Placering og klima
Polen ligger … sådan midt mellem det hele. Polen er hjertet i Centraleuropa, Polen ligger midt mellem Øst og Vest, både mentalt og geografisk. Landet har rygte for at være fladt som en pandekage, således at andre landes militær kan løbe Polen over ende, når de har lyst til dette. Det er nu ikke helt rigtigt. Der er masser af bjerge i Polen, og der er også floder, som er gode til at standse fremrykkende tropper.
Polen er et stort land. Fra det nordligste til det sydligste punkt i Polen er der en afstand på 649 Km, hvilket medfører, at dagen ved Østersøkysten om sommeren er næsten en time længere end ved grænsen til Slovakiet og om vinteren omvendt næsten en time kortere. Fra det vestligste punkt (grænsen til Tyskland) til det østligste punkt (grænsen til Ukraine) er afstanden 689 Km, hvilket giver en soltidsforskel mellem disse to områder på 40 minutter. Polen hører til samme tidszone som Danmark og har sommertid på det samme tidspunkt.
Med hensyn til areal har Polen 312.000 kvadratkilometer, hvilket er næsten 8 gange så stort som Danmark og en anelse større end Italien. Mod nord er kystlinjen til den Baltiske kyst (Østersøen) på 788 Km, mod vest grænser Polen til Tyskland og mod syd til Tjekkiet og Slovakiet. De østlige naboer udgøres af Litauen samt Rusland, Hviderusland og Ukraine, hvilket for de tre sidstnævntes vedkommende også er EU’s østgrænse.
Gdansk – Warszawa (motorvej) 346 km
Warszawa – Krakow 292 km
Krakow – Szczecin (motorvej) 649 km
Szczecin – Gdansk 369 km
Poznan – Warszawa (motorvej) 311 km
Warszawa – Białystok 198 km
Typografi
Som nævnt i indledningen er Polen et fladt land, hvilket mange hære i tidernes løb har nydt godt af. Det betyder imidlertid ikke, at Polen er flad som en pandekage; når man kommer væk fra kystlinjerne ses bakker, høje og dale, og landet hæver sig da også betydeligt over havets overflade. Imidlertid ligger 90% af arealet under 300 meter over havets overflade. Ved kystlinjen veksler sandstrande med stejle klipper. Området øst for Gdansk er præget af beskyttede naturparker samt store søer og marskland, som gør området til et paradis for lystbådssejlere. Endvidere byder Polen på udstrakte naturskovområder med mulighed for jagt. Det sydlige Polen består overvejende af højland med mulighed for vinterskisport. Polens højeste punkt – Rysy (2499 meter over havoverfladen) befinder sig i Karpaterne, tæt på grænsen til Slovakiet.
Selv om storbyferie bliver stadig mere udbredt, så er den traditionelle ferieform fortsat populær i Polen – man tager til havet eller i bjergene, eller man holder ferie ved en sø.
Hvis man trækker et par lige streger ud for kystlinjen, så kommer man til 440 km langs Baltikum, men da kystlinjen slanger sig og danner tanger, så er den samlede kystlinje på 788 km. Havet finder man langs hele Østersøkysten, og det giver en dejlig, frisk vejrtrækning når man kommer fra de indre dele af Polen, i hvert fald hvis man er født nær saltvand. Længst mod øst findes en række små feriebyer – Mikoszewo, Jantar, Stegna og Sztutowo i naturskønne omgivelser. De er stadig ikke blevet opdaget af vestlige turister, og er derfor også noget billigere end de fleste andre strandområder. Udover traditionel ferieunderholdning møder man sæler og har muligheden for at besøge den nazistiske koncentrationslejr, Stutthof.
Næste stop er Gdansk, Sopot og Gdynia, som tilbyder det hele. Her er storbyferie, kultur, middelalder, hvide sandstrande og skove. Nord for Gdansk ligger det gamle kasjubiske område, hvor mange indbyggere taler et sprog, der afviger fra polsk. Her er byer som Rewa, Puck, Władysłowo og halvøen Hel fantastiske og velbesøgte steder om sommeren, og særligt byen Hel regnes her for eksklusiv. Inde i landet er der enorme skovområder. Hvis man er i Gdanskområdet, og gerne vil se Hel, er det nemmeste med færge fra Gdansk, Sopot eller Gdynia, men man kan også tage toget eller køre i bil
Strækningen fra Hel til Gdansk er fyldt med småbyer, som bliver feriecentre om sommeren. Her skal særligt nævnes Ustka, Darłowo, Kołobrzeg og Świnoujście. De fleste steder tilbyder spabade, massage og forskellige former for træning og afslapning, og mange af dem er gamle fiskerbyer, hvor stemningen er bevaret. Her er der også mulighed for at møde den danske kong Erik af Pommern, som blev adopteret af Magrethe 1 og senere blev konge af Danmark, Norge og Sverige, inden han blev afsat. Han er oprindeligt af en pommersk fyrsteslægt og er begravet i Darłowo. Holder man til omkring Świnoujście er der ikke så langt til Szczecin, som giver mulighed for både storbyferie og perfekte underholdningsmuligheder for børnefamilier. Fra Świnoujście er der færgeforbindelse til Sverige, og fra flere af byerne er der om sommeren færgeforbindelse til Bornholm.
Polen med båd
Alle byerne langs Østersøkysten har selvfølgelig glimrende muligheder for lystsejlere. Hvad der måske er interessant er muligheden for kanalsejlads langt ind i landet, ofte i spændende systemer med sluser.
Søerne og floder
Der er masser af vand i Polen. Ud over 9.300 søer med en størrelse på over 1 hektar (100 x 100 meter giver en hektar) domineres Polen af floderne Wisla og Oder, som begge gennemskærer landet fra syd til nord. Wisla løber gennem Krakow og Warszawa og udmunder i Østersøen ved Gdansk. Oder kommer fra Tjekkiet og løber gennem Opole og Wroclaw og danner i den nordlige del af Polen grænse til Tyskland, inden den løber ud i Østersøen ved Szczecin.
Polske floder, udført af https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Fl%C3%BCsse_in_Polen_(Karte).png?uselang=pl
Floderne forgrener sig, og skaber masser af bifloder, ligesom man finder masser af små vandhuller rundt omkring. En del floder løber også sammen med Wisla eller Oder, og føder dem således med friskt vand til deres videre færd. Reguleringen af floder og vandløb i Polen har været meget begrænset, og bortset fra lidt diger ved de større byer, så må floderne betegnes som vilde floder. Det medfører så lidt oversvømmelser en gang i mellem, oftest til stor overraskelse for de, som har overtalt den lokale borgmester til at give sig en byggetilladelse i de zoner, som er markeret som oversvømmelsestruede. Til gengæld er der langt flere frøer, storke og andre vildtlevende dyr end i Danmark. Højvande forekommer som regel når vinterens sne smelter omkring marts måned, og igen i juni-juli, hvor det regner kraftigt i bjergene.
Det naturlige flodnet er som antydet meget veludviklet, og brugtes i ældre tider flittigt til transport, specielt af landbrugsprodukter, som kunne afskibes fra havnebyerne ved Baltikum. Som transportnet har floderne mistet deres betydning, men de er fortsat populære som rekreative arealer, og det gennemstrømmende vand giver et friskt pust i byerne.
Når polakkerne vil holde ferie ved søer, tager de ofte til Masurien Øst for Gdansk, hvor der er stor sandsynlighed for, at den ender i en sø, hvis du tilfældigt smider en sten af sted med fuld kraft. Det er et idyllisk område med masser af natur og skove, så hvis man mangler et sted til at spekulere over tilværelsens fortrædeligheder, er det her, hvor der både er masser af små pensionater, gode hoteller og små huse til udlejning.
Skov
Der er altid en skov i nærheden når man er i Polen, og træernes placering er som regel ikke planlagt på et kontor, ofte er de end ikke registrerede. Med andre ord, som så mange andre ting, så får skoven i Polen lov til at udvikle sig, som den nu bedst kan, og det bliver den faktisk ikke dårligere af. Omkring 30% af Polens areal er dækket af skov, hvoraf langt hovedparten er domineret af fyrretræ. Endvidere ses en del forskellige grantræer samt lidt eg og bøg. Skovene ligger ikke bare spredt rundt omkring i landet, men findes også ofte omkring de store byer.
Oppe ved grænsen til Ukraine findes Europas eneste urskov, Puszcze Bialowieski, uberørt af indblanding fra skovmænd, og med en stor og varieret dyrebestand, som bl.a. inkluderer bisonokser, ulv og los.
Der er masser af muligheder for jagt i Polen, og det hele er relativt velorganiseret med meget konkrete regler, som jeg ikke vil anbefale at overtræde. Der er store mængder vildsvin, rådyr og hjorte. En række danske bureauer organiserer jagtrejser til Polen, og det vil nok være meget bureaukratisk, hvis man selv prøver at søge om tilladelser. Bemærk, at reglerne ændres løbende, så selv om du tidligere har været på jagt i Polen, kan du ikke regne med, at reglerne er de samme.
Bjerge
Bjergene i Polen ligger i Syd, og mod grænsen til Tyskland, Tjekkiet og Slovakiet, og så ligger Świętokrzyskiebjergene mere centralt i Polen omkring Kielce, hvor det højeste punkt er 614 meter over havets overflade.
Den væsentligste af de andre bjergkæder er Karpaterne, som i en 1500 km lang bue spreder sig over Centraleuropa. Den omfatter Bieszczadybjergene og Karpaterne. Tatrabjergene op mod grænsen til Tjekkiet, og her er den mest kendte ferieby Zakopane. Det højeste punkt på den polske side er ”Rysy”, som er over 2500 meter over havets overflade. Hvis en polak tjener mange penge, bor han i visse områder i Warszawa og møder sine naboer om vinteren i Zakopane og om sommeren i Sopot. Området er populært til både skihop og vandreture. Der er et rigt dyreliv med brune bjørne, som dog sjældent gider snakke med mennesker. Endvidere finder man snoge, salamandre og andre karakteristiske bjergdyr.
Længere mod Vest findes Sudeterne, hvor Oderfloden udspringer. Også her er området populært til vandreture fra byerne Karpacz og Szklarska Poreba. Områdets største by er Jelenia Góra, som ligger naturskønt midt i et bjergområde.
Endelig finder man selvfølgelig rundt omkring store flotte bakker, som kan minde lidt om Himmelbjerget i Danmark – fx Gubałówka ved Szczecin, som tårner 108 meter over havoverfladen og er et populært skisportssted om vinteren.
Vejret i Polen samt klima
Klimaet i Polen er overvejende tempereret fastlandsklima, og kan svinge drastisk indenfor en kort tidsperiode. Den årlige middeltemperatur ligger på omkring 9°C i det sydvestlige Polen, 6°C i nordøst og 4°C i bjergene. Januar er den koldeste måned med en gennemsnitlig middeltemperatur på –3°C. Den varmeste måned – juli – har en middeltemperatur på 17°C. Det årlige antal dage med dagfrost varierer med fra 25 ved kysten, over 60 i det østlige Polen, til 130 i bjergene.
Så meget for statistikken; vintrene varierer voldsomt, nogle år er der milde og behagelige plusgrader næsten hele vinteren, andre år skal vinterfrakkerne frem i november, og ørevarmere samt halstørklæder bliver et fast supplement, specielt i januar og februar, hvor temperaturen nogen gange kan vise op til minus 40 grader. Vinteren er klart mildere ved Baltikum (det som vi i Danmark kalder Østersøen), hvor havet hjælper med at holde en tålelig temperatur. Bjergområderne har – som indikeret i statistikken – mange frostdage, og oftest vil det ligge en passende mængde sne til vintersport det meste af vinterhalvåret.
Omvendt kan det blive meget varmt inde i landet i sommermånederne, hvor det er lidt køligere ved kysterne. Der er aircondition på mange kontorer og hoteller, så hvis man render meget ind og ud, er det ideelle vilkår for at redde sig en forkølelse.
Traditionelt opdeles året i Polen i 6 årstider. Datoerne forskyder sig lidt i forhold til hvor man befinder sig i landet, men for Warszawa regner man følgende datoer for ”officielle”; der varierer imidlertid selvfølgelig fra år til år:
For-forår Fra 10/3 (dagtemperatur 0-5 C.)
Forår Fra 7/4 (dagtemperatur 5-15 C.)
Sommer Fra 29/5 (dagtemperatur over 15 C.)
Efterår Fra 25/8 (dagtemperatur 5-15 C.)
For-vinter Fra 1/11 (dagtemperatur 0-5 C.)
Vinter Fra 25/11 (dagtemperatur under frysepunktet)
Befolkningen
Polens befolkning er på 38,5 millioner. Indtil for få år siden var 98% etniske polakker, men Polen er blevet et indvandrerland. Den største gruppe er ukrainere og nummer 2 er hviderussere. Det er folk, som sprogligt og mentalt er så tæt på polakker, at de hurtigt indpasser sig i samfundet. Men der er også kommet mange indvandrere fra resten af kloden, særligt til de store byer, som er sultne efter arbejdskraft. Det er vanskeligt at opgøre et nøjagtigt tal, men op mod 10% af befolkningen består formodentligt aktuelt af indvandrere, hvoraf omkring 75% er ukrainere og hviderussere. Mange af disse er kvinder og børn, som måske vender tilbage til Ukraine, hvis deres mænd og fædre vender tilbage fra krigen.
Befolkningstætheden er næsten den samme som i Danmark – 123/ km2. 60% af befolkningen bor i bymæssige bebyggelser og 40% på landet, hvilket gør Polen til et af de lande i Europa med den højeste procent af landboere. De største byer er (indbyggertal i parantes):
Warszawa (1.860.000)
Krakow (804.000)
Wroclaw (672.000)
Lodz (670.000)
Gdansk (486.000)
Poznan (546.000)
Szczecin (396.000)
Gdansk betragtes ofte som en region (trojmiasto) sammen med de sammenhængende byer, Sopot og Gdynia. Disse tre kommuner huser i alt 750.000 indbyggere. Det samme gør byerne omkring Katowice, som i fællesskab danner Gornoslask-agglomerationen, som har 2.100.000 indbyggere. Storwarszawa – dvs. Warszawa og omliggende byer har 3.100.000 indbyggere.
Send en e-mail til m@hardenfelt.dk hvis du gerne vil have en dansktalende guide til at vise dig de vigtigste steder i Warszawa.