvem der har mest brug for bedstemors lejlighed, når hun dør eller flytter hjem til et af børnene – for det er stadig ikke god stil at sende sine forældre på plejehjem, selv om antallet af private og glimrende plejehjemspladser er stigende.
Pengebytteriet fører også til social kontrol. Når man har fået en ny cykel eller bedstemors lejlighed, bliver man på en eller anden måde skyldig, og er nu selv med til at samle sammen til de øvrige familiemedlemmer. Det gør nok også, at man lytter lidt mere til resten af familien, og ikke selv tager store og pludselige beslutninger.
Som nævnt hjælper man hinanden. Bedsteforældre forventes derfor at tage sig af børnebørnene. Der kan være vanskeligheder med vuggestuepladser, og såmænd også børnehaver, men det træffer sig så lykkeligt, at kvinder kan gå på pension, når de fylder 60 år – lige nøjagtigt den alder, hvor man kan begynde at gøre gavn. Det hænder at de ældre gør oprør, men det er sjældent. Til gengæld kan de selv se frem til at komme til at bo hos et af børnene, når de kommer i den alder, hvor de ikke kan klare sig selv. Det er sjældent de ældre kommer på plejehjem, om ikke andet fordi børnene vil modtage misbilligende blikke fra deres omgangskreds, hvis det rygtes, at de sender deres gamle forældre ud blandt fremmede. Spørgsmålet er så, om det ikke er et system, der står for fald. Fra store solide børneflokke er polske kvinder holdt op med at føde børn, så hvis der overhovedet er efterkommere vil de normalt kun være maksimalt to. Så der er færre til at tage sig af ansvaret for de ældre.
Skolebog for 8. klasse: På vej mod at blive voksen – Forberedelse til familielivet
Hvornår er man voksen i Polen?
Lige som i Danmark kan man stemme og tage kørekort når man bliver 18. Man kan også købe alkohol, stifte gæld, gifte sig, og hvis man har penge til det, kan man flytte hjemmefra.
Men … det er nu de færreste, der har penge til at flytte hjemmefra. Hvis man endelig gør det, er det fordi familierådet har besluttet, at man skal have bedstemors lejlighed, eller hvis man skal studere i en by langt væk. Så vil forældrene nogle gange forsøge at skrabe penge sammen til at leje en bolig i nærheden af universitetet.
“Hvornår er man voksen”-testen vil nemt kunne gennemføres at alle, som har læst Den Lille Prins
Men … selv om unge polakker ofte understreger deres individualitet, så er man barn længere, end man er i Danmark. Og her er jeg klar over, at helikopterforældre og infantilisering af teenagere er på fremmarch i Danmark. Men det er stadig mere udbredt i Polen, hvor man er bevidst om at børn skal beskyttes. Mange danske børnebøger med eksplicit seksuelt, kropsligt og socialt indhold vil få polske forældre til at holde deres børn for øjnene. Som sådan mener jeg også, at mange unge polakker vokser op med en lidt mere ”uskyldig” holdning til tilværelsen end mange danske unge.
Mange forældre passer også grundigt på deres børn, selv efter at de er flyttet hjemmefra. Det er normalt, at man vasker tøjet hos mor og får en ordentlig madpakke, når man tager afsted. Det kan fortsætte som en tradition til en meget høj alder.
Traditionen med at hele familien hjælper til, er selvfølgelig også med til at øge den sociale kontrol. Man ved, hvem man skal holde sig til, og selv hvis en 18-årig får udbetalt en børneopsparing bliver denne ikke brugt til et sabbatår i Indien – i hvert fald ikke uden forældrenes velsignelse.
Polske unge flytter tidligere hjemmefra end deres jævnaldrende i Italien og Spanien (hvor de er i gennemsnit 30 år inden de forlader mors kødgryder), men 29 år i gennemsnit i Polen er trods alt en høj alder. I hvert fald hvis man sammenligner det med 21,7 år i Danmark.
Man kan spekulere over om den sene fraflytning er specielt katolsk inspireret, men jeg tror faktisk de fleste polske unge drømmer om bare at komme væk fra forældrenes omfavnelse. Problemet er lave lønninger, høje boligpriser og andre problemer, som gør det næsten umuligt for mange unge at komme væk fra forældrene. Men det lykkes trods alt for nogle, og det betyder, at man også kan finde polske teenagere på 35 og 40 år, som stadig har et værelse derhjemme.
Det er synd for Polen
Polens lidelseshistorie går langt tilbage og ligger som en kappe af bevidsthed over det polske folk. Polen er bolværket mod Rusland, bolværket mod muslimerne, Europas beskytter. Polen er nationernes Jesus – den nation, som skal lide for Europa. Og lidelsen ses her mere eller mindre bevidst som en naturlig del af tilværelsen.
Polakkerne har været dygtige til at eksportere den historie, så dygtige, at det er almindeligt kendt blandt folk i Vesteuropa, at Polen har lidt hårdt og fortjener forståelse.
I enhver krigsførende nation påvirkes børnene af forældrenes erfaringer, og det går måske også videre til børnebørnene. Folk som har været udsat for traumatiske oplevelser reagerer på forskellige måder på disse oplevelser, men der er altid elementer af smerte, sorg, skyld og andre følelser, som måske skjules, men alligevel vises på den ene eller anden måde.
Her har Polen selvfølgelig været påvirket i nogle generationer, stærkest måske fra 2. Verdenskrig, hvor alle var udsat for krigens rædsler, men også 1. Verdenskrig, hvor polakker var kanonføde for tre kæmpende imperier. Og bagefter kom en lang række krige for at fastslå det nye Polens grænser i forhold til naboerne. Lidelserne og omfanget er her usammenligneligt med Danmark, hvor meget få mennesker trods alt var i aktiv kamp eller blev myrdet i store grupper.
Jeg er imidlertid ikke sikker på, i hvor høj grad lidelserne under de to verdenskrige er direkte forbundet med den polske lidelseshistorie. Fortællingen er meget ældre, og her er det tvivlsomt, om man kan medtage lidelserne fra opstandene mod det russiske styre, som trods alt kun påvirkede en begrænset del af befolkningen. Katyn – hvor 22.000 polske underofficerer blev dræbt, fremhæves ofte som en del af lidelsen, men jeg har svært ved at se, at det havde en større indflydelse på det polske samfund, end de millioner af andre mennesker, som blev dræbt.
Lidelsen er en del af litteraturen og fortællingen om det polske folk – ikke bare den messianske fortælling, men i historien om mennesker, som lever i elendige ægteskaber, men opofrer sig for familiens og nationens skyld. Lidelse er smuk, og Polen står alene!
Her skal man heller ikke glemme den folkelige fortælling om Frankrig og England, som efter polsk opfattelse forrådte Polen ved udbruddet af 2. Verdenskrig. I stedet for med det samme at komme Polen til hjælp ventede Frankrig på at Tyskland løb landet over ende og indsatte en fransk marionetregering. England ventede derimod og håbede på en forhandlingsløsning. Selv om det ikke er de officielle fortællinger om 2. Verdenskrig, høres de overalt, og der ligger ofte en dyb foragt for særlig Frankrig og en vished om at Polen står alene.
Det ligger mig fjernt at benægte, at Polen rent faktisk har haft en hård periode i det 20. århundrede, selv om … mange mennesker i mange lande led frygteligt. Men bevares … Polen var den nation, som blev ramt hårdest i forhold til folketallet.
Af historien fra før 1. Verdenskrig er den polske lidelse egentlig ganske banal. Polen-Litauen var en stormagt i 1500-tallet. Den var aggressiv, ekspanderende og undertrykkende. I Øst skabte Polen kolonier, hvor bønderne blev undertrykt på en måde, som er uden sammenligning med situationen i Vesteuropa. De livegne polske bønders situation kan bedst sammenlignes med de afrikanske slaver i Amerika. Samtidigt kom Polen ikke med i den begyndende omstilling af økonomien i Vesteuropa, hvor produktionen blev stadig mere specialiseret. I mellemtiden producerede og eksporterede Polen landbrugsprodukter, som de kun kunne tjene penge på, fordi bønderne blev betragtet som genstande eller dyr, der blot skulle fodres tilstrækkeligt til at overleve.
Polens decentraliserede politiske system gjorde, at landet ikke kunne opretholde sin position som europæisk supermagt, og i en række religions- og selvstændighedskrige fra 1570 til 1795 med deltagelse af russere (ortodoks kristne), svenskerne (protestanter), tyrkere (muslimer), ukrainere og andre, mistede Polen gradvis sin magt og forsvandt til sidst fra verdenskortet. Det er en sørgelig fortælling, men det er trods alt en fortælling, som har gentaget sig igen og igen i verdenshistorien. I nogenlunde samme periode, med kulmination i 1864, mistede Danmark endegyldigt sin stormagtsstatus og blev en lilleputstat.
Som genopstået nation har Polen dog måske mere brug for en romantisk fortælling, og intet tyder på, at polakkerne vil lægge mindre vægt på deres lidelse over de kommende år. Selv om … måske er der ved at opstå en ny gruppe unge, som ser Vesteuropa som deres fædreland, og som ikke lægger så meget vægt på myterne om det lidende Polen. Det vil kun tiden kunne vise.
Øst, Vest … ingen af delene
Det første påtrængende spørgsmål er, hvad er Øst og hvad er Vest?
Hvis man hører til i Vest, er folk fra Øst mindre civiliserede … mindre udviklede, mere primitive end beboerne i Vest. De er også mere religiøse og lægger større vægt på traditioner. De bryder sig ikke om nye ting og de er skeptiske i forhold til store byer og udlandet, som har en tendens til at depravere folk.
Og hvis folk fra Vest skal definere sig selv, så er de åbne i forhold til den vestlige verden, omstillingsparate, kan lide udenlandsrejser, respekterer folks ret til at tro på Gud, men behøver ikke nødvendigvis selv gå i kirke. De kan lide nye ting og accepterer forskellighed.
Og hvis man kommer fra Øst vil man nok være enig i det med traditionen, religionen og lægge vægt på polskheden, mens vi alle ved, at folk depraveres og bliver grådige og umoralske, når de forlader deres fædrene jord.
Det er populært at henvise til de gamle zoner, når man taler Øst og Vest. Har området været tysk, russisk eller østrigsk? Indbyggerne i Polen er imidlertid blevet så blandet, at det er en ikke særligt overbevisende argumentation. Folk i Vest – dvs. Wroclaw og Szczecin, er overvejende folk som blev forflyttet fra de østlige områder, der i dag ligger i Ukraine. Det er ikke uden betydning, særligt når vi taler om byer, som ikke blev ødelagt under 2. Verdenskrig – fx Krakow og Poznan, men Øst og Vest har holdningsmæssigt efter min mening mere at gøre med befolkningstætheden.
Egentligt vil meget af Øst-Vest problematikken kunne oversættes som ”Udkantspolen”, og man taler også om Polen A og B eller nogen gange om Polen A, B og C for at henvise til de gamle russiske, tyske og østrigske områder
Man finder imidlertid også mange, som lægger vægt på Polens særegenhed. Polen er hverken Øst eller Vest, hævder de. Polen er en mellemting, et blandingssamfund, som har indsuget elementer fra begge verdenshjørner. Man har efterhånden råbt højt så længe, at de fleste nu ved, at Polen ikke ligger i Østeuropa, men i Centraleuropa.
Men uanset hvordan man definerer det, så er Polen opdelt holdningsmæssigt; og hvis man som vesteuropæer spadserer rundt i Warszawa, Gdansk, Wroclaw eller Krakow – så vil man egentligt ikke føle den store forskel mellem disse byer og andre større vesteuropæiske byer. Til gengæld vil man opleve en kulturrejse, hvis man tager til Lublin eller Bialystok.
For at vende tilbage til Øst og Vest er forskellen måske meget mere enkel end alt det tankespind, jeg har lavet de sidste 8 afsnit. Måske er man i virkeligheden mere konservative på landet, forstået på den måde, at man ikke kan lide uklarheder og tvivl i sin verdensopfattelse. Tingene skal helst være tilrettelagt på en bestemt måde. Vest er måske derimod de mennesker, som er påvirket af en verdensopfattelse, hvor man stiller spørgsmålstegn ved mange af de ting, man støder på i sin vandring gennem verden.
Kønnenes placering
Som med så meget andet, er det ikke så nemt i Polen. Nogle ældre herrer vil fortsat tage damernes hånd og placere en antydning af et kys på den, andre vil slikke lidt på hånden, specielt hvis det er en særligt attraktiv kvinde. Det er en gammel sædvane, som skal vise en ridderlig respekt for det svage køn. Det ses nu sjældent i byerne, men det er ikke så mange år siden, det var ganske almindeligt. Jeg kender ikke ret mange kvinder, som synes, det er fedt.
Det er dog ikke entydigt. Traditionelt forventer polske kvinder, at mændene holder døren for hende, venter med at gå ind i en elevator, holder stolen på restauranten og en masse andre galante ting. Og selv om det er på tilbagegang, er der faktisk stadig mange kvinder, som vil anse dig for at være en bisse, hvis du går ind i en elevator, uden først at signalere, at kvinderne har førsteret.
Traditionelle kønsroller hersker fortsat mange steder. I familien er det oftest kvinden, som står for husførelsen, i hvert fald hovedparten af den. Og når børnebørnene skal passes, er det bedstemødrene man kommer efter, sjældnere bedstefædrene. Her er vi så igen inde i øst-vest opdelingen, for hvor en del af befolkningen ser dette som en naturlig tingenes tilstand, giver kvinderne i den anden del af Polen en langemand til den slags holdninger – og mændene har også fundet ud af, at det ikke nytter noget at holde fast på traditionelle kønsrollebegreber. Unge og midaldrende mænd identificerer sig i stigende omfang som bløde mænd.
Mange kvinder er frustrerede over forventningerne til deres placering i samfundet og definerer sig som feminister. Nu er feminisme mange ting, jeg troede engang det handlede om lige muligheder for alle, uanset køn. Mange polske feminister understreger imidlertid deres kvindelighed, og forventer en særlig anerkendelse af deres køn. Som sådan er det ikke entydigt, hvad det egentligt betyder, når folk taler om feminisme, ligesom der ikke er en klar holdning til, hvad kvindernes og mændenes roller skal være i Polen.
Til gengæld er der så også mange kvinder, som ikke spekulerer så meget på det. De tager nogle solide uddannelser indenfor fag, hvor de forventer, deres arbejdskraft værdsættes. Når man kigger på læger, jurister og universitetslærere er hovedparten kvinder, og rigtigt mange af dem er hverken feminister eller det modsatte. De skal bare have en karriere. Det er lidt den samme trend, som ses i mange andre europæiske lande.
Og der er rig mulighed for at udvikle karrieren. Hver kvinde føder i gennemsnit 1,26 barn, så det er ikke børnefødslerne, der står i vejen. Og måske er ønsket om en karriere rent faktisk en væsentlig del af den lave fertilitetsrate. Og særligt i byerne synes mange ikke at have travlt med at stifte familie. Gennemsnitsalderen for indgåelse af ægteskab er 29 år, mange gider slet ikke – dvs. enten lever de på polsk, eller også vælger de bare at leve alene. Det gør også, at karrierekvinderne ikke bare lader sig forme af en prins, som kommer ind i deres liv, efter at de har taget en uddannelse og fået et godt job.
Endelig kan vi kigge på kønnenes placering i forhold til kønsidentifikation. Kønsrelativisme er et emne, som kan få mange traditionelt tænkende medborgere helt op i det røde felt, og mange er bange for, at skoler og børnehaver er i gang med at opdrage en bande blå-lyserøde hermafroditter, der parer sig som regnorme. Det er nu langt fra tilfældet. Polske skoler er relativt konservative, men blot ideen om, at man ikke er 100% mand eller 100% kvinde kan føre nogle mennesker til angstanfald.
Foreløbig er der dog ikke noget at være bange for. Langt de fleste polakker identificerer sig som rigtige mænd eller rigtige kvinder, i modsætning til i Danmark, hvor de fleste mennesker føler, at de både har maskuline og feminine træk.
Er polske piger søde?
Det traditionelle og uundgåelige spørgsmål, da jeg kom til Polen i 1990’erne var, ”hvad synes du om polske piger”? I begyndelsen prøvede jeg at svare høfligt, at de da var meget søde, men efterhånden blev spørgsmålet gentaget så hyppigt, at jeg fik opkastningsfornemmelser, når jeg hørte det. Det virkede som om, polskheden skulle bekræftes ved at jeg som udlænding berømmede de polske kvinder.
1990’erne var i øvrigt dengang mange polske piger anså en fyr fra Vesteuropa eller Amerika som en billet ud af den økonomiske elendighed. Eller måske var det ikke bare det – de vesteuropæiske mænd havde penge til at feste og de var gladere end de polske mænd, der som regel grublede over deres fremtidsudsigter. Uanset årsagerne er der imidlertid ingen tvivl om, at der var en periode i Polens historie, hvor det at komme fra Vest havde enorm sexappeal.
Det er slut! Det vil sige, det er det ikke helt, for polske kvinder er udforskende, og mange vil synes, at en udenlandsk mand er spændende. Men her tror jeg egentligt ikke de adskiller sig fra kvinderne andre steder i verden. Det ukendte er altid mere spændende end det velkendte.
Så nu vil jeg – endelig – vende tilbage til overskriften; er polske piger søde? Svaret er: ”ja”. Som jeg antydede i foregående afsnit, tror jeg ikke nogen dansk fyr skal regne med at finde en underdanig husmor i Polen, men … hvis man kommer fra Danmark lægger polske kvinder klart mere vægt på deres kvindelighed, de klæder sig mere feminint, og de er langt bedre til at flirte og de kan lege med gnisten mellem kønnene, på en måde, som måske ikke er helt velset i Danmark. De er måske ikke helt så dygtige som i Frankrig eller Spanien, men de er heller ikke helt så håbløse som i Skandinavien.
Og så vil jeg vende tilbage til det søde, som jeg ikke opfatter udelukkende positivt. Polske kvinder smiler meget og bevæger sig feminint, men … jeg mangler lidt den dyriske aggressivitet, som nogen gange ses blandt ukrainske og østeuropæiske kvinder. Der kan mangle en udfordring til at bevise noget. Det hele kan blive lidt for ”sødt”. Det er selvfølgelig provokerende, det er ment som en provokation, men det er også et svar på det spørgsmål jeg har modtaget så mange gange, at jeg har været nødt til at spekulere over det.
…… Hvad med fyrene?
Det er så et emne, jeg ved lidt mindre om, men så vidt jeg har forstået, er der ganske stor forskel på polske fyre. Mange vil være meget ridderlige, invitere deres hjerte dame ud og holde stolen for hende, købe blomster og gøre alt for at overbevise hende om, at hun er det mest unikke, Gud nogensinde har konstrueret.
Omvendt har jeg også hørt beretninger om polske mænd, som efter et par øl og en dans forventer han kan gå med dig hjem, og når du så beder ham købe en pakke kondomer vifter han med hånden og siger, at så kan det være lige meget.
Hvis en polsk fyr er i et forhold, vil han ofte være lidt mere alvorlig med sine ”hensigter” end en dansk fyr nødvendigvis vil være. Men igen … livet er lidt mere alvorligt i Polen, end det er i Danmark.
Hvordan taler man med en polak?
Det er måske ikke altid så nemt at etablere den første kontakt. I nogle områder ser man ikke på hinanden, men i de fleste boligblokke siger folk dog ”god dag” når de går forbi hinanden.
Polakker vil meget gerne gå for at være åbne og venlige, og de fleste er overbeviste om, at sådan er polakker. Helt så nemt er det dog ikke. Man kan godt komme i kontakt med andre, når man går ud i de store byer, men helst når baren er stopfyldt. Ellers kommer man med sine medbragte venner, og taler helst ikke med folk fra andre grupper. Der er ikke nogen umiddelbar ”amigo”-hilsen overfor folk, man ikke kender i forvejen.
Det er et faktum, at polakker er skeptiske overfor fremmede. Hvis en fremmed henvender sig, vil man oftest forvente, at denne fremmede ønsker at få et eller andet fra dig. Også her har tingene ændret sig drastisk fra 1990’erne, hvor folk gjorde alt for ikke at have øjenkontakt med hinanden. Der mangler stadig tillid, men den er under opbygning, og folk har kontakt med hinanden.
Generelt er det en fornuftig ting at sige ”god dag” til mennesker, man møder mere end en gang. Så vil der blive skabt tillid. Øjenkontakt og smil er som i Danmark også gode metoder til at skabe tillid.
Det personlige rum er nogenlunde som i Danmark; man holder cirka en arms afstand fra sin samtalepartner. Kommer man for tæt på, bliver det ubehageligt (med mindre man danser). Der er nok en smule mere gestikuleren end i Danmark, men forskellen er marginal.
Det vil generelt ikke anbefales at efterligne ældre polakkers håndkys. I stedet vil et mellemfast håndtryk til mænd og et let håndtryk til kvinder samt en let hovedbøjning sende et signal om ligeværd, som vil blive værdsat af mange. I hvert fald i mere formelle sammenhænge og når man møder nogen første gang.
Omfavnelser og kys på kinden (et eller to kys) er almindelige hilsner blandt unge i sociale sammenhænge, både til goddag og farvel.
Polens placering i verden
Ingen polak er i tvivl om at Polen har været en europæisk stormagt. Danskere ved også at Danmark har været en stormagt, men det er mentalt skubbet længere væk end i Polen, hvor den gradvise afhugning af polsk territorium ses som en grov historisk uretfærdighed.
Samtidigt er man bevidst om, at Polens økonomiske situation har efterladt landet langt bagude i forhold til Vesteuropa. Det er så småt ved at ændre sig, men der er stadig en følelse af at være en mindre velstående slægtning – og nogle gange føler man sig også her udnyttet og misbrugt som leverandør af billig arbejdskraft.
Uanset det tabte territorium og den økonomiske situation er de fleste polakker klar over, at Polen er en stor nation. De 38 millioner polakker i Polen slås ofte sammen med børnebørn af udvandrede polakker, og på den måde kommer man op på omkring 20 millioner eksil-polakker. Hvis man så (som nogle politikere har forsøgt) slår det sammen med de polakker, der blev dræbt under 2. Verdenskrig, så er Polen pludselig næsten lige så stort som Tyskland. Det drejer sig måske ikke så meget om konkreter, men mere om følelsen af storhed.
Meget af dette har måske nok været med til at give en vis usikkerhed i forhold til resten af verden. Polen har et specielt forhold til Rusland, Tyskland, Ukraine, Ungarn og USA, og så et par andre lande, men alle forholdene er meget anspændte. Store ting er med til at opbygge selvtilliden. En skov af eksklusive højhuse i Warszawas centrum viser, at Polen er en ny udgave af Manhattan. Med Europas største andel af bruttonationalproduktet til militæret skaber Polen en hær af enorm størrelse. Der planlægges en central kæmpelufthavn, moderne miniatomkraftværker og der er gravet kanaler så man kan sejle ind i Polens kanalnet uden at komme i nærkontakt med russisk territorialfarvand. Meget af det er planlagt politisk, og formålet er at skabe en ny selvfølelse, men det er også noget mange polakker føler Polen fortjener. Det er noget Polen behøver, så de kan vise resten af verden, hvad Polen er.
Det går jo egentligt rigtigt godt i Polen, folk er generelt glade for deres liv og økonomi, selv om man selvfølgelig altid gerne vil have mere. Men der eksisterer en form for mindreværd i forhold til Vesteuropa, og netop dette mindreværd giver et behov for at puste sig op. Det kan ses i indledningen i Salmonsens konversationsleksikon, hvor Tyskland som det mest naturlige i verden angives som ”mere udviklede”. Og den bevidsthed eksisterer hos mange i Polen: Øst = underudviklet, Vest = udviklet – og det gælder også internt i Polen. Det skaber også et vist had til Tyskland, for er det egentligt retfærdigt, at det forholder sig sådan? Ud over manglende krigsskadeserstatning er Tysklands forbrydelse, at de er rigere end Polen. Og så selvfølgelig at de var med i delingen af Polen i perioden 1772-1918.
Polens anden store fjende er Rusland, som dominerede eller herskede i Polen fra begyndelsen af 1700-tallet. Det er en forbrydelse, for det burde have været Polen, som vandt den kamp og kom til at dominere Rusland. Det var en periode præget at stor brutalitet og forsøg på at udradere polsk nationalfølelse. I dag gentages historien om russernes forbrydelser uafbrudt – i skolen, litteratur, film, museer og fortællinger, og det hele gentages en gang til på sociale medier. Rusland er ond, og den seneste krig i Ukraine har fået bevidstheden om dette til at træde frem i lys luge.
Ukraine er også et særligt forhold. Dels er landet selvfølgelig et nabofolk, men Polen herskede frem til udbruddet af 2. Verdenskrig over store områder i det nuværende Ukraine. Masser af ukrainere har en polsk bedstefar eller mor, og masser af polakker nedstammer fra områder i Ukraine, og deres forfædre kan måske ikke klart defineres som ukrainere, polakker eller noget helt andet. Det tætte forhold har også givet ridser i kærligheden. Selv om det ikke er almindeligt anerkendt i Polen vover jeg den påstand, at store dele af Ukraine frem til 1648 var en polsk koloni. Khmelnytskijopstanden 1648-1657 skulle skabe en selvstændig ukrainsk stat, men endte med at knytte Ukraine til Rusland. Khmelnytski selv opfattes i Polen i dag som den personificerede ondskab, mens han i Ukraine er en nationalhelt. Under det østrigske styre i 1800’tallet søgte og fik det polske folk en vis selvstændighed i det østrigske Polen, mens de bekæmpede ukrainske bestræbelser for at opnå samme rettigheder. Og efter genoprettelsen af Polen i 1918 kom det til oprør, mord på polakker, polsk undertrykkelse, folkeforflytninger og mange andre grimme ting, hvor begge folk bærer en del af skylden for død og lidelse. En del af hadet mod ukrainerne eksisterer stadigt udbredt i Polen, selv om krigen til dels har forenet til kamp mod den fælles fjende – Rusland. Men der har alligevel udviklet sig modstand mod støtten til Ukraine og ukrainske flygtninge. Det ses tydeligt, når man taler med folk i mindre byer, det ses i graffiti og på de sociale medier.
Omvendt er Ukraine et gammelt polsk område, og en ikke helt ubetydelig gruppe vil gerne genetablere Polens gamle magt. Ukrainsk optagelse i EU kunne være en vej til dette.
Ungarn ses som en gammel allieret, og der eksisterer en fortælling om evigt broderskab mellem Polakker og ukrainere – ”Polak, Węgier, dwa bratanki, i do szabli, i do szklanki” – Polak og ungarer, to nære venner, både til sablen og til glasset; sådan siger man både på polsk og på ungarsk.
Dybt nede i mange polakkers hjerte er USA nok den eneste rigtige allierede. Landet ligger så tilpas langt væk, at det ikke blander sig i de daglige forhold, og samhandlen er af samme årsag begrænset. Den polske frihedshelt Kosciuszko kæmpede i den amerikanske uafhængighedskrig, masser af polakker er emigreret til USA, og Chicago betegnes nogen gange som den næststørste polske by. USA var afgørende for at Polen blev genetableret som selvstændig stat efter 1. Verdenskrig, og så ses amerikanske atomraketter som en garanti for fremtidig polsk selvstændighed.
Særligt nationalistiske polakker vil nok opfatte det meste af verden med en vis skepsis, særligt lande, som ligger tæt på. Mange ser international handel som et nulsumsspil, hvor en fordel for et land er et tilsvarende tab i et andet land. Når det går godt i Polen, må det gå dårligt i andre lande, og det er derfor naturligt, at de bliver misundelige på Polen – det er i hvert fald ræsonnementet fra tidligere premierminister Kaczynski, men han er absolut ikke alene om synspunktet.
Hierarki og ansvar
Sammenlignet med Danmark er Polen et samfund, der på alle planer er præget af, at der er nogle klare kommandolinjer. I de fleste familier ved man, hvem der er ansvarlig for hvad, og mange børn (men selvfølgelig ikke alle) har stadig respekt for far og mor, både som børn, men også som teenagere og unge voksne.
Hierarkiet forplanter sig også ud i samfundet, hvor man sjældent vil finde en flad organisationsstruktur. Der er også mange symboler knyttet til magt og ledelse, og nogen gange har jeg indtryk af, at ledende medarbejdere lægger lidt for stor vægt på, at alle kan se, at de er ledere.
Denne struktur medfører også, at få er villige til at påtage sig et ansvar for at træffe en beslutning. Man ringer først og spørger den overordnede eller sikrer sig en underskrift, sådan at man har sikret sin røv. Det er altid godt, at der er en, man kan skyde ansvaret på.
Enhver borgmester i en større by har 3-4 viceborgmestre, som han personligt har udvalgt, og disse har selvfølgelig også alle deres assistenter, som i fællesskab danner borgmesterens ”hof”. Den samme struktur ses i de fleste statslige organisationer og statskontrollerede virksomheder, hvor toplederen udnævner assistenter, fordi vedkommende har en personlig tillid til dem, og disse udnævner så egne assistenter. Det giver ofte et spind, hvor folk er ansat i ledende stillinger, fordi man ”kan stole på dem”. Og i større offentlige organisationer, som for eksempel Socialforsikringsanstalten, kan dette spind blive ekstremt.
Chefen er mange gange Gud, som man er bange for. Det gør også, at unge specialister sjældent får de udfordringer, de drømmer om, for vanskelige opgaver og inddragelse er belønninger, som uddeles indenfor et spind af kontakter, og mange gange virker det, som om man er lidt bange for, at de yngre og uprøvede kan komme til at udfordre ens egen magt.
Sideløbende eksisterer en kultur med vennetjenester og kammerater, som nogle gange kan virke en anelse mafiøs. For mange er et godt job noget man skal anbefales til, og har ikke nødvendigvis noget at gøre med kvalifikationer. Hvis man således vil frem i verden, vil man ofte prioritere netværk frem for at opgradere sine kvalifikationer. Det er selvfølgelig en struktur, som presses af mange private – og i særdeleshed internationale – virksomheder, men en stor del af det polske erhvervsliv er stærkt påvirket og delvist ejet af staten, og her fortsætter de traditionelle strukturer ofte på samme måde, som de altid har gjort. Ofte befinder politiske partier og kirkelige organisationer sig også i periferien af disse ”vennestrukturer”, som således også påvirkes udefra.
Ansvar er i Polen individuelt – i hvert fald i den almindelige opfattelse, Det er meget svært at gøre en organisation ansvarlig for noget som helst. Man vil have fat i ”den skyldige”, og den skyldige er skyldig, selv om der er tale om en uundgåelig fejl. Ingen kan gå igennem et arbejdsliv, uden at begå fejl, men ve den, der bliver fanget.
Et eksempel er en butikskæde, som for nylig disciplinært afskedigede en medarbejder, fordi hun havde overset et tyveri af 12 kartonner mælk i en indkøbskurv, dækket med en pose. Butikken gik til både by- og landsret for at fastholde afskedigelsen, men tabte begge steder.
Et andet eksempel er hospitaler, hvor den enkelte læge gøres ansvarlig, stort set aldrig hospitalet eller sundhedssystemet som helhed.
Individualiseringen af ansvaret ses også i den måde man kommunikerer med offentlige myndigheder på. Man skriver ikke et brev til Undervisningsministeriet, kommunen eller skattekontoret, men til Undervisningsministeren, borgmesteren eller direktøren for skattekontoret.
Men hele systemet synes truet. Dels synes domstolene nogle gange at begynde at pålægge organisationer et ansvar, og dels vælter de stille piger ud på arbejdspladserne, hvor de sætter sig på positioner som læger, advokater og forskere på universiteterne. Det er ofte kvinder, som i højere grad kommer frem på grund af dygtighed, og de synes ofte også at være mindre engageret i venskabsritualerne. Begge disse ting tror jeg vil skabe en ændring i fremtiden.
Tillid
Når jeg taler med erhvervsdrivende i Polen er en af de ting jeg ofte hører problemet med ”tillid”. Hvis vi ser på en årligt gentagen undersøgelse fra det polske opinionsundersøgelsesinstitut, CBOS, er resultatet stort set uændret de sidste 20 år. 77% af befolkningen mener, at man skal være særdeles forsigtig i forholdet til andre mennesker, 19% mener, at man generelt kan have tillid til andre mennesker. Her ligger Polen meget langt fra Danmark, som anses for et af de samfund i verden, som er mest tillidsfulde.
Jeg tænker ofte på en samtale, jeg for mange år siden hørte på en markedsplads, hvor to borgere stod og talte sammen. Som den ene forklarede den anden: ”PiS (daværende regeringsparti) stjæler også, men de deler i det mindste det de stjæler med folket”.
Og det er nok en meget god opsummering af den generelle holdning til politikere, parlamentet og regeringen. Skepsis i forhold til det politiske system er (måske ikke helt uden grund) meget stor, og det er måske i virkeligheden den som afspejler samfundets almindelige holdning til ukendte. Man aftaler en pris, inden håndværkeren går i gang og man finder det naturligt, at teleselskabet forsøger at snyde med regningen.
Stempler og ekstremt lange kontrakter er en del af arven fra fortiden, og selv om stemplet er ved at være en anakronisme, ligger det stadig i mentaliteten. Ofte skal man skrive under 5-6 forskellige steder på et større dokument, og det bliver værre af at mange forlanger, at underskriften skal være ”læselig” – med andre ord, med blokbogstaver.
Ingen læser de lange kontrakter, og hvis nogen rent faktisk sætter sig ned og læser de lange kontrakter, står modparten og tripper ved siden ad. Desuden forstår få mennesker kontrakterne, som er fyldt med underlige og snørklede klausuler. En jurist, som arbejdede i administrationen i en stor bank, erklærede overfor mig, at hun ikke selv forstår bankens kontrakter.
Ny lovgivning beskytter forbrugere, og mange klausuler erklæres ugyldige, hvis de befinder sig i standardkontrakter, men ikke alle ved det, og de bliver stadig misbrugt. En standardbemærkning er et chokeret ansigtsudtryk og spørgsmålet: ”Har du ikke læst det, du har skrevet under på?” Det er ikke noget, som er fremmende for den generelle tillid i samfundet.
Regler er godt, der er detaljerede regler for rigtigt mange ting, og det gør, at man ikke behøver være bange for at begå fejl. Herefter kan verden deles op i det ”jeg/vi er forpligtet til” og det ”jeg/vi ikke er forpligtet til”. Det gør igen, at ting ofte ikke udføres ud fra en rimelighedsbetragtning, men ud fra tillærte normer om, hvordan man reagerer på en given situation.
Individualisme eller kollektivisme
Det er svært sådan at definere entydigt, for polakker er på mange måde kollektive – i familien og i kirken. Til gengæld er de langt bagefter med hensyn til foreninger, måske fordi folk ikke stoler på hinanden, private virksomheder eller myndigheder. Man skal kigge langt efter en forening, som præsenterer ens interesser – det være sig sport, forbrugeraktivisme, for eller imod atomkraft eller for den sags skyld fagforeninger (for at gøre det klart, der er ingen stærke fagforeninger i Polen, og de få svage fagforeninger, som eksisterer, er snarere politiske pressionsgrupper). I stedet for at danne en sportsklub bruger folk en formue på privat fitness.
Generelt mener folk, at det er bedst selv at håndtere deres problemer, og hvis de ikke kan det, er det oftest systemets skyld. I selvforståelsen dyrkes polakken som en person, der modsætter sig autoriteter, og denne fortælling har nok rødder i Solidaritet (1980’erne), Warszawaopstanden (1944) og flere oprør mod russerne i 1900-tallet. Historien om individualiteten går også tilbage til historien om den polske adelsmand, hvor alle var lige i forhold til hinanden (det er løgn, men sådan er fortællingen). Mange mennesker dyrker ideologien og prøver at gøre sig så specielle som muligt, men i virkeligheden er langt de fleste polakker flokdyr, som ikke har overskud til for meget individualitet. Man skal have et job og en bolig, og selv om der måske kan være glimt af individualitet i nogen perioder af livet, så er langt hovedparten af livet koncentreret om rotteræset.
Det er imidlertid ikke muligt at definere Polen entydigt. Det skal her med, at mange ikke mener staten gør noget for borgerne, og der ses udbredt skattenægtelse af glistrupske dimensioner, hvor folk simpelt hen definerer skat som tyveri.
Gud, kirken og Jomfru Maria
Gud, kirken og Jomfru Maria er vigtige elementer i den polske selvforståelse, men måske nok mere i de små byer. Her er traditionen som tidligere nævnt vigtig, men der er også en langt mere intensiv social kontrol – det er simpelt hen upassende ikke at gå i kirke, og præstens prædiken er ofte grundlaget for samtalen om verdens gang. Desuden fungerer kirken ofte som det sted, hvor vigtige oplysninger om lokalsamfundet udveksles.
Hvis man spørger kirkegængerne om de er religiøse, vil de med bestyrtelse hævde, at de går i kirke, så selvfølgelig er de det. Men jeg er ikke så sikker på, hvor dybt det stikker med overvejelser over Vorherre og det evige liv.
Traditionen betyder derimod meget, og så er den katolske kirke i Polen meget national. Går man ind i en kirke vil den være fyldt med nationalistiske symboler, der kan virke lige så vigtige som Jesus.
Den tidligere polske premierminister Szydło (til højre) med sin kabinetschef har sans for stil og mode, når hun er på besøg i Vatikanet!
Kirken er uden tvivl et samlingspunkt, men mange vender sig også fra kirken. De senere års fokus på præsters seksuelle misbrug af mindreårige har fået mange op i det røde felt. Kirken og den nationalistiske fløj i polsk politik er også blevet sumpet så meget ind i hinanden, at mange vender sig fra kirken af politiske grunde. En af disse grunde er abort og prævention, hvor kirken har meget bastante holdninger, men det er også en generel holdning, hvor mange præster klart giver udtryk for deres partipolitiske præferencer.
Religionen synes dog ikke at påvirke så meget i hverdagen, og kirkens rolle er klart reduceret de sidste 20-30 år. Der er dog fortsat en enorm respekt for præster og andre kirkelige repræsentanter, som øver en enorm indflydelse som rådgivere og meningsdannere på alle planer i samfundet.
Dyrker polakker sex?
Måske … men ikke så meget, hvis man ser på fødselsstatistikkerne. Hver kvinde føder i gennemsnit 1,26 barn (2022). Med et ÉU-gennemsnit på 1,53 barn (2021) er det et tal der forudsiger, at der om få år ikke vil være så mange polakker tilbage. Og det på trods af systematisk forbedring af børnepenge gennem de senere år, således at de i dag udgør 800 zloty pr. barn pr. måned.
Blandt grundene nævnes dårlige pasningsmuligheder, men også de manglende muligheder for prænatale undersøgelser og abort spiller nok ind, fordi mange kvinder simpelt hen er bange for at blive tvunget til at føde et barn med alvorlige sygdomme. Og så er karrieren vigtig. Et barn giver et afbræk, og selv om den finansielle situation i dag er bedre end for nogle år siden, er man ikke så velhavende, at kvinderne kan gå ned i indtægt. Desuden er det rart at nyde lidt luksus, når man endelig er kommet i en situation, hvor man har muligheden for det.
Men bortset fra det er polakkerne med i den generelle europæiske trend – folk dyrker mindre og mindre sex. Blandt de erotiske vilddyr er der gang i drifterne en gang om ugen, og det er kun 15% der når op i den slags vilde aktivitetsniveau. 34% har sex et par gange om måneden. Resten sjældnere eller aldrig. Det er et betydeligt fald i forhold til for nogle år siden, og de unge er med i at synes, at sex er småkedeligt, i hvert fald i faste parforhold. Alt tyder på, at højere uddannelse betyder mindre sex.
Det kan synes underligt, for aldrig har der været talt så meget om sex, og sex synes tilgængeligt i alle afskygninger, hvis man bare vil åbne computeren og skrive en kort spændende tekst om sine lyster. I de store byer er åbenlyst homoseksuelle et tegn på at sæderne er i forfald, og de kappes med cyklister og vegetarer, som af visse traditionalister ikke adskiller sig fra bøsser og børnemishandlere. I gamle dage kunne kirken (måske) lægge en dæmper på folks seksuelle udfoldelser, men i dag er det meget få, som synes at tage kirkens morallære alvorligt.
Som med så mange andre ting er intet her entydigt. Der er trends, som trækker i alle retninger, og svaret er måske i virkeligheden, at polakkerne er ved at blive europæere.
Er polakkerne racister?
Det korte svar er – ja! Jødehadet i mellemkrigstidens Polen var mindst lige så stærkt som i Nazityskland, og Polen har aldrig gennemlevet nogen mental rensning efter 2. verdenskrig, ud over at det har givet en behagelig mulighed for at klassificere tyskerne som barbarer. Polakkerne diskriminerede jøder før 2. Verdenskrig, mange polakker var med til at forfølge jøder under 2. Verdenskrig, der var pogromer mod jøder i perioden EFTER 2. Verdenskrig, og i 1960’erne blev jøderne udråbt som syndebuk for politiske uroligheder, og de fleste af de overlevende polske jøder blev tvunget til at emigrere. Og selv i dette jødefri Polen vil mange huske historien om de onde jøder, jøder diskuteres jævnligt, og mange er af den opfattelse, at jøder skjuler sig som polakker med det formål, at skade Polen. Der findes også en omfattende nutidig polsk litteratur om jødernes higen efter verdensherredømmet, ligesom man ikke har problemer med at finde film med samme tema på YouTube.
En samling bøger forhandles ved en demonstration mod Covid-19 vaccinationer. Bøgerne handler om jøder, og titlerne lyder blandt andet: De gør alt for at snyde os, Firmaet Holocaust, Jødedommen, Forræderi nr. 447, og meget, meget mere, hvor titlerne måske ikke er så sigende, men indholdet er dybt ubehageligt.
Ovenstående er så måske den ondskabsfulde version. De fleste polakker er da flinke og rare mennesker, som måske i større eller mindre grad har deres nedarvede forbier. Men … der er masser af modstand mod fremmede, også i Danmark og andre vesteuropæiske lande, og spørgsmålet er så, om det er værre i Polen.
Den officielle polske historieskrivning gør et stort arbejde for at præsentere polakker som tolerante mennesker, der tager venligt imod fremmede. ”Det polske tolerance” – er et historisk udtryk, som de fleste misforstår, men denne tolerance henviser kun til en kort periode efter 1573, hvor der var religionsfrihed for adlen – ikke til at Polen generelt omfavner fremmede.
En valgplakat mod immigranter. “De myrder og voldtager kvinder og børn” -lyder teksten.
Ønsket om at skjule polakkernes deltagelse i jødeudryddelserne var så stor, at den daværende regering i 2018 indførte en lov, der sendte folk i spjældet for at beskylde Polen eller det polske folk for medansvar for eller medvirken til Holocaust. Loven blev senere ændret efter pres fra USA og Israel, men var den ikke blevet det, ville jeg have risikeret fængselsstraf for det foregående afsnit.
Mange mennesker er dog også stolte af den jødiske kulturpåvirkning, mange dyrker jødisk kultur, og enkelte jøder er endda begyndt at vende tilbage til Polen, hvor nogen af dem åbner restauranter og kulturhuse. Og hadet mod jøderne er i dag langsomt ved at forsvinde, selv om man ikke bare udsletter noget, der er blevet hvisket om i familierne i mange generationer.
Til gengæld synes hadet mod jøderne at være afløst af en uvilje mod muslimer, men jeg ville også nødigt være sort i Polen. Mange polakker har aldrig været i udlandet, og hvis man ser en person med ”fremmed” hudfarve i en lille by, vender folk sig om for at studere fænomenet.
Med den øgede velstand, ses også et større selvværd i den polske befolkning, og man begynder i stigende omfang at se lidt ned på fremmedarbejdere. Jeg har aldrig personligt oplevet noget sådant, men jeg kom også til Polen fra et vestligt land på et tidspunkt, hvor Polen var meget langt nede økonomisk. Det gjorde, at jeg i et vist omfang blev opfattet som repræsentant for en ”højerestående” kultur, og næsten alle havde vanskeligt ved at forstå, hvorfor jeg havde valgt at bosætte mig i Polen. I dag er situationen en anden, men som vesteuropæer bliver jeg fortsat behandlet med venlighed, specielt da jeg ikke er tysker.
Fra at være et etnisk set rent samfund har Polen i de senere år imidlertid modtaget en stor mængde indvandrere. Den største gruppe er her ukrainere, som kom til Polen længe inden seneste krig i 2022, men der kommer også mennesker fra Asien og Sydamerika, og generelt har de ingen problemer med at finde job.
Fortiden har været ond mellem Ukraine og Polen, og det ses i erindringen, men det er blevet lidt udraderet nu med den fælles fjende i Rusland. Der er begyndt at komme en vis modstand mod ukrainerne, men det hjælper, at det overvejende er kvinder og børn, mens få ukrainske mænd rejser væk. Kvinderne får bløde jobs indenfor plejesektoren og virker klart mindre truende, end hvis man havde set store grupper af ukrainske mænd.
Ukrainsk folkemord på det polske folk i årene 1939-1947. Wołyń. Vi kræver opgravning af ofrene.
Men også her ses fjendtlighederne langsomt at pible frem, særligt i mindre byer, hvor man ser kommentarer på internetfora og graffiti, som beskylder ukrainerne for højere huslejer og for at tage gode polske jobs. Både sprog og kultur er dog så tæt på hinanden, at ukrainerne hurtigt vil blive integreret i det polske samfund.
Send en e-mail til m@hardenfelt.dk hvis du gerne vil have en dansktalende guide til at vise dig de vigtigste steder i Warszawa.