Maria Skłodowska-Curie
1867-1934
Fysiker og kemiker. Nobelpris i fysik sammen med sin mand, Pierre, i 1903. Nobelpris i kemi 1911.
Madam Curie er – så vidt jeg husker – den eneste polak jeg lærte om, mens jeg gik i skole.
Hun er opvokset i den del af Polen, som var under russisk herredømme. Faren var matematik- og fysiklærer, og underviste datteren. Moren ledede et pensionat og skole for piger ”fra gode hjem”.
Maria drømte om at studere, hvilket imidlertid var umuligt for piger i Rusland (Warszawa var dengang en del af Rusland). Først fra 1900 var der som det første polske universitet adgang for piger til de fleste studieretninger på universitetet i Krakow, som hørte under Østrig.
Efter selvstudier blev hun i 1891 optaget på Sorbonne i Paris, hvor hun studerede matematik og fysik. Ved siden af studierne spillede hun teater om polsk selvstændighed, blandt andet med pianisten Jan Pederewski, som kortvarigt skulle blive polsk premierminister, og som var afgørende for at påvirke den amerikanske præsident Wilson til at optage dannelsen af et uafhængigt Polen i sin erklæring om verden efter 1. Verdenskrig.
Efter afsluttede studier på Sorbonne blev Maria Skłodowska tilbudt et forskningsstipendium og kom til at arbejde tæt sammen med Pierre Curie, som hun giftede sig med i 1895. Bryllupsrejsen var en cykeltur ud i naturen.
I 1903 fik Maria, manden og Henri Becquerel i fællesskab nobelprisen for deres udforskning af radioaktivitet. Efter mandens død i 1906 i en trafikulykke modtog Madam Curie som den første kvinde et professorat på Sorbonne. I 1911 fik hun nobelprisen i kemi for opdagelsen af polonium og radium.
Madam Curies ophold i Frankrig var dog på trods af anerkendelser og forskningsmuligheder ikke ukompliceret. Hendes polske baggrund gav anledning til spekulationer om, at hun kunne være jøde, hvilket på daværende tidspunkt i Frankrig var værre end at være kvinde. Endvidere gav hendes erklærede ateisme og omgang med gifte mænd anledning til negative kommentarer.
Send en e-mail til m@hardenfelt.dk hvis du gerne vil have en dansktalende guide til at vise dig de vigtigste steder i Warszawa.