Polsk sprog

Polsk er et slavisk sprog – polakker forstår tjekker og slovakker

Polsk er et slavisk sprog. Det betyder, at polsk er i familie med blandt andet russisk, bulgarsk og ukrainsk. De tættest beslægtede sprog er tjekkisk og endnu mere slovakisk, som kan forstås på tværs af sprogene, hvis folk taler om et emne, de begge har kendskab til, eller hvis de har fået et glas vin. Jeg har personligt rejst rundt i Tjekkiet og talt polsk, og selv om der er kommunikationsproblemer, så klarer man at forklare de ting, man har behov for.

Polakkerne har sværere ved at forstå ukrainsk

Ukrainsk ligger lidt længere væk, og det kan være svært for en ukrainer at opnå en udtale, som ikke afslører, at man kommer østfra. Men … den grammatiske struktur er nogenlunde den samme og mange ord er identiske. Hvis man smider en ukrainer ned i Polen med en faldskærm, skal vedkommende nok klare at forklare om sig selv og købe ind i det nærliggende supermarked.

Russisk er langt væk fra polsk

Russisk er ikke umiddelbart forståeligt, men en del ældre polakker har haft russisk i skolen. Men det var nu ikke alle, som lærte det, for mange var ikke særligt glade for at lære russisk, som blev anset for undertrykkerens sprog. Og så er det over 30 år siden, der var universel russiskundervisning i skolerne, så hvis man ikke har brugt det siden, kan det være vanskeligt at huske.

Udtalen er forskellig i det slaviske sprogområde

Hvis man kommer fra det slaviske sprogområde, eller hvis man i forvejen har lært russisk, vil det være relativt let at lære polsk. Strukturen i sproget er nogenlunde den samme og grammatikken er bygget over de samme grundprincipper. Der er dog betydelig variation i udtalen.

Fællestrækkene ved de slaviske sprog er:

Et kasussystem med mange kasus, hvor endelserne på substantiver, adjektiver og pronominer ændres afhængig af den brugte kasus.
Opdeling i hankøn, hunkøn og intetkøn
To forskellige verber dækker over den samme betydning, med den forskel at det ene er ”udført”, og det andet er ”uafsluttet”.

Lysegrøn = Lande, hvor vestslavisk er nationalt sprog

Mørgegrøn = Lande, hvor østslavisk er nationalt sprog

Mørkeblå = Lande, hvor sydslavisk er nationalt sprog

Slavisk i forhold til germanske samt romanske sprog

Polen har i tidens løb haft masser af kontakt med andre lande, og der er da også lånt ord mellem sprogene, særligt fra tysk, selv om ordet ”tysker” (niemiec) etymologisk set betyder ”den stumme” eller ”ikke talende”. Meget af det kommer fra middelalderen, hvor tyskerne ofte ankom som nybyggere, både som landbrugere eller som håndværkere og handlende i byerne. Men det er altså ikke nok til at man kan forstå hinanden. Til gengæld har polsk en lang række låneord fra latin, som også er sivet ned i andre europæiske sprog. Fra engelsk og amerikansk er der derimod en kraftig moderne påvirkning, både indenfor uformelt sprog og fagsprog indenfor forskellige grene.

Det er ikke så svært at læse polsk, det er værre med talesproget

Alt dette gør, at hvis man sidder med en nedskrevet polsk tekst, så vil en vesteuropæer kunne gætte en lang række ord, særligt hvis vedkommende taler et par fremmedsprog. Hvis man derudover lærer de 1000 mest almindelige polske ord, så vil man hurtigt kunne udlede, hvad en skriftlig tekst handler om.

Tale og forstå polsk tager lang tid for en dansker

Til gengæld vil det for de fleste vesteuropæere tage lang tid, inden de forstår talt polsk, og endnu længere inden de begynder at tale det, selv om … der er en 7-8 ord de fleste lærer meget hurtigt, og som man egentligt kan komme langt med:

Tryk på ordet for at høre udtalen:

kurwa – bandeord, som også betyder luder. Benyttes som udråbstegn, tankestreg og forstærkende præfiks. Man behøver ikke selv anvende ordet, men det er godt at kende det.

Piwo – øl

Rozumiem – jeg forstår

Nie rozumiem – jeg forstår ikke

Dziękuję (udtales: dzienkuje) – tak

Ile – hvor meget

Tak – ja

Nie – nej

Polsk er fonetisk – dvs. det tales som det skrives

Der er to væsentlige problemer med at forstå talt polsk. For det første taler folk normalt hurtigt, og dernæst er lydene ofte uforståelige for de fleste mennesker fra Vesteuropa eller Amerika. I princippet er polsk lydret, dvs. det udtales nøjagtigt, som det staves, hvilket er en følge af sprogcentraliseringen fra efter første Verdenskrig – der er simpelt hen meget få dialektforskelle i polsk. Men for at kunne glæde sig over denne sammenhæng mellem skrift- og talesprog (som vi jo hverken har på engelsk eller dansk), skal man dybt ned i lydsystemet.

Det er lettere at lære polsk, hvis man taler russisk

Hvis man ikke på forhånd har lært russisk eller et andet slavisk sprog, vil en vesteuropæer også stå overfor en nærmest uoverstigelig mur, når man skal til at bøje de polske ord. Substantiver, adjektiver og pronominer bøjes i køn, tal og 7 forskellige kasus, mens verber (ud over tid) bøjes i køn samt personendelser, hvilket ikke er så slemt, hvis man taler et romansk sprog. Endvidere eksisterer blandt verberne en kontrast for udført og ikke udført i form af to forskellige ord, der dog oftest er skabt ved et præfiks eller en anden variant af det grundlæggende ord. Det kan godt være at man med en koncentreret indsats kan lære disse nye begreber, men det er ikke nemt at automatisere dem i sit sprogbrug.

Udbredelse – hvor taler man polsk?

Polsk er officielt sprog i Polen – dvs. gadeskilte er på polsk og enhver kommunikation fra det offentlige er på polsk. Det samme er tilfældet for undervisningen i skolerne.

Med små 38 millioner polske indbyggere og nogle millioner udvandrere og efterkommere af udvandrere/fordrevne, som taler polsk til hverdag, antages det, at omkring 42 millioner (måske lidt flere) har polsk som deres primære sprog. Der er forskellige opgørelser, men det vil være sikkert at placere Polen blandt de mest talte 40 sprog i verden.

Dialekter og mindretal i Polen

Krakow, Poznan og Warszawa

Hvis du diskuterer dialekter med en polak, vil de ofte hævde, at Polen da også har dialektforskelle. Her er de største dialekterne mazowiecki, malopolski og wielkopolski (Krakow, Poznan og Warszawa). Det drejer sig om at nogle lyde er stemte og ustemte og visse andre forskelle i udtalen. Der kan også findes enkelte regionale ord. Men for det første er det hele relativt blandet, og for det andet er forskellene så små, at selv veluddannede polakker ikke er i stand til uden videre at identificere, hvor andre polakker kommer fra på basis af disse dialekter. Hvor for eksempel dansk, engelsk, tysk, hollandsk, fransk og spansk har tydelige dialektforskelle, som er åbenlyse for alle, er dette langt fra tilfældet i Polen. Årsagen til dette skal nok søges i en centraliseret sprogpolitik, som blev indledt i tiden efter første Verdenskrig, og så også i det faktum, at polakkerne efter anden Verdenskrig blev blandet som et spil kort.

Selvfølgelig kan man finde enkelte regionale ord. I Wroclaw er sproget stadig præget af enkelte ord fra det tidligere østlige Polen, fordi borgerne i Wroclaw overvejende består af efterkommere af folk, som blev forflyttet fra den nu ukrainske by, Lwow, i forbindelse med grænseændringerne efter krigen. I Warszawa kan man også finde enkelte reminiscenser af en bydialekt på Praga, måske fordi bydelen tidligt blev ”befriet” af den Røde Hær, og således ikke var omfattet af ødelæggelserne i 1944-1945.

Kaszubisk – nord for gdansk

Kaszubisk tales i det daglige af små 100.000 mennesker nord og vest for Gdansk og er defineret som et regionalt sprog, og i enkelte kommuner er sagsbehandlingen tosproget i kontakten med borgerne (polsk og kaszubisk). I de områder, hvor der tales kaszubisk, kan der på forældrenes begæring undervises i dette i skolen, men den almindelige undervisning foregår på polsk.

Nogle mennesker mener, at kaszubisk er en dialekt, men spørgsmålet om dialekt eller selvstændigt sprog er oftest præget af politiske holdninger. Nationalistiske grupper ser Polens enhed og udelelighed som basalt for Polens overlevelse, og ser rødt ved ethvert tiltag til regionalisering.

Selv om kaszubisk grammatik stort set er identisk med polsk grammatik, vil en polak ikke forstå to mennesker, som fører en samtale på kaszubisk. Alle kaszubere taler derimod polsk, og kan til enhver tid skifte fra kaszubisk til polsk.

Schlesisk – Opole og Katowice

Der har været forsøg på at anerkende Schlesien som et officielt mindretal, men det er blevet blokeret af den polske præsident, som frygter regionalisering af Polen. Schlesisk er nok snarere en dialekt end et selvstændigt sprog, og er umiddelbart forståeligt for polsktalende, selv om de nogen gange smiler, når de hører schlesisk i fjernsynet.

Omkring 500.000 personer omkring Opole og Katowice taler Schlesisk som er præget af tyske låneord.

Kresy – de tabte polske områder i Øst

– en del polakker lever i Ukraine, Belarus og Litauen. Disse mennesker taler et lidt gammeldags polsk, som omgående identificeres af folk, som taler standardpolsk.

Bjergfolkenes sprog

Folk i bjergene i området omkring Krakow har nogle fine folkedragter, synger folkesange og danser, og de bliver derfor ofte puttet i et af de gamle kostumer og udstillet på torvet i Krakow og andre turistbyer.

De taler et sprog, hvor ordforrådet er præget af deres liv i bjergene, og så har de i øvrigt låneord fra tjekkisk og slovakisk. De er også præget af at have levet isoleret fra omskiftelserne andre steder i Polen. Alt dette giver et sprog, som for de fleste polakker lyder sjovt, og man får næppe et godt job, hvis man reklamerer med sit modersmål. Men … det er med til at identificere tradition og mangfoldighed i Polen.

Tysk som mindretalssprog

Langt de fleste tyskere blev bortvist fra Polen efter 2. Verdenskrig, men særligt omkring Opole fik en lille gruppe lov til at blive (man forklarede det med, at det var polakker, der var blevet germaniseret). De etniske tyskere udgør i dag omkring 150.000; disse har ret til at drive egne, tosprogede skoler, og i de områder hvor de etniske tyskere bor, tilbydes børnene 3 timers modersmålsundervisning om ugen.

Betydningen af køn i det polske sprog

Som i de fleste andre europæiske sprog er navneordene inddelt i hankøn, hunkøn og intetkøn, og det er ikke blot en grammatisk inddeling. Polakker kønsidentificerer mere eller mindre bevidst alle genstande og handlinger. De fleste jobtitler peger klart på en mand eller en kvinde, og en del af kvindebevægelsen kæmper for kvindelige former til lederjob, såsom direktør, minister eller chef, og det er en kamp, som de er ved at vinde. Mange kvinder vælger dog også at bruge den mandlige form, da denne synes mere seriøs. Nogen steder er der forskel i stillingens indhold; Den kvindelige form af sekretær vil fx brygge kaffe, besvare telefonopkald og arkivere, mens den mandlige form (også selv om det er en kvinde) normalt vil have et ledelsesansvar. Tillægsord og stedord er også kønsopdelte, og retter sig efter navneordets køn.

Hankøn = konsonant, hunkøn = a, intetkøn = o, e, ę, um

Der er undtagelser fra det følgende, men hankønsord ender normalt på en konsonant (syn, komputer, telefon), hunkønsord på –a (kobieta, ulica) og intetkønsord på –o, -e, -ę eller –um (auto, morze, cielę, muzeum).

Verberne bøjes også i køn

Verberne i datid opdeles også i køn; i ental i han-, hun og intetkøn, mens flertal opdeles i mandspersoner og andre. Mandspersoner skal forstås sådan, at hvis udsagnsordet refererer til blot et enkelt menneske af hankøn, så bruges formen for mandspersoner. Refereres til kvinder, dyr, handsker eller cigarer, så bruges formen for ”andre”. Hvor udlændinge måske nok kan tilgives, at de ikke har lært navneordets køn eller laver fejl i bøjningsmønsteret, så betragtes de simpelt hen som ubegavede eller uforskammede, hvis de refererer til et forkert køn, når de bruger en verbalform. Den konstante understregning af køn kan være forvirrende og frustrerende for en dansker eller englænder, som normalt tænker i neutrale, fælleskønnede baner, men også er opdraget til ligebehandling og streng kønsneutralitet.

Ortografi – specielle polske bogstaver

Polsk opretholder en række specialtegn, men generelt består tegnene af det grundlæggende latinske alfabet. Endvidere har den historiske udvikling gjort at nogle af bogstaverne repræsenterer identiske lyde. Der har i mange år været røster fremme som har krævet en revision af den polske ortografi, men indtil videre har traditionalisterne haft overtaget.

Stavefejl er FORBUDT på polsk

Der er strenge regler for stavningen af de forskellige ord, og ufejlbarlighed i stavning er en grundlæggende betingelse for at blive taget alvorligt. En af de mest alvorlige forbrydelser en polak kan begå, er at benytte bogstavet ”ó” i stedet for ”u” eller omvendt. Disse to bogstaver udtales som nøjagtigt den samme u-lyd, men en fejlagtig anvendelse vil i mange sprogpuritaneres øjne klassificere den skrivende som udannet. En del af dem vil mene, at det så vil være bedre slet ikke at skrive noget. Det skal bemærkes at en stor del af skolernes tid netop går på at øve den korrekte anvendelse af disse to bogstaver samt bogstavparret rz/ ż, hvor nøjagtigt samme problematik gør sig gældende.

Du skal bare lære lydene, så er det slet ikke så slemt

Når man først har lært lydene i alfabetet, så er polsk skriftsprog overraskende lydret. Man kan generelt udtale et ord man har set på skrift, og man kan uden problemer skrive ord korrekt, selv om man ikke kender dem. Men det kræver selvfølgeligt at man først har lært både alfabetet og lydsystemet.

De særlige polske bogstaver og bogstavkombinationer, som supplerer det latinske alfabet, er:

ą – ch – cz – ć – dz – dź – dż – ę – ł – ń – ó – rz – sz – ś – ż – ź

Bogstaverne q, v og x benyttes kun i låneord, og kun i meget begrænset omfang.

Polsk udtale er anderledes end i dansk. Man er nødt til at træne

Polsk udtales generelt anderledes end vesteuropæiske sprog. Faktisk er der så mange forskelle, at de fleste danskere eller englændere, der et kort øjeblik overvejer at lære polsk, løber skrigende bort, når de stifter bekendtskab med lydene; Eller måske stifter de aldrig bekendtskab med lydene, og det kan i virkeligheden godt være her, problemet ligger.

Vi lærer lyde tidligt i livet, og det kræver mere arbejde, hvis vi skal lære nye lyde som voksne.

Evnen til at forstå og gengive lyde er normalt noget, som tillæres som barn eller teenager, og det kan være vanskeligt senere i livet. Man kan altid finde en undtagelse, så selvfølgelig er der særligt musikalske mennesker, som er i stand til at fange kontrasterne, selv om de er kommet op i alderen. Resultatet er imidlertid, at de fleste vesteuropæere udtaler polsk med lyde fra deres eget sprog. Det værste resultat kommer, hvis man køber en lærebog i polsk, og begynder at lære ordene på baggrund af, hvordan de står skrevet i bogen. Det er ikke kun et spørgsmål om, at man har en underlig accent; ordene og bøjningerne har en sammenhængskraft, der er forbundet med lydene, og man får simpelt hen ikke et naturligt forhold til sproget, uden at have lært lydsystemet. Det gør det svært at huske ordene og endelserne.

Træn med en professionel, med mindre du er et naturtalent

Hvis man vil lære polsk, så skal man efter min mening starte med lydsystemet, også fordi dette er nøglen til grammatikken, som i vidt omfang retter sig efter de rammer som udtalen sætter. DET VIL VÆRE EN RIGTIG GOD IDE AT FÅ PROFESSIONEL HJÆLP TIL AT TRÆNE LYDENE.

Både vokaler og konsonanter udtales generelt lidt anderledes end i vesteuropæiske sprog. Forskellene er marginale, men når man udtaler hele ord træder forskellene tydeligt frem. Det vanskeligste er imidlertid de særlige polske lyde, som er udstyret med specielle bogstaver eller er dannet af sammensatte bogstaver.

Dobbeltformerne – hvor to bogstaver på polsk udtales ens

ch – udtales som polsk ”h”

ó – udtales som polsk ”u”

rz – udtales som ”ż” (se nedenfor)

Vokaler på polsk:

”ą” og ”ę” – Nasale vokaler. Udtales som ”on/ oun” og ”en/ eun”. I nogen sammensætninger udtales de imidlertid ikke nasalt, og så udtales de som almindeligt polsk ”a” eller ”e”. Det gælder særligt for ę når det står sidst i et ord.

Polske konsonanter:

ł – lidt hen af en w-lyd

ć, ń, ś, ź – kaldes bløde vokaler. Udtales i princippet som ci, ni, si, zi

cz – lidt hen af „tj”, men lyden skal trænes

dz – lidt hen af „dj”, men lyden skal trænes

dź – lidt hen af „dji”, men lyden skal trænes

sz – en hvislelyd. Skal trænes.

ż – som „sz”, men stemt

dż – som „cz”, men stemt

Du træner lydene ved at øve dig i den rigtige mund- og tungestilling, hvorefter du udtaler lyde som ligger tæt på hinanden. Det drejer b.la. sig om:

sz, ż, cz, dż

sz, ż, cz, dż – alle fire lyde dannes ved at holde tungespidsen opadrettet. Ved sz og ż skabes en friktion, ved cz og dż en eksplosion. Lydene sz og cz er ustemte, ż og dż er stemte. Ved stemthed opstår der nogen svingninger i lyden, men hvis du ikke har styr på stemthed/ ustemthed, så er det noget som skal trænes med en pædagog.

si, zi, ci, dzi

si, zi, ci, dzi – Ved disse fire lyde er tungen ligeud- eller let opadrettet. Si og zi er lange, ci og dzi korte. Zi og dzi er stemte, si og ci ustemte.

s, z, c, dz

s, z, c, dz – Tungespidsen er nedadrettet. Ved s og z skabes en friktion, ved c og dz en eksplosion. Lydene s og c er ustemte, z og dz er stemte.

Polske substantiver

Som nævnt inddeles polske navneord i 3 køn. Disse 3 køn tager enten ental eller flertal, og bøjes ydermere i 7 forskellige kasus. Hvert køn har en række regelmæssige kasusbøjninger, som afhænger af navneordets endelse. Derudover eksisterer der en lang række undtagelser. Pronominer og adjektiver bøjes ligeledes i kasus.

De fleste hankønsord ender på en konsonant (syn, komputer, telefon), de fleste hunkønsord på –a (kobieta, ulica), og intetkønsord på –o, -e, -ę eller –um (auto, morze, cielę, muzeum).

Kasussystemet på polsk

Det er lidt nemmere at forstå kasussystemet, hvis man har haft latin, men selv en solid gang tysk grammatik kan give et ordentligt skub fremad. Hvis man kun taler dansk og engelsk, så virker kasussystemet i begyndelsen som en uoverskuelig hindring, og det kan være svært at fatte, hvilken glæde et sprog kan have af et kasussystem.

Ordstillingen er ikke så fast på polsk, til gengæld har man kasus

For nu at forklare det helt enkelt, så har vi på dansk faste regler for ordstilling:

Per slår Jan – grundleddet står først i sætningen. Det er den som foretager en aktiv handling, i dette tilfælde ”Per”. Derefter kommer udsagnsleddet (slår), og til sidst genstandsleddet, den som er genstand for handlingen (Jan). Hvis vi vender om på sætningen, således at den lyder: Jan slår Per, så er det Per som får en blodtud.

Regler for ordstilling er mere løse på polsk, i stedet har man kasus. Piotr slår Jan gengives på polsk med: Piotr bije Jana. Piotr er i mianownik, som er den form grundleddet tager. Jana er biernik, som er den form genstandsleddet tager.

Nedenfor angives de polske kasus og deres primære funktioner. Bemærk at meningen med dette afsnit kun er at give en ide om opbygningen af det polske sprog. Der er således ikke tale om en udtømmende liste.

Mianownik (nominativ) – grundled

– grundformen. Grundleddet står i nominativ.

Dopełniacz (genitiv) – ejefald og nægtende genstandsled

– mange funktioner, men de tre vigtigste er 1. Hvis genstandsleddet er benægtet, så står det i dopełniacz (Han har mange penge – her er mange penge genstandsled og i biernik/ han har ikke mange penge – her er mange penge i dopełniacz fordi det er benægtet med ordet ikke. 2. Ejefald – som –s form på dansk: Gartnerens hund = Pies ogrodnika (ogrodnika = gartnerens, og står i ejefald/ genetiv, fuldstændig som på dansk). 3. En række præpositioner danner præpositionsforbindelse med dopełniacz, man kan også tale om at præpositionerne styrer dopełniacz.

Biernik (akkusativ) – genstandsled

– 1. Genstandsled står i biernik (med mindre det er i en negativ form, for så står det i dopełniacz). 2. En række præpositioner danner præpositionsforbindelse med biernik. Ofte er der tale om at den samme præposition har valget mellem to forskellige kasus, og her drejer valget sig ofte om hvorvidt handlingen er statisk eller dynamisk.

Narzędnik (instrumentalis) – et instrument, du bruger samt omsagnsled til grundled

– 1. Instrumentalisform er det instrument, der bruges til at foretage en handling, og det anbringes oftest i narzędnik. 2. Omsagnsled til genstandsled (når der er identitetssammenfald mellem subjektet og objektet) står på polsk i narzędnik, fx: Peter er maler (maler står i narzędnik).

Miejścownik (lokativ) – placering, bruges med præpositioner

– bruges kun i forbindelse med præpositioner. Der er primært tale om statiske præpositionsforbindelser, som angiver et sted hvor nogen/ noget befinder sig.

Celownik (dativ) – hensynsled = polsk version af indirekte objekt

– udtrykker hensynsled eller indirekte objekt (bemærk at polsk sætningsanalyse er anderledes end dansk). Det drejer sig om til hvem eller til hvad genstandsleddet overdrages. Endvidere tager en række præpositioner celownik.

Wołacz (vokativ) – tiltaleform

– en tiltaleform. Fru Kowalska, hvor er jeg glad for at se Dem! Her sættes Fru Kowalska i wołacz, fordi det er en tiltaleform. Brugen af wołacz er på tilbagegang; i stedet benyttes ofte mianownik. Som udlænding kan du roligt tage let på denne form.

Hvert enkelt verbum har sin egen sætningsstruktur

Hvert enkelt verbum har en indbygget sætningsstruktur. Når man lærer et verbum, skal man således ikke bare vide, hvad det betyder, men hvilke strukturer der eksisterer. Hvis vi ser på verbet ”at slå” vil alle polakker kende en række eksempelsætninger. De ved således at vi her benytter standardsætningen ”mianownik + slå + biernik”. Hvis vi vil udvide sætningen, så har vi skemaet: Nogen (aktiv) (mianownik) + slå + nogen (passiv) + med noget (narzędnik):

Per slår Jan med næverne = Piotr bije Jana pięściami

I princippet kan man godt hakke sig igennem på fremmedarbejderpolsk med de tre første kasus, og så ellers træne resten med årene.

Polske udsagnsord/ verber – lidt som på dansk

Polske udsagnsord har tre tider; nutid, datid og fremtid. Endvidere skelnes mellem fremsættende måde (indikativ) og bydemåde (imperativ). Der findes også en hypotetisk form, som dannes ved tilføjelse af endelsen –by.

Aktiv og passiv. Ligesom på dansk er langt de fleste sætninger i aktiv. En aktiv polsk sætning kan ændres til passiv, hvor genstandsleddet i en aktiv sætning bliver et passivt grundled i en passiv sætning.

Peter spiser et æble (aktiv) > Æblet bliver spist (af Peter) (passiv).

På dansk har vi også en hyppigt anvendt passivform med –s: æblet spises. Noget tilsvarende ses ikke på polsk, og passiv bruges nok lidt mindre i polsk end i dansk.

Hertil burde en gennemsnitsdansker ikke have nogen problemer med verberne.

Polske udsagnsord bøjes i person, som på spansk eller fransk

Polske udsagnsord bøjes i person. På polsk er det oftest ikke nødvendigt at anvende personlige pronominer (jeg, du, han, hun, den, det, vi, I, de), for de er indbygget i verbets endelse. Endelsen læres ved hjælp af remser, og er ikke ens for alle udsagnsord. De opdeles i bøjningsgrupper, og ydermere eksisterer der en masse uregelmæssige udsagnsord.

I datid bøjes udsagnsord i køn

I ental datid bøjes udsagnsordene endvidere i køn (både i 1., 2. og 3. person). Det bliver opfattet som vigtigt at benytte det rigtige køn, så glem den danske attitude med at køn ikke er vigtigt. I flertal i datid skelnes mellem mandspersoner og ikke mandspersoner (kvinder, dyr og genstande). Hvis blot en enkelt mandsperson er med i grundleddet, skal formen for mandspersoner anvendes.

Gennemført og ikke-gennemført

Det, man som dansker nok vil stille sig mest fremmed overfor, er aspekt. Polske udsagnsord er opdelt i dokonany (udført) og nie-dokonany (ikke-udført). Dokonany har datid og fremtid (men ingen nutid). Niedokonany har datid, nutid og fremtid. Dokonany og niedokonany kan være to vidt forskellige ord, men er som regel former som ligger tæt på hinanden. Oftest danner man dokonany ved at sætte en forstavelse på et niedokonany verbum.

Diminutiver på polsk

Polakker elsker diminutivformer og afledte former som laver et ord eller navn om til et kæleord. Diminutivformerne dannes ved hjælp af endelser. Stort set alle polske fornavne har således en eller flere diminutivformer. Disse former anvendes af familie, venner og ofte også af arbejdskollegaer. Kærester vil ofte foretrække at give hinanden diminutive dyrenavne, og kalder således hyppigt hinanden for lille fisk, lille frø, lille kat eller (til mænd) bjørn samt lille bjørn. Når man venter på penge regner man med at få nogen ”små penge”, og ens bil vil ofte være en ”lille bil”

Bandeord

Det ubetinget mest populære polske bandeord er ”kurwa”, som ordret betyder ”luder”, men som bandeord bruges i betydningen: sgu, for fanden, satans osv. Ordet bruges lige så meget eller mere end ”sgu” på dansk, men anses for mere vulgært. Personer som anser sig for at være kulturelle vil ofte bruge ”kurczę” (kylling) eller ”kurka wodna” (lille vandhøne) i stedet for ”kurwa”. Bandeord hentyder hyppigst til seksuelle handlinger eller kønsorganer, og er ofte lån fra russisk eller engelsk, med ”fuck” som et af de foretrukne blandt den yngre generation.

De og du

Polsk opretholder to tiltaleformer. ”Ty” (du) bruges blandt familie og venner, men stadigt hyppigere blandt arbejdskollegaer, og unge mennesker vil ofte sige ”ty” til hinanden uden at tænke over det.

De-formen Pan (hr.)/ Pani (fru) benyttes overfor ældre mennesker og hvor man ønsker at opretholde en distance, fx. i butikker og på offentlige kontorer. Endvidere benyttes formen hvor der er en hierarkisk forskel. Det er sjældent at en chef er dus med sine medarbejdere, og på universiteterne er det absolut normen af man titulerer sine lærere/ studerende Pan/ Pani. Duformen udbredes dog langsomt men sikkert, så der kan være variationer i formaliteten afhængigt af, hvor man befinder sig.

Den polske sproglov

De sidste år er lovgiverne begyndt at gå frygteligt meget op i polsk sprog; i 1996 blev der oprettet et Polsk Sprognævn til at værne om sproget, og i 1999 blev der vedtaget en Lov om Polsk Sprog, selv om sproget egentligt har klaret sig meget godt i flere hundrede år, uden at have så meget som en polsk stat.

Ud over at loven fastslår at den polske stat skal støtte udbredelsen af polsk sprog, så afgør den også at offentlige institutioner og forskrifter i Polen fungerer på polsk. Polsk er endvidere det sprog som skal bruges indenfor handel, fakturaer og kontrakter i Polen, såfremt blot en af kontrahenterne er polak. Som udlænding kan man således ikke underskrive en engelsksproget lejekontrakt med en polak (men den polske version kan selvfølgelig oversættes til dansk).

Hvordan lærer man polsk?

Som jeg tidligere har været inde på, så er det for en dansker væsentlig sværere at lære polsk end vesteuropæiske sprog (tysk, spansk, fransk osv.), og vanskelighederne bliver klart større med alderen. Det er vigtigt at gøre op med sig selv, hvad ens målsætning er. Hvis man vil kunne købe lidt ind i de lokale forretninger, så skal man bare prøve at lære nogen enkelte ord og faste udtryk, og så ellers ikke bekymre sig så meget om hvor korrekt det er. Hvis man nogenlunde vil kunne orientere sig i skrevne tekster, så er det heller ikke så vanskeligt. Her skal man lære hvordan de mest almindelige 1.000-2.000 ord bliver stavet, og så ellers være god til at gætte og ikke bekymre sig om grammatik.

Vanskeligheden kommer først hvis man gerne vil kunne tale et varieret og korrekt polsk. Det kan ikke lade sig gøre, uden at man kender lydsystemet godt, og når man har lært dette, så vil ordforråd og grammatik komme langt lettere. Der er stor forskel på hvor hurtigt folk er i stand til at tilegne sig lydsystemet. Alder er en afgørende faktor, musikalitet en anden.

Enetimer i udtale

Jeg vil personligt anbefale nogle enetimer (10 – 60 afhængigt af musikalitet og ambitionsniveau) med en talepædagog, inden man går i gang med at lære polsk, eller eventuelt sideløbende med dette. En talepædagog hedder på polsk en ”logopeda”, og kan findes i de fleste mellemstore og større polske byer. De fleste polsklærere vil mene, at de ved nok om emnet til at de kan undervise, men deres viden er ofte meget teoretisk, og de har normalt ikke de pædagogiske værktøjer og den tålmodighed som logopeda’erne har.

Køb en bog og bed din kæreste hjælpe dig – Det virker ikke!

En metode er at købe en bog og bede sin kæreste eller bekendte om at hjælpe med at lære sproget. Det kan man godt prøve, men det er svært at undervise i polsk, og vil sjældent give gode resultater. Man kan derimod nå langt med selvstudium og venners hjælp, hvis man først har brugt nogle måneder på at lære lydsystemet.

Man kan ikke oversætte ord-for-ord fra dansk

Man skal være klar over, at man ikke kan oversætte ord for ord, og forvente at have en polsk sætning. Polsk er anderledes i sin opbygning end vesteuropæiske sprog, og den bedste måde er efter min mening at lære hele sætninger, for derefter at udskifte enkeltord.

Find en god skole eller lærer

Hvis man vælger privatundervisning, så find en polak med en uddannelse i polsk, og helst også med et speciale i at undervise i polsk for udlændinge.

Endvidere er der opstået mange private skoler som tilbyder polsk for udlændinge, og ligeledes her er kvaliteten varieret. Man må prøve at indhente materialer fra de skoler man er interesseret i, tale med dem og vurdere deres seriøsitet, og eventuelt prøve sig frem.

Hvis vi taler om undervisningsmaterialer, så skal man lige gøre sig klart at polsk ikke har stået som nr. 1 på listen over sprog som udlændinge flokkedes om at komme til at lære. Det er så småt ved at ændre sig, men det betyder at der ikke er udviklet fremragende undervisningssystemer, som man ser det ved engelsk, tysk, fransk eller spansk.

Skoler i polsk for udlændinge

Der er i dag opstået en skov af skoler, som underviser udlændinge i polsk. Jeg har ikke overblik over de enkelte skoler/ universiteter, men hvis du er i Warszawa anbefaler jeg universitets kursus i polsk for udlændinge, hvor lærerne helt sikkert er velkvalificerede, og hvor der er en bred gruppe studerende fra hele verden. Tryk på symbolet, for at gå til hjemmesiden.

Led efter erfaring og et kursus, som er tilpasset dine forudsætninger

Når man vælger skole/ universitet/ privatlærer skal man endvidere være opmærksom på:

Erfaring! Det er ikke nemt at undervise folk fra Vesteuropa i polsk. Sprogene er fundamentalt forskellige, og hvis man ikke er bevidst om elevens forudsætninger, vil man som lærer ofte anse sprogstrukturer for at være indlysende, selv om eleven finder dem uforståelige.
Hvem er kurset rettet imod. Nogle skoler (særligt fuldtidskurser af en semesters varighed) får primært deres studerende fra efterkommere af udvandrede polakker. Det er mennesker, som måske ikke taler polsk, men dog har hørt polsk i deres barndom, og de har som regel ikke problemer med at forstå grammatikken eller med at udtale lydene. Det kan være selvmord at komme ind i en sådan ”begyndergruppe”. Endvidere kan grupperne være fyldt med deltagere fra Ukraine eller andre slaviske lande, som lynhurtigt lærer basalt polsk. Det vil ligeledes være demotiverende for en vesteuropæer. Spørg ind til deltagerne, inden du begynder på et kursus.

Materialer til polskundervisning

Nogen af de bedste materialer der findes for øjeblikket er efter min mening serien Hurra (1,2 og 3) fra forlaget Prolog. De har også udgivet nogen grammatiker på engelsk og tysk samt lærebogen Start 1, der betegnes som survival Polish med engelske forklaringer. Tryk på billedet, for at gå til internetsiden.

Universitetsforlaget Universitas fra Krakow er dem, der udgiver flest bøger til polskundervisning for udlændinge. De tilbyder en bred vifte af bøger fra begynderniveau til C2. Der er i de senere år sket en revolution indenfor undervisningsmaterialer, så gå primært efter bøger udgivet indenfor de senere år. Nogle af de ældre bøger er meget teoretiske, og savner en pædagogisk tilgangsvinkel. Tryk på billedet, for at gå til internetsiden.

Forlaget Wiedza Powszechna har for mange, mange år siden udgivet en bog som hedder Uczymy się polskiego (We learn Polish). Bogen er udgivet i udgaver med forskelligt hjælpesprog (engelsk, tysk, italiensk m.v.), og man kan tilkøbe lyd og grammatik til systemet. Selv om den er moderniseret, er den lidt gammeldags, og nok også bedst hvis man primært er ude efter at lære at LÆSE polsk, men det er godt gennemarbejdet og efter min mening anvendeligt til selvstudium. Tryk på billedet, for at gå til internetsiden.

Send en e-mail til m@hardenfelt.dk hvis du gerne vil have en dansktalende guide til at vise dig de vigtigste steder i Warszawa.