Guide til Gdansk, Sopot og Gdyni

De Tre Byer (Gdansk, Sopot, Gdynia) – indledning

De Tre Byer, 3-City – eller på polsk ”Trojmiasto” – består af tre polske byer ved Gdanskbugten, som er karakteriseret ved et tæt samarbejde mellem byerne og en fælles infrastruktur. Agglomerationen er med 750.000 indbyggere en af de største sammenbyggede byområder i Polen, og hvis man inkluderer byerne i oplandet kommer Gdansk-aggolmerationen op på 1.100.000 mennesker, hvilket danner et kraftcenter med direkte adgang til Baltikum, et kraftcenter som måske endnu ikke har udbyttet hele sit potentiale.

En by med en tusind år gammel historie

Havnefronten i Gdansk

Det specielle ved De Tre Byer er imidlertid variationen i arkitektur, mentalitet og endog sprog. Gdansk er den ældste af byerne – faktisk en af de ældste polske byer, med en over 1000-årig historie. Byen blev jævnet med jorden under 2. verdenskrig, men blev efter krigen genopbygget med respekt for de historiske traditioner. Havnefronten minder meget om nyhavn, og den store hovedgade – Dlugi Targ – er fri for biler og fyldt med liv og mennesker. Mellem havnefronten og Dlugi Targ er der fyldt med gyder og kringelkroge, brudt af lejlighedsvise arkitektoniske mesterværker, som fx. Mariackikirken, Operaen og posthuset som danner rammen om væsentlige episoder Gunter Grass’ roman, Bliktrommen.

2. Verdenskrig begyndte her

Øst for centrum ligger havneområdet Westerplatte, hvor tyskerne indledte 2. Verdenskrig med et angreb på polske styrker.

Skibsværftet er Solidaritets vugge

Lidt nord for centrum ses skibsværftet, som i1970erne og 80erne dannede rammerne for de uroligheder, som senere skulle føre til et systemskifte i Østeuropa under ledelse af elektrikeren Lech Walesa, og i konsekvens heraf en nyorientering af den politiske situation i hele verden. Videre frem ses andre bydelscentre, med et ganske andet præg en Centrum. Nord for det historiske Centrum finder man Wrzeszcz med Teknisk Universitet og dele af Universitetet, Oliwa med villaområder, parker og Polens største zoologiske have, som mere minder om en dyrepark.

Strand overalt

Langs hele byen – nord for s-togslinjen – er der kun få kilometer til veludviklede strandarealer, med små restauranter, hoteller, boligområder og campingpladser.

Sopot hænger sammen med Gdansk

Gdansk er bygget sammen med Sopot – en gammel tysk ferieby, som nu huser en stor del af Gdansk Universitet, en skovopera, en usædvanlig lang træmole og noget af den hotteste stemning i Nordeuropa. På grund af universitetet er der gang i den hele året, men specielt om sommeren er byen belejret af festglade feriegæster fra hele Polen, og også flere og flere fra resten af Europa. Hundredvis af værtshuse, klubber og glimrende restauranter sørger for betjeningen af byens gæster og de 35.000 fastboende. Der er indlogeringsfaciliteter i alle prisklasser, fra elegante feriehoteller ved stranden over moderne kædehoteller, til pensionater, privat indkvartering i villaer og billige campingpladser.

Med havnebyen Gdynia har vi “De tre byer”

Længst mod nord ligger Gdynia – et moderne handelscentrum med fiskemarked, containerhavn, lystbådehavn og kontorpaladser i glas og stål. Butiksvinduerne bærer præg af en hurtig omsætning af luksusvarer, og i det hele taget føler man sig hensat til en anden verden, hvis man kommer fra Gdansk eller Sopot – et sted hvor penge ikke bare er noget man bruger, men også noget man skal tjene, og det skal helst ikke gå for langsomt.

S-togsbanen binder det hele sammen

Hele området er bundet sammen af lokalbanen (s-togslinjen), som kører uafbrudt og rimeligt hurtigt i dag- og aftentimerne. Endvidere er området udstyret med en god motorringvej, et godt lokalvejnet, effektive sporvognsforbindelser og masser af cykelstier. En glimrende international lufthavn sørger for forbindelsen til Malmø, København, Aarhus og resten af Europa. Der er også færgeforbindelse til Sverige og Finland.

Halvøen Hel er et pragtfuldt ferieområde

Fra både Gdansk, Sopot og Gdynia er der færgetransport til halvøen Hel, som overvejende er beboet af Kasjubere – en original pommersk befolkningsgruppe, med eget sprog og kultur. Hel er historisk set primært fiskerlejer og militærenheder, men om sommeren liver området op som ferieområde, med en egenartet, og lidt mere afslappet, stemning end Sopot. Længere nede af halvøen finder man også mange pensionater, som specialiserer sig i familie- og daseferie. Halvøen kan også nås ved hjælp af tog.

 
Michael Hardenfelt – dansker i Polen. Translatør, tolk & turistguide

Send en e-mail til m@hardenfelt.dk hvis du gerne vil have en dansktalende guide til at vise dig de vigtigste steder i Warszawa.