Abort

17. marts 2024

Hele Polen er i øjeblikket oppe at køre over abort, som en stor del af befolkningen og parlamentet gerne vil have liberaliseret.

Regeringen foretager nogle enkelte tiltag, som kan gøres uden lovændringer. Blandt andet erklærer regeringen, at en afgørelse fra Forfatningsdomstolen om at det er forbudt at foretage abort, hvis fosteret lider af en alvorlig sygdom, ikke er gyldig. De udsender også Forordninger, hvor de prøver at tvinge hospitalerne til at gennemføre de aborter, som det er muligt at gennemføre indenfor lovgivningens rammer. Det er ikke mange, men selv her er lægerne bange for at blive retsforfulgt.

Der sker … ingenting

Hele striden er imidlertid en strid om kejserens skæg. Der kommer ikke nogen liberalisering af abortlovgivningen, så længe præsident Duda sidder i præsidentpaladset. Med andre ord, Polen kommer som minimum til at vente i lidt over et år, inden der sker nogen ændringer på den front. Senest har præsidenten erklæret, at han vil aflægge veto mod en lov, som tillader fortrydelsespiller. Der er intet som helst i denne verden, der kan få præsident Duda til at acceptere fri abort til 12. uge.

Markering af standpunkter

Debatten og den meget aggressive tone er imidlertid et spørgsmål om at markere sit parti og synspunkter, dels inden kommunalvalget i april, men nok endnu mere inden EU-valget til sommer.

Folkeafstemning om mord og menneskerettigheder

Sejmens formand – Holownia – er principielt imod en liberalisering af abort, men erklærer, at det bør afgøres ved en folkeafstemning. Her rammer han ind i enorm modstand, både fra regeringskoalitionen, hvor de fleste mener, at man ikke kan stemme om menneskerettigheder og kvindens ret til at bestemme over egen krop. Det er en grundlæggende ret, som ikke kan fjernes af et flertal, mener mange.

I den modsatte lejr opfattes abort som mord, og ideen om en folkeafstemning vækker den samme modvilje. Man kan ikke stemme om at legalisere mord, er argumentet. Retten til livet er en grundlæggende rettighed, som mennesker og lovgivere ikke kan afskaffe.

Jeg spår, at abort bliver et tema i Polen i mange år endnu.