Hvis man er opvokset i Polen, har Andrzej Wajdas livssyn øvet en betydelig indflydelse på opfattelsen af historien og det polske samfund.
I løbet af sin karriere instruerede Wajda omkring 60 store film, hvoraf han selv har sagt, at nogle af dem måske nok var lidt for langtrukne.
Efter nogle år på kunstakademiet i Krakow begyndte Wajda i 1949 på Filmskolen i Lodz. Herefter instruerede Wajda film på stribe. Han var ikke medlem af kommunistpartiet, og hans film var ofte på kanten af, hvad der var ideologisk acceptabelt. Imidlertid opnåede Wajda en så betydelig anerkendelse, at man tillod hans virke. Han var imidlertid selv bevidst om hvor langt han kunne tillade sig at gå i forhold til styret, og var utvivlsomt i stand til at udøve en grundig selvcensur.
Jeg burde nok opliste alle film, men jeg har blot udvalgt nogle få, som jeg finder fortjener en særlig omtale:
Aske og Diamanter (1958) – om vanskelighederne vil at komme tilbage til en normal tilværelse, efter at have været en del af modstandsbevægelsen.
Det forjætte land (1975) – om industrialiseringen af Lodz på basis af Reymonts roman af samme navn.
Marmormanden (1976) – Samfundskritisk film om 1950’ernes Polen med censur og central detaljestyring.
Jernmanden (1981) – Film om strejkerne i Gdansk i 1980 og dannelsen af den frie fagforening Solidaritet.
Katyn (2007) – om Stalins mord på polske krigsfanger i 1940.
Walesa – Håbets mand (2013) om Lech Walesas liv i den antikommunistiske opposition.
Andrzej Wajda om polsk film i 1950’erne med engelske undertekster: