Praktiske oplysninger
Klimaet
Hvor en stor del af Polen har kontinentalt klima, som giver varmere somre og koldere vintre end på Sjælland, så er Gdansk primært påvirket af Baltikum, hvilket giver temperaturer nærmere på det vi kender i Danmark. Forsommeren kan byde på perioder med meget regnvejr, men somrene er som regel solfyldte og noget varmere end i Danmark, så juli og august er tæt på at kunne garantere strandvejr. Vintrene kan være en anelse køligere, men man ser sjældent meget lave minusgrader, og selv den koldeste måned, januar, har oftest plus-temperaturer i dagtimerne.
Lokaltoget
Lokaltoget SKM (Hurtig Bybane) der forbinder Gdansk, Sopot og Gdynia er en genial konstruktion i en by som er lang, og generelt ikke særlig bred. Lokaltoget starter ved stationen Śródmieście (Midtbyen) i Gdansk, og stopper derefter med 1-2 kilometers mellemrum indtil Gdynia. Ca. hvert andet eller hver tredje tog kører videre til byerne Rumia, Reda og Wejherowo. Linje nr. 2 kører fra Wrzeszcz over lufthavnen og slutter i Gdynia.
Man kunne godt ønske lidt hyppigere drift i weekenden og om aftenen, men kan man leve med det er det en perfekt måde at komme rundt i byen på. Desværre kører bybanen på et selvstændigt billetsystem, som ikke samarbejder med busser og sporvogne, med oftest vil der ikke være behov for at skifte til andre transportmidler. Der er dog et fælles system for periodiske billetter, se under busser og sporvogne.
På hverdage fra 5.30-21.00 kører bybanen hvert 10. eller 15. minut, mens de kører væsentlig sjældnere resten af døgnet, med kun et enkelt tog mellem 1.00 og 4.30 om morgenen. Lørdag og søndag er der generelt halvtimesdrift.
Billetten købes på stationer eller i kiosker, og den skal stemples i en lille gul stempelmaskine inden man stiger på toget. Den kan også købes i automater på perronen. Skulle man springe på toget uden billet kan en sådan købes i forreste togvogn – omend det kræver aftalte penge.
Busser og sporvogne
Den offentlige transport i 3-city er relativt effektiv, men kan være langsommelig i myldretiden.
Billetter som gælder til busser og sporvogne kan købes i kiosker og i automater ved trafikknudepunkter.
Gdansk har et effektivt net af sporvogne indenfor kommunegrænsen. De 11 sporvognslinjer kører dels på langs af byen i en vis afstand fra lokalbanen, således at det meste af byen er dækket på tværs med offentlig kommunikation, men toget er klart det hurtigste. Endvidere kører sporvognene på tværs, til områder der ikke er dækket af de linjer som kører på langs; Mod kysten kører de til Stogi, Nowy Port og Brzezno, ind i landet mod Siedlce og Chelm. Alle sporvognene standser omkring Hovedbanegården i Gdansk. Endvidere er der et bredt net af busser som når ud over hovedfærdselsårerne, heraf også et antal natbusser.
Sopot serviceres af både busselskabet i Gdansk og Gdynia. Der er enkelte lokallinjer, men de fleste kører videre til Gdynia eller Gdansk.
Gdynia har ikke nogen sporvogne, men den offentlige transport klares ved et tæt net af busser og trolleybusser.
Cykel
3-city er Polens bedste cykelregion, med cykelstier der strækker sig langs kysten og langs hovedkommunikationsårerne, og de fleste af dem er velholdte. Cykelstierne befinder sig som regel kun i en side af gaden, og er således dobbeltrettede.
Biler har ikke den samme agtpågivenhed overfor cyklister som i Danmark, og det er klogt at se sig ekstra godt for.
Mange kører på fortovene. Det er teoretisk set ulovligt for voksne, men politiet vil næppe standse nogen af den grund. Til gengæld kan det blive dyrt hvis man kører ind i nogen/ noget.
Det er strafbart at køre på cykel efter at have drukket alkohol, og forbuddet eksekveres effektivt. Onde tunger påstår at det er langt nemmere for politiet at fange berusede cyklister end bilister, og at de derfor går efter det nemmeste, for at få point på aktivitetslisten.
Lufthavn
Lech Walesa Lufthavnen i Gdansk er en mellemstor, moderne lufthavn ca. 10 km. fra Gdansk centrum, og en nybygget ekspresvej fra Wrzeszcz til lufthavnen gør turen ukompliceret. Toget fra Wreszcz eller Gdynia er hurtigt og pålideligt.
Færgeforbindelser
Polferries har regelmæssigt færger til Nynashamn i nærheden af Stockholm.
Stenaline har flere gange om dagen færger fra Gdynia til Karlskrona, hvorfra der er regelmæssig tog- eller landevejsforbindelse til København. Det er ikke den billigste måde at rejse på, men det giver mulighed for en dejlig sørejse, og er ideelt, hvis du har meget bagage med.
Bil
Vær opmærksom på at indre by og tilstødende områder i både Gdansk, Sopot og Gdynia kræver parkeringsbillet på hverdage i dagtimerne.
Der er opsat stærekasser flere steder, og politiet står hyppigt ved brændpunkter for at fange fartsyndere. På trods at dette ligger bilernes normale hastighed et godt stykke over de tilladte 50 km/t.
Har du en større reparation kan det formodentligt godt betale sig at få det lavet på et værksted i Gdansk.
Drikkepenge
Der er ikke nogen steder i Polen hvor der er krav om drikkepenge. Man kan eventuelt runde op i taxaen, men der er ingen grund til at indregne en procentsats.
Hvis man sidder ved et bord på en restaurant vil tjeneren forvente drikkepenge, men mange giver ikke. Lønnen er dog lav, og tjeneren lever i høj grad af sine drikkepenge, så en påskønnelse kan være på sin plads. Personligt giver jeg 5%, hvis jeg er tilfreds med serviceniveauet. Enkelte steder lægger restauranterne automatisk drikkepenge oven i regningen ved større grupper, men hvis de ikke informerer om det på forhånd ville jeg personligt betragte det som en grund til ikke at give drikkepenge.
Stuepigerne på hotellet vil være glade hvis du efterlader lidt småpenge når du rejser, og er der piccolo på hotellet vil han forvente 2-5 zl. for at bære jeres kufferter op på værelset.
Kan du godt lide at give drikkepenge, så modtages de overalt med glæde. Der vil næppe være nogen der bliver fornærmede over at modtage en påskønnelse, men det forventes heller ikke.
Den Danske Ambassade
Den nærmeste Danske Ambassade i Warszawa, men i påtrængende tilfælde kan man kontakte det danske Konsulat i Gdansk.
Danmarks ambassade i Polen
ul. Marszałkowska 142
00-061 Warszawa
Tel.: +48 (22) 565 29 00
Fax: + 48 (22) 565 29 70
Konsulat Królestwa Danii
ul. Długi Targ 1-7 (pokój 16)
80-828 Gdańsk
Mobiltelefon.: +48 603 873 634
El-forsyning
220 volt som i Danmark. Stikdåserne passer normalt til danske stik.
Parkering
Vær opmærksom på at indre by og tilstødende områder i både Gdansk, Sopot og Gdynia kræver parkeringsbillet på hverdage i dagtimerne.
Penge og kreditkort
Ældre polensrejsende vil huske hvordan man engang vekslede sine $ eller D-mark til polske matadorpenge hos taxachaufføren, tjeneren eller i en port. Disse tider er nu kun et eksotisk minde.
Kontante penge veksles bedst i vekslekontorer (Kantor). Det er fornuftigt af undersøge prisen flere forskellige steder. Generelt betyder de danske hvidvaskningsregler, at handlen med danske kroner fra udlandet er besværlig. Det kan derfor bedre betale sig at bruge kreditkort.
Stort set alle butikker, hoteller og restauranter i Warszawa tager imod internationale kreditkort (nogen har et minimumskøb på 6 eller 10 zl. for at modtage kreditkort), og overalt finder man maskiner hvor man kan stikke sig kreditkort ind, for derefter at få spyttet polske zloty ud.
Åbningstider
Lokale købmænd har ofte åbent fra 6-7 om morgenen til sent på aftenen. De fleste almindelige butikker åbner 9, 10 eller 11 og lukker omkring 18.00, mens de i mange store butikscentre holder åbent til 21:00 eller 22:00. Mange butikker lukker om søndagen, men de store butikscentre holder lukket på de 13 årlige helligdage hvor de skal holde lukket.
Cafeer holder åbent fra tidlig morgen, de fleste restauranter åbner klokken 11:00 eller 12:00, men nogen lukker relativt tidligt.
Rygning
Med mindre der er særlige rygekabiner, så er det forbudt at ryge i lufthavne, på stationer, kontorer, hospitaler og de fleste indendørs arealer.
Mange restauranter har rygelokaler, og man kan ryge på sit hotelværelse, med mindre det udtrykkeligt er forbudt. Men det er udtrykkelig forbudt på de fleste hoteller.
Øl, vin og spiritus
Øl og vin koster nogenlunde det samme som i Danmark hvis det købes i supermarkedet, men er generelt langt billigere på værtshuse og restauranter.
Husk at alkohol skal drikkes hjemme eller på værtshuse. Det er FORBUDT at indtage alkohol offentligt på gader og i parker.
Vand
Vandet fra den kommunale vandforsyning har i mange år været anset for uegnet som drikkevand på grund af grum lugt, fæl smag eller skadelige stoffer. De sidste år og en masse EU-penge er dog ved at vende billedet. I dag burde hanevandet være drikkeligt i det meste af 3-city, men de fleste af mine bekendte drikker det dog ikke med mindre det er kogt. Vand på plastikflasker kan købes overalt, og det bliver nok ved med at være sådan i en årrække fremover.
Send en e-mail til m@hardenfelt.dk hvis du gerne vil have en dansktalende guide til at vise dig de vigtigste steder i Warszawa.