Det kommunale selvstyre og den lokale statsadministration
I tiden efter 2. Verdenskrig blev den polske lokaladministration centraliseret, og borgmestre samt andre administratorer blev udnævnt fra Warszawa. Med systemskiftet i 1989 skete der en revolution med genindførelsen af kommunalbestyrelser og lokalt selvstyre, men det tog mange år, inden folk gad begynde at stemme.
I 1989 var det relativt små enheder, men 10 år senere – i 1999 – blev antallet af regioner reduceret og der blev indført powiater – en sammenslutning af flere kommuner. Borgerne var småligeglade med det der kommunalhalløj, som de enten følte var uden betydning, eller også følte de – ikke helt uden grund – at det mest drejede sig om at fordele penge og vennetjenester til de, som var tæt på magten. I 1999 var arbejdsløsheden ekstrem i Polen, og forbindelser var nødvendige, selv for at få et rengøringsjob på den lokale skole.
Sammenslutningen af regioner havde noget symbolsk over sig, det hele skulle effektiviseres og gøres gennemsigtigt. Samtidig kom en eller anden på en genial ide – hvis man lavede direkte valg af borgmestre, så ville man kunne skabe interesse omkring kommunalvalgene. Som sagt som gjort – efter model fra præsidentvalget lavede man 2 valgrunder, for det krævede 50,00001% af de afgivne stemmer, hvis man ville være borgmester. Den lokale bykonge var født.
Organisationen
Kommune
Den grundlæggende enhed i Polen består af kommunen (gmina). I landkomuner kaldes borgmesteren ”wójt”, i bykommuner hedder de ”burmistrz” (borgmester), og i visse større kommuner får de betegnelsen ”Przydent miasta” (Bypræsident). De er imidlertid alle sammen kommunekonger. Borgmestrene skal samarbejde med den lokale kommunalbestyrelse (landkommuner) eller byråd (byer), som godkender de væsentlige beslutninger.
I Mindre kommuner vil landsbyerne ofte have en ”sołtys”, som ulønnet tager sig af landsbyens behov. Større byer kan have ”Rada dzielnica” (bydelsråd) eller ”rada osiedla” (boligområde-rådet), som repræsenterer de lokale behov overfor kommunen. Der er i alt 2.477 kommuner i Polen. Warszawa har en særlov, og består af en hovedstadsadministration, hvori indgår 11 kommuner.
Af de lidt under 2.500 kommuner, består hovedparten af landkommuner uden egentlige byer. Over 80% af kommunerne har under 20.000 indbyggere, men der er også masser af kommuner med under 5.000 indbyggere.
Powiat
Powiatet består af en række kommuner, og kan måske oversættes til amt eller distrikt, men ofte kalder jeg det simpelt hen ”powiat”. Deres opgave er begrænset, men de tager sig af opgaver, som små kommuner ikke selv kan overskue. I større byer er kommunen og powiatet lagt sammen. Der er 314 powiater i Polen samt 66 kommuner, som samtidigt er powiater.
Powiaterne styres af et powiat-råd, der vælger en ”starosta”, som jeg i mangel af bedre nok vil oversætte til ”powiatborgmester”.
Województwo (region)
Województwo svarer til en dansk region. Der er 16 regioner i Polen, hvilket giver en gennemsnitsstørrelse på 2,4 millioner indbyggere.
Et województwo styres af sejmik (det lille sejm eller lokalparlament), der som leder vælger en marszałek (marskal), som er en fornem gammel polsk titel.
Statens funktion ude i landet
Ud over at der sidder en regering i Warszawa og sørger for militær, skatter, politi og retsvæsen, som er inddelt i selvstændige enheder, der ikke nødvendigvis falder sammen med kommunerne, har staten også en række praktiske opgaver med borgerne. En del af statens opgaver administreres af kommunerne som såkaldte ”tildelte opgaver”, for hvilke kommunerne modtager betaling.
En stor del af statsadministrationen foretages dog på regionsplan. Her har staten en ”wojewoda”, som er Ministerrådets repræsentant i regionen. Han kan nok bedst oversættes som regionsguvernør, og skiftes ud, når der kommer en ny regering.
Ledelsesstrukturen
Lokaladministrationen – både den statslige og den selvstyrende – er særdeles politisk præget, og få beslutninger træffes af upolitiske administratorer. Borgmestrene har ofte adskillige viceborgmestre, som er borgmesteren taknemmelige for deres position. Det samme gør sig selvfølgelig gældende for statens guvernører.
Hvad foretager de sig?
Kommunen
Den vigtigste enhed er nok kommunen, som er borgernes serviceorgan. Her vedtager kommunen en kommunalplan samt sørger for mindre veje og naturbeskyttelse. Og så skal de holde kommunens ejendom i god stand og sørge for brandvæsen, som ofte delvist klares af frivillige.
Kommunen ejer som regel også selv en række aktieselskaber, som sørger for vandforsyning, affaldshåndtering, offentlig transport, kommunal kirkegård samt andre vigtige opgaver, man har valgt kommunen skal stå for. Selskabskonstruktionen gør, at disse virksomheder er steder, hvor man kan ansætte gode venner i vigtige stillinger, og det er den almindelige opfattelse, at denne praksis er særdeles udbredt.
Ledelsen af en kommune kræver store forhandlingsevner. De forskellige byrødder har særinteresser, borgmesteren skal leve i fordragelighed med kommunalbestyrelsen, og så skal de have et godt forhold til Regionen, både den selvstyrende og den statslige, som kommer med statslige midler, som kommunen ikke vil gå glip af. Det er alt sammen noget der glider lettere ned med lidt god mad, et glas vodka og … så prøver man altså ikke at tage en professionel udefra til de vellønnede stillinger, når lokale folk kan klare jobbet og sikre fordragelighed.
En af kommunens vigtige opgaver er også de lokale skoler, voksenuddannelse og kultur, herunder biblioteker. Endvidere skal kommunen sørge for de ældre og har også en vis pligt til at tage sig af svage medborgere.
Kommunen har også enkelte pligter indenfor sundhedsvæsnet, blandt andet til at sørge for lægehuse i kommunen, hvis der ikke er tilstrækkeligt private aktører. Endvidere varetager de en række valgfrie opgaver indenfor forebyggende sundhed. Kommunen betaler imidlertid stort set ikke for sundhedssystemet, som overvejende finansieres gennem sygekasserne (NFZ).
Kommunens vigtigste indtægtskilde er en andel på 39,34% i de personskatter, staten opkræver fra kommunens borgere samt 6,71% af selskabsskatterne for virksomheder registreret i kommunen. Kommunen modtager også konkrete beløb fra staten for at udføre opgaver, som egentligt ikke er kommunens opgave. Endvidere modtager kommunerne nogle småbeløb i lokale skatter, herunder grundskatter (som virkeligt er små set fra et dansk synspunkt), skat på hunde og andre småting. Kommunen modtager endvidere tilskud til konkrete projekter fra staten og fra EU, hvor mange kommuner er så langt under det økonomiske EU-gennemsnit, at de får relativt store tilskud.
Powiatet
Powiatet står for en række opgaver, der kan være tunge for mindre kommuner. Herunder hører arbejdsanvisningen, drift af gymnasieskolen og visse specialskoler samt hospitaler, som behandlingen dog betales af sygekassen. Og så kan powiatet påtage sig nogle kulturopgaver samt drive museer. Powiatet udfører også nogle enkelte opgaver for staten, som for eksempel opkrævning af gebyrer for ”evig brugsret” (en fornyelig lejekontrakt på 100 år) samt registrering af motorkøretøjer.
Powiaterne synes at få flere og flere opgaver, i hvert fald vokser budgetterne, og det er muligt at aftale sig frem til at lade powiaterne påtage sig opgaver, som kommunerne ellers ville være ansvarlige for. Det er måske nok en logisk udvikling, særligt ude på landet, hvor nogle kommuner rent faktisk er meget små.
Powiaterne modtager 10,25% af statens indtægter fra personlige indkomstskatter samt 1,4% af selskabsskatterne. Endvidere modtager de honorar for opgaver, de udfører for stat og kommune samt selvfølgelig tilskud til konkrete opgaver fra for eksempel EU.
Regionen (det kommunale selvstyre)
Regionerne er ofte koncentreret omkring en stor by, som er regionens ”hovedstad”. Der kan være regionale modsætninger, og enkelte regioner har to hovedstæder, for ligesom at uddelegere magten. Nogle gange drejer det sig også om konkurrence mellem to nogenlunde lige store byer.
Region Mazowieckie er langt den største, og der har flere gange været tale om at opdele denne, således at Warszawa både kan være kommune, powiat og region. Det ville også være smart kassetænkning, for indtægterne i Warszawa er så store, at de trækker hele regionen op på et niveau, hvor den ikke længere modtager egnsudviklingsstøtte fra EU.
Regionerne har en masse at gøre med kunst og kultur på et lidt større plan, og man ser for eksempel store regionsbiblioteker, som supplerer kommunebibliotekerne. Regionerne har opgaver indenfor en lang række felter, men det er primært støtteopgaver, herunder til højere uddannelse, socialpolitik, miljø m.v. Endvidere bruger regionen midler på at promovere sig selv som turistområde og på at tiltrække investeringer.
Alle regioner driver et stort regionshospital, som selvfølgelig kan modtage støtte, men helt overvejende finansieres af midler fra Sygekassen, som betaler for den enkelte patient.
En af regionens vigtigste opgaver er regionsvejene, som omfatter mellemstore veje mellem byerne. Regionerne står for omkring 30.000 km vej, mens de statslige veje omfatter omkring 20.000 km vej på tværs af regionerne. Endvidere gives tilskud til regional togtransport.
Regionerne modtager 1,6% af statens indtægter fra personlige indkomstskatter samt 14,75% af selskabsskatterne samt en række tilskud til konkrete projekter. Og så står regionerne ofte for de store anlægsprojekter, og er derfor stormodtagere af EU-midler.
Regionen (statsadministrationen)
Wojewodaen og hans folk skal dels kontrollere, at alt ude i landet foregår i overensstemmelse med gældende love og regler. Dette kan nogle gange være relativt politisk, alt efter hvor meget centralregeringen ønsker at gøre sin indflydelse gældende på lokalt plan.
Wojewodaen administrerer også forskellige statslige organisationer, som sørger for forskellige opgaver, så som miljø, vandkvalitet og lignende.
Endvidere eksisterer der et enormt regionskontor, hvor folk kan gå ind og få pas, klage over fartbøder, udlændinge søger om opholdstilladelse m.v. Med andre ord, alt hvad der ligger i de statslige databaser om borgeren administreres gennem regionskontoret.
Anden regional administration
Ud over den regionale opbygning er forskellige institutioner repræsenteret med deres egne strukturer. Det drejer sig om politiet, domstolene, skattevæsnet, sygekasserne og socialforsikringen, som administreres fra deres respektive ministerier.
Hvem stemmer på hvem
Landspolitik har indflydelse på stemmeafgivningen ved lokalvalgene. Ofte har folk et foretrukket parti, og dem stemmer man på, uanset hvilket valg, det drejer sig om. Ved lokalvalgene – og særligt kommunalvalgene – er situationen dog ofte noget anderledes. Man kender de lokale kandidater personligt og man har personlige ønsker til den lokale udvikling. Ofte mobiliserer borgmestervalget i forhold til at man stemmer på et parti, der støtter den borgmesterkandidat, man har stemt på.
Som det ser ud i 2024 (og har gjort de sidste mange år) sidder det forhenværende regeringsparti PiS og lokale PiS-venlige borgerkomiteer tungt på stemmerne i de små kommuner på landet, hvor de dog har en smule konkurrence fra PSL (Bondepartiet), som er med i den nuværende regeringskoalition. På den måde synes Polen voldsomt opdelt i to forskellige verdensopfattelser, og det kommer tydeligst til udtryk på lokalt plan. I byerne er det nemlig overvejende den modsatte fløj, der sidder på stemmerne.
Valget 7. og 21. april 2024
Valget til regionerne er det, som tættest følger de landspolitiske tendenser. Her blev resultatet for alle regioner i fællesskab:
PiS ……………………..34%
Borgerkoalitionen ….. 31%
Tredje vej-PSL ……….14%
Konføderationen …….. 7%
Venstrefløjen ………… 6%
Andre …………………. 7%
Det ses således, at den siddende regeringskoalition samlet har modtaget 51% af stemmerne til regionsvalgene, mens den tidligere regering sammen med konføderationen har 41% af stemmerne.
Valget deler som sædvanlig Polen op i Øst og Vest – eller snarere tætbefolkede og tyndtbefolkede egne. De 5 østlige regioner vil blive styret af PiS, mens 11 regioner i vest vil blive styret af de regeringsbærende partier. PiS er stærkest i Lubelski og Podkarpacki regionerne, hvor det tidligere regeringsparti har 21 ud af 33 mandater i regionsrådet. Regeringskoalitionen står bedst i Pommern (Gdansk-området), hvor de har 23 ud af 33 mandater.
Der er således ikke rykket så frygteligt meget siden parlamentsvalget i oktober 2023.
Et andet klart resultat, hvis vi ser på borgmesterposterne er, at regeringskoalitionen vinder i de store byer, mens PiS tager de mindre byer.
Bypræsidenter
107 større byer vælger en ”bypræsident” som borgmester. Her er fokus på landspolitik som regel større, og det er et spørgsmål om prestige for de større partier, at have en borgmester i disse byer – her har Warszawa en særlig status, som et slags uofficielt springbræt til posten som Polens præsident. Resultatet i disse 107 byer blev:
Borgerkoalitionen – 42 bypræsidenter
Venstrefløjen – 6 bypræsidenter
PiS – 4 bypræsidenter
Tredje vej-PSL – 3 bypræsidenter
Konføderationen – 1 bypræsident
Ingen officiel partipolitisk tilknytning – 52 bypræsidenter
Hvis man sammenligner med resultaterne i de mindre kommuner, står det således klart, at PiS står svagt i byerne. Den største by med en bypræsident fra PiS er Jastrzębie-Zdrój med 82.000 indbyggere.
Landspolitik betyder mindre i små kommuner
Generelt prøver de lokale borgmesterkandidater at tage afstand til landspolitik, og 78,3% af borgmestrene tilhører således ikke officielt et landspolitisk parti, hvilket dog ikke nødvendigvis betyder, at de ikke har en form for tilknytning. Af de 21,7% af borgmestrene, som tilhører et politisk parti, er resultatet:
PiS – 573
Borgerplatformen, PO – 294
Modernitet – 5
PSL – 406
Tredje vej – 49
Konføderationen -17
Venstrefløjen – 69
Her er der en tydelig forskel fra det landspolitiske resultat, særligt hvis man kigger på PSL, som traditionelt står stærkt i lokalpolitik i landkommunerne, og ofte bliver kaldt ”Bondepartiet”. Det er også tydeligt, at PiS som det absolut førende parti står stærkt i mindre kommuner, mens de kun har 4 ledere i de 107 største kommuner.
Send en e-mail til m@hardenfelt.dk hvis du gerne vil have en dansktalende guide til at vise dig de vigtigste steder i Warszawa.