Warszawa gennem tiderne
En kort historie gjort lidt længere
Det her skulle i princippet have været en kort gennemgang af Warszawas historie. Kapitlet er ikke blevet så kort, som jeg gerne ville have, men det der står her, hjælper med at forstå byen og resten af beskrivelserne. En tur gennem Warszawa er historie og byens historie er tæt knyttet til Polens historie. Så konceptet er, at jeg her blot bringer de vigtigste baggrundsoplysninger, og bortset fra det, så finder vi historien, når vi i fællesskab bevæger os rundt i byen.
Der har boet mennesker i området fra det tidspunkt, hvor isen trak sig tilbage ved sidste istids afslutning for omkring 12.000 år siden. Floden var den gang langt større og kraftigere end i dag, og vandmasserne gav livsgrundlag for datidens befolkning. Et par tusind år før vor tidsregning ses landbrug og kvægdrift i området og i Romerrigets tid var det en del af ravruten fra Østersøen til Rom.
Omkring år 1300 opstod byen Warszawa, der nok både skal ses som en forsvarsbastion mod litauere og en handelsstation. Inden da var der dog opstået en lang række beboelser og landsbyer indenfor det område, hvor Warszawa ligger i dag. Byen hørte til det uafhængige fyrstendømme Masovien og var i 1339 hovedsæde for en berømt retssag mellem Korsridderne i Pommern og den polske stat, som blev bedømt at den katolske kirke og som gennemførtes i Johannes Døberens Kirke, der i dag er byens domkirke.
Byen havde stor succes og omkring 1400 blev der anlagt en pendant, som fik navnet den Nye By, mens den oprindelige by kaldtes Gamle By, og var omkranset af tykke mure. De to byer lå der ved siden af hinanden som selvstændige organismer helt frem til 1795, hvor de blev forenet til en enhed. Byen blev hærget af brande, og i 1431 blev det formelt forbudt at opføre træhuse, men det tog mange år inden forbudet effektueredes, når man lige ser bort fra selve Rådhuspladsen (Rynek).
Byen lå ideelt som handelsstation mellem Vilnius og Wroclaw samt ved eksport af korn til Gdansk, ligesom byen blev et lokalt centrum for håndværksproduktion, både selve byen og i omliggende satellitbyer, som ikke var omfattet af de strenge regler, der håndhævedes af de forskellige laug. Byen stortrivedes også på grund af slottet, som var blevet et regionalt hovedsæde, og således både basis for handel med luksusvarer samt intellektuelt centrum, med en masse mennesker, som var blevet uddannet i Krakow eller på udenlandske universiteter.
Indtil 1526 var Masovien formelt uafhængigt af Polen, men i henholdsvis 1524 og 1526 døde de sidste fyrster i den herskende linje, brødrene Stanislaw og Janusz, hvorefter fyrstendømmet blev lagt ind under den polske krone. Der kom enkelte jødiske tilflyttere, som konkurrerede med de lokale købmænd, og det lykkedes i 1527 at få kongen til at udstede et non tolerandis Judaeis – ”jøder accepteres ikke” i byen. Kongen opholdt sig stadigt hyppigere i Warszawa, som lå mere centralt i forhold til Litauen, der var i personalunion med Polen, men der var politiske kræfter, som arbejdede for en fuld forening af de to lande.
Efter at det i 1569 var lykkedes at ændre personalunionen mellem Polen og Litauen til en ren realunion, blev Warszawa hovedsæde for de væsentligste parlamentssamlinger, som bestod af kongen, Underhuset og Senatet. Det gav selvfølgelig øget handel, men var også en lidelse for borgerne, hos hvem de mange gæster blev tvangsindkvarteret under parlamentssamlingerne. I henhold til datidens beretninger opførte de tilrejsende adelsmænd sig ofte som despoter under deres ophold i de ikke adelige borgeres huse. Byens købmænd var nemlig ikke af adelig byrd, for bortset fra landbrug og kornhandel blev handel anset for at være en ydmygende og nedværdigende beskæftigelse for en polsk eller litauisk adelsmand.
I 1572 døde den sidste konge af Jagiellonski-dynastiet, Sigismund 2. August af Polen. I Europa rasede konflikten mellem protestanter og katolikker, men i Warszawa vedtog Sejmen inden valget af en ny konge at indføre religiøs tolerance, således at man forpligtede sig til at acceptere alle kristne religioner. Det var samtidigt det øjeblik Polen indførte valgkonger, selv om målet i lang tid var indførelsen af et arveligt dynasti. Det kom imidlertid aldrig for alvor til at ske, og fra dette øjeblik svækkedes centralmagten i Polen, mens stormændene og regionerne tiltog sig mere og mere magt.
I 1587 blev den svenske Sigismund 3. Vasa valgt til den første polske konge af Vasa-dynastiet, og da der i 1596 udbrød brand på Wawel-slottet i hovedstaden, Krakow, flyttede Sigismund 3. sin adresse til Warszawa, som herefter var sæde for parlamentet og kongelig residensby, mens Krakow formelt fortsatte som hovedstad frem til 1795. Den svenske kongesøn var i årene 1592–1599 også konge af Sverige, som således i denne periode var i personalunion med Polen-Litauen. Som indædt katolik blev Sigismund 3. dog afsat af de protestantiske svenskere, hvilket indledte en langvarig konflikt mellem Polen og Sverige.
Omkring dette tidspunkt var Warszawa er en summende handels- og håndværkerby samt administrativt centrum med 10.000 indbyggere. Warszawa lå dog stadig langt efter den tidligere hovedstad og universitetsby, Krakow, som havde 17.000 indbyggere, og endnu længere fra det internationale handelscentrum, Gdansk, som i 1600 havde 50.000 indbyggere. Byens indbyggertal blev til en vis grad opretholdt af tilflyttere, for regelmæssige epidemier og naturkatastrofer kostede mange liv i byen. Den første bro over floden blev i 1603 – tredive år efter sin opførelse – ødelagt af en usædvanlig hård isvinter. Efter en stor brand i 1607 ændredes byens arkitektoniske udtryk sig, for nybyggerierne efter branden gjorde, at den tidligere gotiske stil i centrum blev blandet med renæssancehuse, som overvejende blev tegnet af tilflyttede italienske arkitekter, som også satte deres præg på statuer og kunst i byen. Det var også i denne periode, der blev åbnet nye skoler i byen, og fra 1624 virkede det første trykkeri, som fik tilladelse til at trykke alt, hvad det ønskede, så længe det ikke gik imod den katolske tro. På det tidspunkt var den religiøse tolerance begrænset i den katolske konges by, og det var kun katolikker, som kunne få borgerret i Warszawa.
Broen over floden, omkring 1600. En kortvarig fornøjelse
Det var en urolig periode med borgerkrig ved valget af Sigismund og krig med Sverige. En svensk-russisk alliance medførte krig med Rusland og i 1611 førtes den russiske zar i fangenskab til Warszawa, hvor han blev præsenteret for Sejm. Den russiske zar døde i polsk fangenskab og russerne valgte en ny zar af Romanow-dynastiet, som i de kommende 300 år kom til at gøre Rusland til en stormagt.
Jan Kanty Szwedkowski, Hołd carów Szujskich. Den russiske car i fangeskab i Polen er stadig en traumatisk oplevelse i Rusland.
Vasaslægten nåede at få tre konger på den polske trone og blev siddende til 1668. Trods talrige krige udvikledes byen voldsomt i denne periode; der blev handlet med og produceret luksusvarer samt tunge våben, og omkring Warszawa udvikledes nye landsbyer og produktionscentre.
I 1648 gjorde kosaklederen Bogdan Khmelnytskij oprør og oprettede en ukrainsk stat. Warszawa var præget af rygter om, at oprørene ville gå mod Warszawa, men de viste sig ikke at holde stik. Til gengæld kom Warszawa i lang tid fremover til at være præget af krige, borgerkrige samt pest, og i 1652 anvendtes liberum veto for første gang. Liberum veto var et enkelt parlamentsmedlems ret til at forhindre gennemførelsen af love, og denne institution skulle blive hyppigt brugt over de næste lidt over hundrede år, og var medvirkende til den proces, der førte til Polens totale sammenbrud i 1795.
Khmelnytskij – ond mand og forræder i Polen, en helt i Ukraine
I 1655-1660 besøgte svenskerne og deres allierede Warszawa tre gange, hvor soldaterne hærgede og plyndrede samt brændte dele af byen ned. De omfattende ødelæggelser er et hyppigt gentaget tema i polsk litteratur og film, så den svenske ”syndflod”, som den omtales i Polen, er en tydelig del af den historiske bevidsthed i Polen. I 1660 blev freden i Oliwa imidlertid underskrevet, hvorefter Warszawa kunne skride til genopbygning af byen. Det medførte en udvikling af rokoko, hvor blandt andet Kong Sobieskis sommerresidens fra 1680 er et pragteksempel på denne udvikling. Fra 1697-1764 var Polen i personalunion med Sachsen (dog afbrudt af perioder med modkonger, som regerede i forbindelse med borgerkrige). I denne periode byggede både kongerne og højadlen en række palæer og slotte i byen, og fra 1700 til 1792 tredobledes byens indbyggertal fra 40.000 til 120.000. Der var fortsat ikke noget universitet i byen, men munkeordner stod for den basale undervisning af bedre folks børn. Det var også Piarister-ordenen som fra 1729 i Warszawa udgav den første landsdækkende avis, ”Kurier Polski”.
I 1764 tiltrådte Stanisław Poniatowski den polske trone efter pres fra Rusland. Han havde tidligere haft et kærlighedsforhold til Katharina 2. af Rusland, som således indsatte sin ex på tronen i det, som nu er blevet en russisk lydstat. Poniatowski drømte om reformer, men fik hurtigt besked på, at han skulle befatte sig med noget konstruktivt og holde sig væk fra politik. Kongen gik derfor i gang med at anlægge parker, bygge palæer, istandsætte slotte og beskæftige kunstmalere. Et pragteksempel på kongens kunstneriske beskæftigelse er her Łazienki Parken (de kongelige bade), som i dag ligger lige udenfor centrum i bydelen Mokotów. Her blev hver enkelt blomsterbed og ansamling af træer komponeret med stor kunstfærdighed, der blev bygget palæer, amfiteater, indendørs teater og meget mere. Det hele blev inddelt i sektioner, således at man på tidspunkter kunne føle sig som i det gamle Rom, til tider tog man til Kina. Men generelt søgte byggestilen tilbage til antikken, og langt hovedparten af det, der blev bygget under Poniatowski var nyklassicisme. Kongen var i realiteten chef for et magtfuldt kulturministerium, og dette ansporede resten af den polske højadel til at konkurrere med kongen i kunstnerisk overflod. Selv om kongen ikke havde nogen betydelig politisk indflydelse, lykkedes det dog Poniatowski at åbne den første ikke-kirkelige skole i byen, Ridderskolen, som skulle forberede unge adelige til at tjene indenfor militæret og i politik.
Det var også i denne periode man brolagde de vigtigste gader i byen, men langt størstedelen af Warszawa bestod fortsat af stampet jordvej. Man begyndte også i det små at bygge ned mod Wisłafloden, som Warszawa egentligt helt til i dag vender sig bort fra.
Efter at paven i 1773 nedlagde Jesuiterordenen ramlede hele undervisningssystemet i Warszawa sammen, men afløstes omgående af en statsligt ikke-kirkelig ”National Undervisningskommission”, som af eftertiden er betegnet ”verdens første undervisningsministerium”. I det hele taget er luften tyk af konspiration og ønske om ændringer, både en modernisering af den måde, staten styres på internt, samt modstand mod den russiske dominans.
I perioden 1772, 1793 og 1795 kom det til tre delinger af Polen, hvor landets territorium blev delt mellem Rusland, Preussen og Østrig. Delingen i 1793 skete, efter at Polen i 1793 havde vedtaget den første moderne europæiske forfatning, umiddelbart efter vedtagelsen af USA’s forfatning. Den gjorde op med den gamle ide om, at Polen og indbyggerne var adlens ejendom.
Forud for dette sad fra 1789 en Sejm, som af eftertiden har fået navnet ”Den Store Sejm”, og som sad til 1793. Kort efter at Sejmen var samlet ankom en delegation af borgere til slottet, hvor parlamentssamlingen blev afholdt. Delegationen er blevet kaldt ”Den Sorte Procession” efter det sorte tøj alle deltagerne bar. De krævede personlig frihed og politiske reformer, som de kommende to år blev inddraget i Sejmens arbejde. Det var i det hele taget en turbulent periode, hvor Amerika havde løsrevet sig fra England og var blevet en republik. Samtidigt rasede revolutionen i Frankrig, og det yderligtgående revolutionære inspirerede også en del af Warszawas befolkning.
Stanislaw Bagienski: Den sorte procession, 1789
I april 1791 blev en ny lov vedtaget, som sikrede borgerne en række rettigheder, og den 3. maj samme år blev 3. maj forfatningen vedtaget. Bortset fra indførelsen af et arvekongedømme og almindelig valgret blev Gamle og Nye By lagt sammen til en enhed sammen med alle de selvstændige småbyer, der omkransede Warszawa. Kort efter søgte man at bringe orden i byen, og alle tiggere og lediggængere blev enten sendt på tvangsarbejde eller – for gamle og syges vedkommende – til fattighuse.
De nye liberale strømninger var lige uspiselige for Rusland og en del af den polske adel, som gjorde oprør mod ændringerne. Det gjorde ikke sagen bedre, at Warszawa summede af radikale oprørstendenser. Warszawa blev besat af russiske tropper, hvorefter Rusland og Preussen i fællesskab gennemførte den anden deling i 1793. Dette var indledningen på en nedgangsperiode, hvor mange borgere forlod byen og en lang række virksomheder gik fallit, efter at have mistet deres kundegrundlag.
Svaret på delingen blev Kościuszko-opstanden, som blev ledet af en polak, der umiddelbart forinden havde deltaget i den amerikanske frihedskrig. I Warszawa blev opstanden ledet af skomageren Jan Kiliński, som det lykkedes at få en stor del af byens håndværkere med i oprøret. Efter syv måneder blev opstanden imidlertid slået ned, den sidste deling blev gennemført i 1795, og herefter endte Warszawa som en søvnig udpost i det preussiske imperium.
Jan Matejko, Polens sammenbrud, malet 1866
Kong Poniatowski levede sine sidste år ved hoffet i Rusland, mens Warszawa blev reduceret til en støvet provinsby, hvor alle embedsmænd var tyskere. Befolkningstallet halveredes til 65.000 indbyggere, men byen bestod som sædvanlig af indvandrere, for krige og epidemier havde en tendens til jævnligt at udslette en stor del af byens borgere. En forbedring af den sanitære kontrol og koppevaccination af borgerne forbedrede dog overlevelsesmulighederne, og indførelsen af muligheden for at registrere hypotekslån i 1797 var væsentligt for kreditsystemet.
Napoleon søgte med krige at udbrede fransk civilisation over Europa og kom i den forbindelse til Warszawa i 1806. Her fik han en polsk elskerinde, som han kaldte ”min polske kone”, og i 1807 oprettede han Fyrstendømmet Warszawa i personalunion med sin allierede, den tyske stat Sachsen. Den nye fyrste var barnebarn af August 3. af Polen, som havde regeret frem til 1763, så der eksisterede her en vis kontinuitet. Napoleon dikterede personligt fyrstendømmets forfatning og indførte sin store civile lovbog, Napoleons Kodeks, som var banebrydende for sin tid, og stadig er grundlaget for civilretten i Europa og en stor del af resten af verden.
Selv om polakkerne satte deres lid til Napoleon som befrier, og den franske kejser havde brug for polske soldater, led Warszawa over at blive behandlet som en fjendeby. De franske soldater blev kendt for at forøve mord og voldtægt i deres gennemsøgning af husene efter værdier, de kunne plyndre.
Fyrstendømmet blev dog historie, da Napoleon i 1815 mødte sit Waterloo, og Wienerkongressen oprettede herefter Kongedømmet Warszawa, som blev underlagt den russiske zar. Befolkningen i Warszawa fortsatte i de kommende årtier med at betragte Napoleon som en befrier, og drømte om, at en af kejserens efterkommere en dag skulle komme og befri Polen fra det russiske åg.
Warszawa blev hovedstad i det lille Kongedømmet Polen, og den russiske zar blev enehersker, men gav alligevel landet en forfatning og et parlament med begrænsede rettigheder. I begyndelsen var statsadministrationens embeder besat af polakker og der eksisterede trykfrihed, men denne blev hurtigt indskrænket. Nedsættelsen af tolden på varer eksporteret til Rusland fik handlen til at blomstre, og industrien begyndte igen at få medgang i byen. Perioden var præget af mange overvejende jødiske tilflyttere og en udvidelse af byens grænser. Der blev også iværksat nogle store byggeprojekter, som fx. børsen og Det Store Teater, ligesom der blev oprettet et universitet.
Det var romantikken der herskede i musik og litteratur i denne periode, og de store bygninger, der opførtes, var overvejende i klassicistisk stil. Musik spillede en stor rolle, og det var i musikken den lille Fryderyk Chopin skulle komme til at vokse op, efter at han i 1810 blev født ind i en fransk-polsk familie med stærkt nationale polske holdninger. Chopin komponerede som barn, gik på musikakademiet og spillede i palæerne, men i 1831 forlod han Polen, lige inden udbruddet af en opstand, som medførte, at han aldrig vendte tilbage til Polen.
Novemberopstanden i 1830-1831 havde sit hovedsæde i Warszawa og varede et lille års tid. Opstanden førte til, at forfatningen blev annulleret, der blev indført høje toldmure på eksport til Rusland og det polske selvstyre blev ophævet. Straffen for deltagelse i opstanden var deportation til Sibirien samt konfiskation af ejendom, hvilket ramte en lang række polske adelsmænd med store jordbesiddelser. Efter opstanden påbegyndte Rusland opførelsen af et enormt citadel ved Wislaflodens bredder, en militærforlægning som var direkte rettet mod Warszawa by og skulle blive udvidet mange gange i løbet af de kommende år. Først fra 1850 blev tolden for eksport til Rusland igen ophævet, og omkring samme tidspunkt mærkede byen den dynamik, der kom fra de nyetablerede jernbaner, som var med til at gøre Warszawa til handelsknudepunkt. Der kom fortsat nye tilflyttere til byen, og i 1864 havde byen 222.000 indbyggere, hvoraf en tredjedel var jøder, som overvejende bosatte sig i egne kvarterer og talte egne sprog. Det var i denne periode Warszawa ændrede sig til en decideret fabriksby. I 1864 blev den første stålbro over floden afleveret, og det gamle Warszawa fik således fast forbindelse til Praga-bydelen. På samme tid etableredes gadebelysning i form af gaslamper.
Den russiske censur og kontrollen med borgerne var dog trykkende, og det hemmelige politi tog en tredjedel af byens budget.
Januaropstanden i 1763 varede frem til efteråret 1864, og gjorde igen Warszawa til oprørshovedstad for den Nationale Regering. Oprøret havde form af en guerillakrig og blev besvaret med modterror fra russernes side samt tilfældige arrestationer og husundersøgelser.
Anonym: russiske soldater fanger polske børn i Warszawa 1831. Flere tusinde polske drenge mellem 7 og 16 blev indrulleret i en særlig bataljon af polske børn af oprørere, forældreløse og andre krigsduelige.
Oprøret medførte på ny voldsomme repressalier, hvor der under den efterfølgende krigsretstilstand fandt vilkårlige henrettelser og forvisning til Sibirien sted. Langt de fleste polske institutioner blev lukket ned, og der blev satset på en total russificering af Kongeriget Polen, inklusive russisksproget undervisning i alle skoler. I princippet forblev krigsretstilstanden i kraft frem til 1. Verdenskrig. Det var imidlertid en periode, hvor nationalfølelsen blev vækket overalt i Europa, og den russiske undertrykkelse blev besvaret med hemmelig undervisning i Polsk.
Russificeringen standsede imidlertid ikke industrialiseringen af Warszawa, som udviklede sig til leverandør af varer til hele det russiske rige. I 1880 blev der etableret et telefonselskab, fra 1884 virkede hestetrukne sporvogne og byen voksede med nye industriarbejdere, men forholdene var ikke gode. I gennemsnit deltes tre personer om et værelse, og selv om 34% af bygningerne i 1890 havde indlagt vand, var det kun 6% som havde kloakering. De sanitære forhold i byen var den direkte anledning til tyfus- og tuberkuloseudbrud.
I Rusland udbrød der i 1905 revolution i kølvandet på den russisk-japanske krig, hvor Rusland viste sig som en kolos på lerfødder. I sympati med nedslagtning af demonstranter i Rusland udbrød sympatistrejker i Polen, og 28. januar gik 400.000 arbejdere samt skoler og universitetet i strejke med krav om polsk undervisningssprog. Det havde også været et par hårde år, for i 1903 steg prisen på fødevarer voldsomt på grund af oversvømmelser, og i 1904 var der tørke. Skolestrejken bredte sig ud over Warszawa og varede mere end tre år, hvor forældre nægtede at sende deres børn til russisktalende skoler.
Konflikten udviklede sig til en kamp mellem en økonomisk elite mod arbejderne, som kæmpede for anerkendelse af deres sociale rettigheder. Der opstod en enorm underskov af politiske partier og retninger, mens de alvorligste slag ikke stod mellem polakker og russere, men mellem nationalister og socialister, som bekæmpede hinanden med deres terrororganisationer. En del af den socialistiske fraktion brød ud i 1906, og sluttede sig til de russiske bolsjevikker. De kæmpede således ikke længere for polsk uafhængighed, men for slavisk socialisme.
Zaren blev presset fra alle sider af krig og oprør, og i løbet af 1905 blev polsk tilladt i private skoler, fagforeninger accepteredes og der blev indført religiøs tolerance (muligheder for i begrænset omfang at konvertere mellem kristne trosretninger). Samtidigt blev den tidligere meget omfattende præventive censur begrænset. De russiskvenlige nationalister fik i oktober løfte om en grundlov og en rådgivende nationalforsamling i Rusland med polsk deltagelse. I april 1906 var der valg til den første rådgivende nationalforsamling (Dumaen). Den havde dog intet lovgivningsinitiativ eller konkrete beføjelser, og virkede mere som en stænderforsamling. Begivenhederne fra 1905 åbnede for en folkelig genfødsel af Polen, med kulturhuse og lokaladministration på polsk.
I mellemtiden var en enorm russisk kirke under opførelse på det, som i dag hedder Pilsudski-pladsen, symbolsk udvalgt til at ligge lige ved siden af de saksiske kongers palads. Kirken stod færdig i 1912, og symboliserede Ruslands overherredømme i byen, på samme måde som Kulturpaladset kom til det i tiden efter 2. Verdenskrig. I 1915 – altså midt under 1. Verdenskrig – blev Polyteknisk læreanstalt i Warszawa etableret.
Modsætningerne mellem tilhængere af Øst og Vest fortsatte under 1. verdenskrig, hvor nationalisterne støttede den panslaviske bevægelse og mindede om det nyopfundne ”evige fjendskab med tyskerne”, mens socialisterne var i et løst forbund med Tyskland og Østrig-Ungarn. Her oprettede den senere frihedshelt Pilsudski skytteforeninger og organiserede sabotage mod russerne. I mellemtiden lovede alle krigsførende parter autonomi til Polen efter krigen, og alle skoler i Warszawa begyndte at undervise på polsk. Det gik dog ikke godt for den russiske krigsførelse, og i 1915 rykkede tyskerne ind i byen, som fik lov at regere sig selv og oprette et byråd, men i øvrigt led under krigsøkonomien. Inflationen var enorm og de mange arbejdsløse blev bespist fra mobile suppekøkkener.
De fleste polske og udenlandske aktører forestillede sig et fremtidigt Polen som et autonomt område under Tyskland, Rusland eller Østrig-Ungarn, mens rebellen Pilsudski nægtede at gå under tysk kommando. Han blev derfor under krigen interneret i Tyskland, mens frihedsbevægelsen i Warszawa styrkedes i takt med besættelsesmagternes uheldige krigsførelse. I 1917 talte den amerikanske præsident Wilson om en uafhængig polsk stat med Warszawa som hovedstad, hvilket kom til at sætte dagsordenen for den kommende politiske udvikling. I mellemtiden lagde Warszawas byråd rammerne for det fremtidige kommunale selvstyre.
Mod slutningen af 1918 gik Rusland ud af 1. Verdenskrig som taber og Tyskland var i færd med at bryde sammen. Der blev oprettet flere polske midlertidige regeringer, hvoraf den i Warszawa utvivlsomt havde størst legitimitet. Da Pilsudski i november 1918 blev løsladt fra tysk internering var det da også denne, som overdrog Pilsudski den militære ledelse af det nyoprettede Polen, som han i denne første periode kunne styre med nærmest diktatoriske beføjelser.
Tiden som hovedstad i det nye selvstændige polen medførte, at Warszawas befolkningstal næsten fordobledes til 1,3 millioner indbyggere over de kommende tyve år, mens andelen af jøder reduceredes fra 42% til 29% i samme periode. Generelt var tiden præget af spændinger mellem nationalistisk indstillede polakker og andre folkeslag, hvilket blandt andet kom til udtryk ved mordet på Polens første præsident Narutowicz, som blev skudt af en nationalt indstillet polak, der ikke kunne acceptere, at præsidenten blev valgt med stemmer fra etniske mindretal. Spændingerne forstærkede den adskillelse, der eksisterede mellem jøderne, andre etniske grupper og polakkerne, hvor en stor del havde vanskeligt ved at acceptere, at en jøde kunne være polak.
General Haller og Polens stærke mand, Marshall Pilsudski efter sejren over russerne i 1921, Offentligt domæne.
De politiske spændinger kulminerede med et kup i 1926, hvor oprørslederen Pilsudski holdt et berømt møde med den legale præsident Wojciechowski på en af de broer, som forbinder de to dele af Warszawa med hinanden. Tiden fra 1926 til krigsudbruddet i 1939 må betegnes som et kvasidemokrati, hvor landet prøvede at manøvrere mellem de autoritære nabostater.
Der blev opført en del modernistiske bygninger, mens russiske bygninger blev ombygget til polsk stil og den enorme russiske kirke på den nuværende Pilsudskiplads blev revet ned som et symbol på det russiske herredømme. Det var imidlertid en nærmest umulig opgave at få budgettet til at hænge sammen, og på grund af den anspændte økonomi indsatte regeringen fra 1934 en kommissær på borgmesterposten. Det blev den energiske Stefan Starzyński, som populært omtales som Warszawas borgmester, selv om han egentligt var regeringsembedsmand. Han moderniserede administrationen og prøvede at få lagt en plan i de kaotiske byggerier, som foregik omkring byen. Man prøvede i denne periode også at modernisere den forfaldne Gamle By, som var sunket ned til en billig markedsplads for byens proletariat.
Det ventede angreb fra Tyskland startede 1. september 1939, og i krigens første fase blev Warszawa ramt af en række bombardementer, hvor blandt andet lufthavnen og kongeslottet i centrum blev beskadiget. Der blev hurtigt oprettet en borgerbevæbning, som gravede grøfter og byggede afskærmninger mod tanks, men 1. oktober gik tyskerne ind i byen.
De langsigtede tyske planer gik på at skabe en mindre tysk by, og ellers fjerne alt, hvad der mindede om Polen. Fra begyndelsen af besættelsen blev der oprettet en jødisk ghetto, hvorfra befolkningen systematisk blev transporteret til udryddelseslejre.
Warszawa var under hele besættelsen hovedsæde for den polske modstandsbevægelse, som samarbejdede med den polske eksilregering i London. Hyppige aktioner tvang tyskerne til at anbringe store troppestyrker i byen for at holde den under kontrol.
Byen blev holdt i et jerngreb, folk samledes vilkårligt på gaden og blev sendt til tvangsarbejde i Tyskland, og resten arbejdede lokalt for sulterationer, som gjorde, at folk var nødt til at købe indsmuglede varer for at overleve. På den måde mistede borgerne hurtigt alle værdigenstande, som blev byttet for fødevarer.
Warszawa var under besættelsen præget af to større opstande; den jødiske opstand i ghettoen i første halvdel af 1943 var en selvmordsaktion, hvor den jødiske milits besluttede, at det var bedre at dø i kamp end at blive transporteret til udryddelseslejre. Warszawaopstanden fandt derimod sted i slutningen af 1944 og havde til formål at stadfæste den polske oprørsbevægelse styre i Polen efter krigen. Oprøret havde imidlertid behov for støtte fra Den Røde Hær for at fastholde magten i byen. Stalin gik da også ind i Praga-distriktet, men krydsede ikke floden, før oprøret var nedkæmpet. Først 17. januar 1945 gik Den Røde Hær ind i Warszawa, hvorfra tyskerne var i gang med at flygte.
Den ødelagte by blev i 1945 hovedstad i det nye sovjetisk dominerede Polen, selv om der var forslag om at gøre mindre ødelagte byer, som for eksempel Lodz, Krakow eller Poznan til ny hovedstad. Imidlertid blev Warszawas historiske rolle her afgørende, ligesom det var vigtigt at vise, at det ikke lykkedes nazisterne at udrydde byen, at deres kamp mod polskheden var forgæves. De få mennesker, som ikke var flygtet eller dræbt, boede overvejende på den østlige flodbred eller i forstæder langt fra centrum, men flygtningene begyndte hurtigt at vende tilbage, og arbejdet med at grave lig frem af ruinerne gik også i gang i takt med oprydningen.
Genopbygningen af byen blev planlagt centralt, hvor man talte om en ”arkitektonisk helbredelse”, dvs. en vis orden i byggeriet og en lavere befolkningstæthed end før krigen, hvilket resulterede i prioritering af åbne arealer og udvidelse af eksisterende parker samt etablering af nye grønne områder. Warszawa var her i en privilegeret situation i forhold til resten af landet, fordi en stor del at de statslige midler til genopbygningen gik til hovedstaden, og det nationale slogan ”Hele nationen genopbygger sin hovedstad” blev brugt til at indsamle brugbare byggematerialer fra ruinerne i andre polske byer, for herefter at videresende dem til Warszawa. Den planlagte genopbygning gjorde det nemt at komme igennem med en nationalisering af al jord og fast ejendom i Warszawa, hvilket også harmonerede med regeringens ideologiske fundament. Den lovede erstatning til ejerne blev dog sjældent udbetalt.
Det blev også besluttet at fastholde byens status som en industriby, hvilket både fordrede industrikvarterer og boligområder til de mange fysiske arbejdere, for centrum blev overvejende beboet af administrative medarbejdere.
Mange af de tilbagevendte flygtninge begyndte også selv at istandsætte deres bygninger, som egentligt ofte havde været klassificeret som nedrivningsmodne. På den måde foregik genopbygningen af byen på to planer – den officielle centralt vedtagne samt lokalt efter borgernes vilje og muligheder. Byggematerialerne fandt man i ruinerne og arbejdskraften var billig i den første periode, hvor folk gerne arbejdede for en tallerken suppe; det drejede sig simpelt hen om at overleve.
Byen kom hurtigt i omdrejninger; ingeniørtropper fra den sovjetiske hær byggede en interimistisk bro over floden, markederne genåbnede, og i ruinerne åbnede driftige folk endda små cafeer. Warszawa var imidlertid fortsat hovedsæde for forskellige konspirationer. Den sovjetisk støttede regering forfulgte medlemmer af den borgerlige modstandsbevægelse, som samtidig foranstaltede modstand mod den røde hær og støttede eksilregeringen i London.
Genopbygningen umiddelbart efter krigen bestod overvejende af renæssancebygninger i den gamle bydel, hvor facaderne i et vist omfang var tro gengivelser af de ødelagte bygningers tidligere udseende. Endvidere blev store dele af centrum og regeringsbygningerne opbygget i socialistisk realisme, Stalins personlige videreudvikling af modernisme, som med søjler og monumentalisme mindede folket om, at det nu var arbejderen, som ejede paladserne og var den ledende kraft i det socialistiske rige.
1970’erne bragte betonbyggerier til hovedstaden, som i store mængder blev placeret i forstæderne. Det bragte en lettelse i den trængte boligsituation, men byen fortsatte med at vokse, så der var konstant kamp om lejlighederne. Til gengæld blev kolonihaver trøsten for mange, specielt de som var tilflyttet fra landområder, og disse små haveområder med deres skure kan i dag findes over hele Warszawa.
Det var også i den periode, hvor der opstod en række nye ekspresveje, kongeslottet i Warszawa blev genopbygget, byen fik en ny moderne hovedbanegård (som i dag virker knap så moderne) og lufthavnen i Okęcie blev udbygget. Lufthavnen ligger dog omgivet af byen, så det var begrænset, hvor meget den kunne udbygges, og Warszawa blev derfor aldrig et centralt trafikknudepunkt.
I lighed med i en række vesteuropæiske lande udbrød studenteroprør i 1968, men det blev brutalt undertrykt og myndighederne brugte de resterende jøder som syndebuk, hvilket resulterede i en betydelig emigration af polske jøder til Israel, USA og andre lande, herunder Skandinavien.
Efter rundbordsforhandlingerne i 1989 blev Warszawa hovedstad i det nye vestorienterede Polen. Lige som overalt i Polen faldt reallønnen voldsomt i disse første år, mens butikkerne fyldtes med varer, det ikke tidligere havde været muligt at købe i butikkerne. Samtidigt begyndte private bygherrer at bygge nye beboelsesområder og højhuse i Warszawas centrum, og der blev opsat en række statuer, som ikke tidligere var blevet opført, for ikke at krænke Sovjetunionen. En af de største anlægsinvesteringer i det nye Warszawa var metroen, som man havde kæmpet for at opføre siden før 2. Verdenskrig.
I lighed med resten af Polen indførtes fra 2002 direkte valg af borgmester, som herefter fik en central rolle som lokal bykonge og prætendent til en central rolle i national politik. Den første direkte valgte borgmester var Lech Kaczynski, som fra 2005 udskiftede borgmesternøglerne med hvervet som polsk præsident. Den tidligere nationalbankdirektør Hanna Gronkiewicz-Waltz bestred posten de kommende 12 år, og benyttede dermed posten til en afrunding af sit virke i det polske offentlige liv. Den relativt unge Rafal Trzaskowski har bestridt hvervet siden 2018, og benyttede det i 2020 – uden held – som springbræt til at kandidere til posten som polsk præsident.
Send en e-mail til m@hardenfelt.dk hvis du gerne vil have en dansktalende guide til at vise dig de vigtigste steder i Warszawa.